Væggene i enhver bolig med respekt for sig selv var i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne beklædt med stoffet hessian. Det brune, vævede look passede perfekt ind i den brune/grønne/orange stil, der afspejlede sig i både køkkenmoduler, linoleum på gulvene og kakkelbordene i de danske boliger.

Godt nok var hessian super smart at sætte op på væggene i de år, men den vævede overflade var også en værre støvsamler. Så efterhånden begyndte folk at male deres hessian over med maling. Og i løbet af 1980'erne var interessen for hessian ebbet totalt ud.

- Det allersidste hessian blev formentlig sat op i de danske boliger midt i 1980'erne, siger konsulent i Danske Malermestre, Allan Brohus.

Hessian svært at sætte op - og pille ned

Googler du hessian i dag, finder du et utal af forespørgsler på forskellige hjemmesider om, hvordan du får 'skidtet' hevet ned af væggen igen. Og det er ikke altid pæne udtryk, der bliver brugt om materialet.

- Og det er med god grund. Hessian var både yderst besværligt at sætte op og få ned igen, siger Allan Brohus.

Hessian stammer fra Hessen

Hessian stammer fra den tyske by Hessen, og kom i dets oprindelige form som sækkelærred, der blev sat direkte op på væggene med lim. Malermestrene var absolut ikke glade for produktet, der risikerede at sprække i samlingerne, når det var sat op.

Siden blev der udviklet hessian med en bagside af papir, der nok var en smule lettere at sætte op, men stadig en ordenligt opgave for malerne.

- I dag findes der nærmest ikke et hjem i Danmark, hvor der stadig er umalet hessian på væggene, siger konsulenten i Danske Malermestre.

Det er for længst enten hevet ned eller malet på.

Hessian dårligt for indeklimaet

Tapetfabrikanten Juvita Home Decoration får af og til forespørgsler fra kunder om hessian.

- Men det er alligevel så få, at det ikke kan kaldes for en trend. Mange kan også stadig huske, hvor mange liter maling det sugede, når det skulle males over. Og rent indeklimamæssigt var det ikke nogen god løsning på grund af støvet, siger direktør i Juvita, Christian Boye.

Juvita fremstiller ikke hessian, da det kræver helt specielle maskiner. Til gengæld er der mange, der igen dyrker tekstillooket, når de vælger tapeter til fx en væg i deres bolig, fortæller han. Bare ikke lige hessian.  

Fortæl om og send billeder af hessian

Har du billeder - gamle eller nye - af hessian i din bolig? Så må du meget gerne sende dem med en kort tekst (max 400 anslag pr. billede) til redaktionen@bolius.dk - skriv "Hvor blev det af?" i emnelinjen. Billederne vil evt. blive brugt i denne artikel.