En typisk dag med høns i haven

Et kvarter til en halv times arbejde om dagen, det er, hvad der skal til, for at holde høns i haven ifølge Helle Kjelst, administrator i Dansk Fjerkræ Forum, der selv har haft høns i haven i 9 år. Helles høns går frit i haven hver dag.

Hun beskriver her, hvilke opgaver hun har på en typisk dag, uge og måned med høns i haven.

Husk også, at høns hele tiden skal have adgang til skaller, fx knuste østersskaller, som kan købes de steder, hvor der sælges hønsefoder.

Pasning af høns - morgen:

  • Hønsene lukkes ud af hønsehuset og ud i haven, der er indhegnet.
  • Hønsene får frisk vand og foder, så de har hele dagen til at spise op, og der er ikke så meget, der skal fjernes om aftenen af hensyn til rotter.
  • Underlaget i hønsehuset rives med en løvrive for at samle hønsemøg. Det behøver man ikke nødvendigvis gøre om morgenen, men bare en gang om dagen.
  • Hønsemøg fjernes fra siddepinde, gødningsbrættet skrabes.
  • Hønsetjek. Tjek, at ingen høns har fået det dårligt i løbet af natten.

Efter denne morgenrutine kan hønsene fint klare sig selv hele dagen.

Pasning af høns - aften:

  • Levnet mad fjernes, så det ikke tiltrækker rotter. Hønsene spiser ikke om natten.
  • Hønsetjek. Har alle høns det godt?
  • Dagens æg samles ind.

Pasning af høns - ugentligt:

  • Vandtrug renses.
  • Hønsegården rives med en løvrive.
  • Hønsetjek. Tag hønsene op ca en gang om ugen og tjek for lus, kalkben (fnatmide, der giver fortykkede ben), og afføring i fjerdragten ved numsen, særligt om sommeren, hvor det tiltrækker fluer, som lægger æg her.

Pasning af høns - månedligt:

  • Strøelsen i hønsehuset og redekasserne skiftes. Skift det oftere, hvis det er meget beskidt af lort eller et evt. smadret æg.

Pasning af høns – sjældnere:

  • Hønsehuset gøres hovedrent hver 3-4 måned. Tag alt inventar ud af hønsehuset og vask det med  sæbevand og vand eller, hvis hønsehuset er virkelig beskidt, med midlet Virkon S, der fjerner skidt og bakterier. Vask også vægge og siddepinde.
  • Kalk evt. hønsehuset indvendigt en gang om året. Det modvirker blodmider og andet utøj i hønsehuset.

Hønseklatter i græsplænen

Lader du dine høns gå frit i haven, vil de naturligvis lægge klatter i græsplænen. Ifølge Helle Kjelst regner klatterne dog hurtigt ned i plænen eller tørrer ind. Hønsemøg i græsplænen giver desuden en flot og frodig plæne.

Du kan også fjerne hønseklatterne med en lille skovl en gang i mellem eller afgrænse haven, så der er et hønsefrit område, hvor børnene kan lege og rulle rundt.

Husk, at sammenrevet hønsemøg fra hønsehus og –gård skal opbevares i lukket beholder. Det er meget kraftig gødning, så du skal ikke hælde en masse frisk gødning i fx rosenbedet eller køkkenhaven. Derfor er det bedst at bruge hønsegødning, der har ligget i mindst 3 måneder.