Hold husets rør varme og undgå frostsprængninger

Sprænger et vand- eller varmerør i huset, er det en våd og ofte dyr fornøjelse. Læs, hvordan du gør rørene klar til kampen mod vinterens frost.

Undgå frostsprængte rør
Ofte anbefales det at isolere varmerør i en kælder, der ikke benyttes til ophold. Her skal man dog tage med i overvejelserne, at varmerørene faktisk bidrager til at holde temperaturen oppe i kælderen, og dermed er med til at formindske risikoen for fugt og skimmelsvamp. Arkivfoto.

Hvorfor sprænger vand- og varmerør?

Hvis vandet i boligens varmerør og rør til brugsvand fryser til is, udvider røret sig, og frosten kan til sidst få røret til at sprænge. Det sker for rigtig mange boligejere hvert år.

Risikoen for frostsprængninger er størst, hvis:

  • Der er hård frost.
  • Vandet i rørene står stille. 
  • Rørene ikke er isolerede.
  • Rørene ligger i et uisoleret rum.

LÆS OGSÅ: Frosne og frostsprængte rør

Hvilke rør er især udsat for frostsprængning?

Nogle vand- og varmerør er mere udsatte end andre. Det gælder for rør i sommerhuse og ældre huse, mens der også er en stor risiko, hvis rørene ligger på den forkerte side af boligens isolering.

Vandrør og frost
Frost kan sprænge vandrør, der ligger frit i rummene. Arkivfoto

Rør i sommerhuse

I sommerhuse, der er lukket ned for vinteren, uden at vandet er tømt af rørene, er der stor risiko for, at frosten ødelægger vandrørene.

Rør i ældre huse

Rør i ældre huse er ofte mere udsatte, fordi de typisk løber gennem uisolerede loftsrum eller skunke.

Rør uden for den varme zone

Løber dine varmerør og rør til brugsvand uden for boligens "varme zone", kan de også risikere at springe. Husets varme zone ligger inden for selve klimaskærmen, dvs. på den varme side af isoleringen.
Kontakt en byggesagkyndig, eller vvs-installatør hvis du er i tvivl, om din bolig har rør i den farlige kolde zone. De vil kunne lokalisere de rør, der kan være i fare for at springe ved hård frost og give vejledning i, hvordan du løser problemet.

Rør i kælder

Ofte anbefales det at isolere varmerør i en kælder, der ikke benyttes til ophold. Her skal man dog tage med i overvejelserne, at varmerørene faktisk bidrager til at holde temperaturen oppe i kælderen, og dermed er med til at formindske risikoen for fugt og skimmelsvamp.

Hvordan undgår du frostsprængte vand- og varmerør?

Hvordan lukker du ned for vandet i sommerhuset?

Sørg for at lukke for hovedhanen og tappe alt vand ud af vandrørene, når du lukker sommerhuset ned for vinteren.
Hovedhanen sidder typisk i en brønd udenfor huset sammen med vandmåleren.
Du tømmer rørene ved at lade vandet løbe, indtil der ikke er mere vand i alle hanerne.
Bruger du sommerhuset året rundt, bør der være en smule varme i huset de steder, hvor der er rør med vand i.

LÆS OGSÅ: Luk sommerhuset ned for vinteren

Vil du undgå frostsprængte rør, bør du sikre 3 ting:

  • Vandcirkulation i vandrørene.
  • Isolering af vandrørene.
  • Varmekabler til vandrørene

Vandcirkulation i vandrørene

Vandrør har sværere ved at fryse til, når der løber vand i dem. Derfor er vandcirkulation vigtigt. Det sikrer du ved hele tiden at have tændt for varmen - også i de rum i huset, du ikke bruger.
En tommelfingerregel er, at temperaturen i din bolig ikke bør komme under 17 grader, hvis frosten hærger.

I nogle store huse og etageejendomme er der koblet en cirkulationspumpe til varmerørene. Har du sådan en, skal den køre om natten, når der er hård frost. Nogle cirkulationspumper er sat til at sænke pumpeaktiviteten om natten, hvilket i så fald skal slås fra. Tjek i cirkulationspumpens manual, om det gælder din, og hvordan du slår natsænkningen fra.

LÆS OGSÅ: Sådan sommerlukker du for fjernvarmen

Isolering af vandrørene

I længere perioder med hård frost kan selv rør med almindelig cirkulation fryse til. Derfor er isolering en vigtig og nødvendig beskyttelse. Alle vandrør uden for boligens varme zone, fx på loftet eller i skunken, bør være isoleret.

Varmekabler til vandrørene

Det er muligt at montere varmekabler til vandrørene. Disse kan fås både med og uden termostat. Med termostat begynder kablerne at varme, når temperaturen nærmer sig 3-5 grader. Da prisen med termostat ikke er nævneværdigt dyrere, kan det anbefales at benytte disse.

LÆS OGSÅ: Varmekabler i tagrenden

Hvordan isolerer du husets vandrør med rørskåle?

Det er hverken nødvendigt med den store erfaring eller fingerfærdighed, hvis du vil kaste dig ud i at isolere rørene i din bolig.

  1. Mål op hvor mange meter rør, der skal isoleres, og hvor tykke de er.
  2. Vælg isolering. Du kan bruge såkaldte rørskåle, som findes i mange forskellige typer. En anden mulighed er at vælge isoleringsmåtter, der vikles om rørene og fastholdes med ståltråd. Det er dog en mere besværlig metode.
    Materiale: Rørskåle produceres både i PE-skum og mineraluld. PE-skum er billigst. Til gengæld kan det bedre betale sig i længden at vælge mineraluld, da det isolerer bedre.
    Tykkelse: Rørskåle fås i flere forskellige isoleringstykkelser fra 13 mm og op til 60 mm. For at sikre det bedste resultat, bør du vælge en så tyk rørskål, som der er plads til omkring rørene.
  3. Køb den rette mængde isolering. Du kan både købe rørskåle i byggemarkeder eller hos en forhandler af VVS-produkter.
  4. Læs producentens anvisninger.
  5. Montér rørskålene. Vær omhyggelig. Jo tættere rørskålene slutter til, jo bedre isolerer de. Nogle rørskåle er lavet med indbygget lim. Hvis ikke, skal du bruge en aluminiumstape, hvor rørskålene møder hinanden, for at mindske varmetabet. Det kan anbefales at købe rørskåle, der ikke skal skæres til de steder, hvor røret bøjer som fx Rockwools universal rørskål.

LÆS OGSÅ: Isolering af varmerør og varmeanlæg

Hvordan sikrer jeg mit hus mod frostsprængninger?
Du kan sikre dig mod frostsprængninger ved at isolere dine vandrør. Foto: Rockwool
Isolér fritliggende rør med rørskåle
Her isoleres fritliggende rør med rørskåle.
Foto: Rockwool

Hvad koster det at forebygge mod frostsprængte rør?

Har du først haft problemer med frosne vand- og varmerør, opstår de typisk igen, hvis du ikke gør noget. I langt de fleste tilfælde er det nok at efterisolere rørene, men i nogle tilfælde er det nødvendigt at flytte rørene ind i boligens varme zone.

Det er ikke særlig dyrt at efterisolere vand- og varmerør med rørskåle, og du kan selv udføre arbejdet. Prisen afhænger af, hvilket materiale og isoleringstykkelse du vælger. Fx koster en rørskål med 13 mm PE-skum om et 18 mm rør cirka 10 kr. pr. meter. 20 mm mineraluld om 18 mm rør koster ca. 30 kr. pr. meter (2016-priser).

Udgiften er dog tjent hjem efter relativt kort tid. For ud over at beskytte rørene mod frostsprængninger medvirker isoleringen også til at holde på varmen i rørene, så du ikke fyrer for gråspurvene.

Noget dyrere er det at vælge at frostsikre med varmekabler. Her koster 2 meter varmeledning ca. 520 kr. (og bliver naturligvis billigere ved længere ledninger, fx 6 meter for 800 kr.)

Skal rørene flyttes, er det noget dyrere. Her kræver det, at en VVS-installatør står for at få rørene ind på den rigtige side af husets isolering. Et godt råd er altid at bede om en pris, inden arbejdet starter. Det kan også betale sig at ringe til mere end en VVS-installatør og bede om et prisoverslag.

LÆS OGSÅ: Hvor meget kan du spare ved at isolere dine varmerør

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab