Hvorfor er det vigtigt, at facaden ikke har hul og løs puds?

Det ser ikke særlig kønt ud, når facaden begynder et krakelere og pudsen begynder at skalle af. Men en afskallet facade er ikke kun et kosmetisk problem. Hvis facaden er pudset, skal pudsen være intakt og sidde godt fast for at beskytte huset mod vand og naturens øvrige påvirkninger.

Hultlydende puds betyder, at pudsen ikke hæfter ordentligt til murstenene eller andet bagvedliggende materiale. Det betyder, at der kan komme fugt ind mellem pudsen og murstenen.

En facade med afskallet puds og maling kan betyde, at det fugt, der trænger ind bag den pudsede overflade, ikke kan komme væk, og facaden vil formentlig skalle yderligere af. Den indespærrede fugt kan også give frostsprængninger i puds og mursten.

Hultlydende og løs facadepuds kan skyldes, at facaden er der er trængt fugt ind i facaden, og at fugt udvider sig ved frost. Når det fryser, vil pudslaget slippe sit greb i underlaget. Meget fugt alene kan også give løs facadepuds.

Fugten/vandet kan være skyld i, at pudsen slipper sin vedhæftning til murværket. Revner i underlaget, fx muren, kan også give synligt løst puds, revner eller hultlydende puds.

Hvis fugt er problemet, skal du finde ud af, hvor fugten. Fugten kan have forskellige årsager:

  • Udefra udsættes facaden for regn og sne.
  • Indefra kan facaden blive udsat for den varme (fugtige) indeluft eller indespærret byggefugt.
  • Hvis der ikke er anvendt et fugtstandsende lag mellem fundament og mursten – fx murpap – kan grundfugten trænge op i muren nedefra. Det sker typisk i ældre bygninger fra før 1930.

Overfladebehandling

En facade, der er behandlet med maling, som ikke er diffusionsåben, vil forhindre fugten inde fra huset i at komme ud i det fri. Resultatet er, at fugten bliver indkapslet i murværket.

Afskallet facadepuds ses tydeligt som manglende puds i felter af varierende størrelse, men facaden kan også have skjulte skader. Løs facadepuds findes ved at banke på facaden med hånden, en hammer, eller bagenden af en skruetrækker. Lyder det hult, er det fordi overfladen har mistet sin vedhæftning til underlaget.

Hvordan reparerer og forebygger du løs puds?

Al hultlydende og løs facadepuds bankes af, og facaden pudses op. Det kan være en fordel at vande murværket lidt før oppudsningen finder sted. Udbedring af skader ved pudsede overflader skal ske i god tid inden evt. malerarbejde. Vær opmærksom på tykkelsen af pudslaget, da den er afgørende for tørretiden.

Er der tale om større felter, der skal pudses op, vil det være en god idé at få fat i en fagmand/murer. Det er ikke nemt at pudse en væg op, og det kræver ofte erfaring og håndelag.

For at undgå, at problemer med løs facadepuds gentager sig, bør du fjerne årsagen til problemet. Det kan dog i nogle tilfælde være et omfattende arbejde. Skader som følge af udefrakommende fugt, kan undgås ved, at facaden beskyttes mod sne og regn. Løsningen kan fx være at øge udhænget på taget.

Skader som følge af indefrakommende fugt, enten fra fugtig indeluft eller byggefugt, kan undgås ved at sikre, at overfladen lader fugten passere. Løsningen er at bruge en diffusionsåben maling, fx af typen silikatmaling. Silikatmaling har en åben struktur, der lader vandpartiklerne passere.

Skyldes opfugtningen opstigende grundfugt, er der mulighed for at etablere et fugtstoppende lag. Dette er et ret omfattende arbejde, hvor der findes forskellige metoder.

Du kan vælge at skyde/hamre stålplader ind i fugen i hele væggens dybde mellem murværk og sokkel. Det kan dog give skader i form af revner. Du kan også skrabe fugen ud, lægge murpap, og fuge til igen. Det arbejde tager lang tid, da du kun kan skrabe fugen ud i små afsnit ad gangen.

Evt. diffusionslukket maling skal fjernes, inden den rigtige maling kan påføres. At fjerne plastmaling kræver sandblæsning og efterfølgende udbedring af følgeskader. Har du sandblæst en facade, skal den pudses op igen, da brandskallen på murstenen er beskadiget, og stenen vil forvitre hurtigere.

Løs og hultlydende puds kan også komme på grund af revner i det bagvedliggende materiale. I murede huse er det ikke ualmindeligt, at der opstår mindre sætningsrevner. Fugten vil trænge ind i revnen og ned bag pudsen, hvor den så ikke kan komme ud igen. Er det revner der er årsagen til det løse puds, skal revnerne repareres, inden der pudses op igen.