Hvad er et hus af massive træelementer?

Et hus kan betegnes som et træhus, når træ udgør en stor del af den samlede bygningsvolumen. I et hus bygget af massive træelementer er de bærende konstruktioner i ydervæggene elementer af massivt træ. Normalt er de bærende konstruktioner af beton, letbeton, murværk eller lette trækonstruktioner.

Hvad består massive træelementer af?

Massive træelementer kan overordnet inddeles i tre typer:

  • Elementer af kantstillede brædder
  • Elementer af krydsede brædder
  • Kasseelementer.

Fælles for dem er, at de findes i forskellige elementvarianter, at træ udgør den største bestanddel, og at de ligner betonelementer i størrelse og form.

Træelementerne er sammensat med lim. I nogle indgår skruer, og i nogle også metalstænger som del af den samlede konstruktion. Der er oftest klargjort til tekniske installationer i elementerne.

I korte træk kan et hus af massivt træ karakteriseres som et byggeri, hvor der:

  • Anvendes elementer: Til forskel fra et muret byggeri, hvor det hele bygges op fra grunden, bliver disse huse samlet af store præfabrikerede elementer.
  • Bruges store mængder af træ: Elementerne sættes sammen af mange mindre stykker træ eller bygges som kasseelementer.
  • Træets egenskaber bliver forbedret ved at bygge det sammen: Der kan bruges træ, der ikke er i den bedste kvalitet, men fordi det bliver bygget sammen, øges dets styrke og holdbarhed markant.

Det betragtes i Danmark stadig som en forholdsvis ny måde at bygge huse på, men den stammer hovedsageligt fra Schweiz, Tyskland og Sverige, der har stor erfaring med denne type af huse. I Danmark blev det første hus af massive træelementer opført i 1999. I takt med den store fokus på bæredygtighed har vi i Danmark fået øjnene op for mulighederne med træ som byggemateriale i hovedkonstruktion.

Det er blevet mere almindeligt at bygge træhuse og bygge med træ i Danmark. Men da vi gennem mange år har brugt mursten og beton, mangler vi erfaring med at bygge i træ. 

Det er primært Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Teknologisk Institut og det rådgivende ingeniørfirma Moe, der har stået for forskningen i huse af massive træelementer.

Hvad er massive træelementer?

Massive træelementer sammensat af mindre stykker træ bruges som de bærende elementer, når huset bygges. En af de store fordele ved denne metode er, at der kan anvendes træ i kvaliteter og dimensioner, som normalt ikke kan bruges til bærende konstruktioner. Videre giver det også mulighed for, at træelementer i et vist omfang kan skræddersys til særlige arkitektoniske ønsker.

Massive træelementer kan bruges i bærende konstruktioner som vægge, etageadskillelser (dæk) og tage. 

Der bygges elementer af massivt træ på tre forskellige måder med forskellige variationer af, hvordan de enkelte brædder er sat sammen og med hvad:

  • Elementer af kantstillede brædder
  • Elementer af krydsede brædder
  • Kasseelementer

Elementer af kantstillede brædder

En anden variation er elementer af kantstillede brædder, som vi blandt andet kender fra limtræ. Det er den mest almindelige måde at lave massive træelementer på. Metoden er desuden noget nemmere end de andre, da brædderne blot ligger direkte op ad hinanden.

Denne type element kan være sat sammen på flere måder med:

  • Forspændte stålstænger
  • Hårdttræsdyvler
  • Lim
  • Søm.

Elementer af krydsede brædder

Elementer af krydsede brædder, også kaldet CLT (cross laminated timber) er opbygget af lag, der ligger modsat hinanden - brædderne lægges skiftevis på den lange led og den korte led. Disse massive træelementer minder en del om krydsfinérplader, da de er opbygget efter det samme princip. 

Elementer af krydsede brædder er enten sat sammen med søm eller limet sammen. Metoden med at krydse brædderne i hvert lag gør elementerne mere modstandsdygtige over for fugt end de to andre typer. 

Kasseelementer

Kasseelementer er limet sammen (ikke sømmet eller boltet sammen) og har et hulrum, der kan lægges isolering i. Det er altså ikke 100 procent massivt element som de to andre typer. 

Det er det mest komplicerede element at fremstille. De skal skæres til og samles med lim og skal ligge i en trykpresse, mens limen hærder. 

Er det kompliceret at bygge med massive træelementer?

Det er ikke mere kompliceret at bygge med massive træelementer end at bruge andre metoder. Men det er en speciel måde at anvende træ på i konstruktionerne, og derfor er det vigtigt at bruge håndværkere, der har erfaring med at bygge med massive træelementer - og de kan være svære at finde. 

Der skal også tages særligt hensyn til fugt, lyd og brand, hvilket gælder både før og under byggeprojektet. Derfor er det vigtigt at bruge kompetente fagfolk.

Selve elementerne bliver forarbejdet og samlet af håndværkere på en fabrik. Der er flere fordele ved at samle elementerne på fabrik. Dels minimerer man risikoen for fugt, når elementerne samles, ligesom processen vil være noget hurtigere, når man arbejder indenfor og ikke skal bekymre sig om vind og vejr. Netop dette forhold gør denne byggemetode særdeles attraktiv. Samtidig får man en kortere byggetid/proces på selve byggepladsen.

Er det bæredygtigt at bygge med massive træelementer?

Træ er et fornybart byggemateriale. Når ét træ fældes, kan der plantes et nyt. Det er velegnet at bruge, da CO2-aftrykket i hele træets levetid er lille sammenlignet med andre traditionelle byggematerialer.

Når der bygges med massive træelementer, kan de udgøre en stor del af det samlede materialevolumen. Bruges det korrekt, kan det være med til at gøre byggeriet bæredygtigt.

Er det tilladt at bygge med massive træelementer i Danmark?

Der er i Danmark ingen specifikke love eller regler, der forbyder at bygge med massive træelementer – andet end at de almindelige regler og krav, der normalt stilles til et byggeri, herunder til brand, fugt, lyd, isolering osv., skal overholdes.

Der stilles i henhold til bygningsreglementet en del skrappere krav for at bygge flere etager, og det kan være svært at leve op til disse krav med rene træhuse. Men går du med planer om at opføre et almindeligt enfamilieshus på op til to etager, så bør det sagtens kunne lade sig gøre at lave et træhus af massive træelementer.

De massive træelementer må godt stå synlige indvendigt, dvs. at de ikke skal beklædes med gipsplader eller andre former for indvendig beklædning. 

Der er naturligvis en række krav til de indvendige vægoverflader og synlige, bærende konstruktioner, når der bygges med træ.

Hvilke fordele og ulemper er der ved at bygge et hus af massive træelementer?

Der er både fordele og ulemper ved at bygge et hus af massive træelementer. 

Fordele:

  • Træ er et bæredygtigt byggemateriale, når det anvendes korrekt. Ved at bruge mere træ i vores byggeri støtter vi den grønne omstilling. 
  • Det er billigere at bygge med massive træelementer end traditionelt byggeri, fx et murstenshus. Mangel på håndværkere med erfaring trækker dog prisen op. 
  • Massive træelementer brænder på grund af deres tykkelse meget langsomt, hvilket gør dem mere brandsikre end traditionelle spinkle trækonstruktioner. Træet mister heller ikke sin styrke ved opvarmning.
  • I store sammenbyggede elementer af træ kan fugten vandre i konstruktionen i stedet for at sætte sig som kondens på ydersiden, så der kan opstå skimmelsvamp.
  • Det er hurtigt at bygge husets skal, (klimaskærmen), og det kan gøres af færre personer sammenlignet med traditionelt byggeri. Elementerne er præfabrikerede og er lige til at stille op, når de leveres på byggepladsen.
  • Fordi elementerne bliver præfabrikeret på en fabrik, ligger de ikke på byggepladsen og bliver udsat for fugt. Konstruktionsmetoden er dermed tør og sund, såfremt leverancerne bliver leveret efter ”just-in-time” princippet, så elementerne netop ikke ligger på byggepladsen.
  • Der kan bruges billigt træ af mindre god kvalitet til at konstruere elementerne.

Byggeri med massive træelementer har også nogle ulemper. 

Ulemper:

  • Af hensyn til konstruktionernes holdbarhed kræves der større håndværksmæssig omhu end sædvanligt.
  • Hvis kvaliteten af træet i elementerne ikke er ens, kan fugtindholdet også være forskelligt, og det kan betyde, at elementerne reagerer og arbejder forskelligt.
  • Da det stadig betragtes som en forholdsvis ny konstruktionsmetode i Danmark, er der ikke mange erfarne håndværkere og entreprenører.
  • Byggefugt kan give alvorlige skader, som råd og svamp.

Er det dyrere at bygge med massive træhuselementer end traditionelt byggeri?

Det er billigere at bygge med massive træelementer end traditionelt byggeri. Det er dog svært at sige, hvor meget billigere det er. Det er forhold som billige råmaterialer, enkel produktionsform og muligheden for præfabrikation, som gør, at den samlede byggesum kan blive mindre.

Massive træelementer er lettere end tunge betonelementer i vægten og derfor nemmere og lettere at håndtere på byggepladsen. Fx skal der ikke udføres støbessamlinger, som der gøres mellem betonelementer.