Hvad gør du med juletræet efter jul?

Du behøver ikke kassere juletræet, når juletræspynten er pillet ned. Få gode ideer til, hvordan du kan genbruge dit juletræ.

En spade stikkes ned i træflis
Resterne af dit juletræ kan komme til at gøre stor gavn i haven.

Juletræet kan gøre meget godt også efter, at juletræspynten er pillet ned. Udnyt både grene og stamme udenfor såvel som indenfor. Her er nogle idéer.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til haven i januar

Beskyt dine roser med grene fra juletræet

Fra januar til april kan temperaturen nå helt op på + 20 grader på sydsiden, når solen skinner, og står solen lige ned på dine rosenplanter, stiger planternes fordampning. Er jorden samtidig bundfrossen i rodzonen, kan rosenplanterne ikke erstatte det fordampede vand med nyt, og de tørrer ud og dør.

For at beskytte roserne mod vintersolen, kan du klippe grenene af dit juletræ og stikke dem ned i jorden foran rosenplanterne, som skygge.

LÆS OGSÅ: Sådan passer du dine roser

Husk også, at podningsstedet på rosenplanterne helst skal være dækket af 5-10 cm jord eller kompost. Hvis podningsstedet udtørrer, dør hele planten.

NB! Grangrene er til gengæld ikke særlig effektive som beskyttelse mod frost – fx i forbindelse med sarte stauder. Her er det bedre at dække stauderne med et tykt lag blade med et tyndt jordlag over for at forhindre bladene i at flyve væk.

LÆS OGSÅ: Undgå at frosten dræber dine planter

Brug juletræstammen som brænde

Grantræ er udmærket brænde, trods myter om det modsatte. Sav stammen i passende stykker og lad træet tørre mindst en sæson og helst hen over de tidlige forårsmåneder, da brændet tørrer mest her

LÆS OGSÅ: Brænde til brændeovne og pejse

Lav klatregrene til ærterne

Gem grangrenene til sommer og brug dem som klatregrene for dine ærter i køkkenhaven. Her kan du også bruge grene fra vinterbeskæringen af dine løvfældende buske.

Kværn juletræet til flis til haven

Med en flishakker kan du lave flis af dit juletræ. Juletræsflis er godt som topdressing i surbundsbede med fx rhododendron. Granflis er længe om at blive nedbrudt og har dermed en længere virkning end en topdressing med løvblade.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en giftfri have

Få juletræet afhentet

I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost. Tjek din kommunes hjemmeside for info. Du kan naturligvis også selv aflevere juletræet på genbrugspladsen.

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis du har ekstra affald?

Oprindeligt publiceret d. , senest ajourført d.

Kilder og henvisninger

Kilder:
Landskabsarkitekt John Henriksen Dansk Juletræsdyrkerforening Bolius

Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab