Vokser naboens brændenælder gennem jeres hæk? Eller lader naboen mælkebøtterne og skvalderkålen gro vildt og sprede sig til din græsplæne?

For nogle haveejere er det irriterende, hvis ukrudtet får frit spil lige på den anden side af hækken.

For det første kan nogle planter skade din hæk. Hvis de får lov til at tage bo i hækken, kan de tage næringen fra hækken.

For det andet kan det gøre dit haveliv mere besværligt, hvis din nabo lader ukrudtet vokse og sprede frø, for så skal du bruge lang tid på at luge, hvis du går op i at have en have uden ukrudt.

Hvad kan du gøre mod naboens ukrudt?

Men der er faktisk ikke meget, du kan gøre ved naboens ukrudt. For selvom du måske synes, at det er irriterende, kan du ikke bestemme, hvad der vokser på din nabos grund. Det, som den ene synes er smukt, kan den anden synes er grimt.

Både grundejerforeningen og lokalplanen kan have bestemmelser om, hvad der må vokse i din have. Hvis der ikke står noget om tidsler, mælkebøtter eller lignende her, så bryder naboen ingen regler ved at lade ukrudtet vokse.

Der er dog en undtagelse. Ifølge Hegnsloven må ukrudtet ikke skade den hæk, der står i skellet. Så hvis tidslerne eller andet ukrudt ligefrem vokser igennem din hæk, må du skære den del af tidslerne af, der er inde i hækken – men du må altså ikke gå ind på din nabos grund og fjerne tidslerne ved roden. 

Hvilke skader kan hækken få?

Alt afhængig af om du har en nyplantet hæk eller en veletableret hæk, er der forskellige planter, du skal være opmærksom på – og det er ikke kun ukrudt, der kan skade din hæk.

Når du har en nyplantet hæk, kommer en af de største trusler fra konkurrenceplanter, der tager næringen – både ukrudt, skvalderkål og græs. Hvis din nabo og du er blevet enige om en ny hæk, er det også vigtigt, at I er enige om at luge. I stedet for at luge en gang om måneden, så brug en halv time om ugen med en rive.

Hvis du har større buske plantet for tæt på hækken, kan de kvæle den ved at stjæle plads, lys og næring, og du risikerer, at hækken får ”bare fødder”. En god tommelfingerregel er, at der skal være en passage, hvor du frit kan gå igennem med hækkesaksen uden problemer. 

Hvis du har en veletableret hæk, skal du være opmærksom på nogle andre ting. Her kan fremmedlegemer tage bo i hækken, fx et selvsået ahornskud. Og så kan jeres hæk pludselig komme til at bestå af alt muligt andet end liguster eller bøg.

Hvilke planter kan skade en ny hæk?

  • Skvalderkål
  • Kvikgræs
  • Rapgræs
  • Mælkebøtter
  • Tidsler
  • Nælder
  • Snerle
  • Brændenælder. 

Hvilke planter kan skade en ”voksen” hæk?

  • Snerle
  • Brombær
  • Ahorn
  • Fuglekirsebær
  • Hyld
  • Snebær.

Undgå at blive uvenner med naboen

Hvis du ikke kan blive enig med din nabo om ukrudtet, kan I kigge i Hegnsloven, der beskriver hvilke rettigheder og pligter, du har i forbindelse med hegn eller hæk i skellet. Kan I stadig ikke løse problemerne, kan en af jer anmode om et hegnssyn via kommunen. En hegnsmand kommer ud, vurderer sagen og træffer en afgørelse. 

Men det er dog god idé lige at slå bremserne i, inden det når så langt. Et hegnssyn er sjældent godt for det gode naboskab. Prøv at tage en snak med din nabo – måske er der en grund til, at ukrudtet får lov til at vokse vildt, og det kan også være, I kan finde en løsning, hvis du tilbyder at hjælpe på den ene eller anden måde.

Samtidig kan du spørge dig selv, om du altid lige får fjernet mælkebøtterne, før de begynder at spreder frø. Og selvom det er irriterende, at naboens store ahorntræ konstant sår skud i din have, ville du måske også selv blive ærgerlig, hvis nogen kommer og beder dig om at fælde et stort træ i din have. 

Hvordan kan du beskytte din hæk mod ukrudt?

Dæk bunden

  • Forebyg ukrudt ved at lave nogle bræmme langs hækken af bunddækkeplanter som storkenæb, løvefod eller storbladet hosta, der kan trives i skyggen af hækken. Eller lav en græsrabat langs hækken, som du slår med en plæneklipper. 

Fjern klatrende planter tidligt

  • Klatrende planter som snerler og brombær spreder sig hurtigt og kan være svære at få bugt med. Grav planten op, så snart du ser den, med en dyb, spids spade eller lignende, der ikke beskadiger resten af hækken. 

Se også på dit eget ukrudt

  • Ukrudtet på din egen grund spreder sig også – hvis du ikke har tid til at grave alle mælkebøtterne helt op med rødder, kan du hakke stilken over, før de får frøspirer. 

Planter kan skygge … 

  • Høje og tætte buskadser sørger for mere skygge nede ved jorden, så der kommer mindre lys og dermed mindre ukrudt. 

… og fange ukrudtsfrø

  • Og samtidig vil de danne en barriere oppe i højden, hvor de vil fange nogle af de frøspirer, der kommer blæsende.