Hvad kan du plante i et surbundsbed?

En rododendron behøver ikke at stå alene i dit surbundsbed. Læs, hvad du ellers kan plante.

Hosta i surbundsbed

Hosta kan med sine brogede blade skabe farvespil i et surbundsbed.

Rhododendron er for mange surbundsbedets konge og måske eneste plante, men du kan godt anlægge et smukt surbundsbed, som giver variation året igennem.

Hvornår skal du plante i et surbundsbed?

Efteråret er et rigtig godt tidspunkt at tilplante et surbundsbed, så du får glæde af blomsterne hele næste år.

Tag gerne udgangspunkt i rhododendron, når du anlægger surbundsbedet. Vælg ikke kun din rhododendron efter blomsterne, men i lige så høj grad efter bladene. Rhododendron blomstrer maksimalt 1-1½ måned om året, mens en stedsegrøn busk pryder med sine blade resten af året.

Del surbundsbedet op

Et surbundsbed har en pH-værdi på 4-6 og er, som navnet siger, til planter, der bedst eller kun trives i sur jord.

Når du etablerer et surbundsbed, kan du inddele det i zoner, så de deciderede surbundsplanter kan plantes i det tykkeste lag spagnum eller komposterede nåle, mens du i en randzone, fx i kanten af bedet, kan 'nøjes' med 16-20 cm spagnum og nålekompost, som du vender med rundt i den eksisterende jord. Her kan du  fx plante følgende:

  • Hosta
  • Bronzeblad
  • Bregner
  • Nellikerod
  • Primula
  • Treblad
  • Påskeklokker
  • Lyng
  • Hasselurt
  • Anemoner
  • Havecyklamen
  • Skovmærke.

Magnolie passer godt til rhododendron

Supplér din rhododendron med andre buske og træer i forskellige størrelser. Magnolien er med sine tidlige blomster på de nøgne grene et flot supplement til rhododendron. Det kan anbefales at købe magnolien om efteråret.

Få farve året rundt i dit surbundsbed

Busken skimmia med sine små rødlilla ’efterårsblomster’ og den lave gaultheia med sine røde bær kan give spil i dit surbundsbed. Begge giver bedet farve om efteråret.

Bregner er også en surbundsplante, prøv fx den stedsegrønne bregne englesød. Allernederst i det grønne tager bunddækkeplanterne hønsebær og skovmærke sig godt ud.

Mange stauder trives bedst i surbundsbedet

Mange stauder trives bedst i surbundsbede. Du kan vælge dem, så de blomstrer på forskellig tid af året og skaber mangfoldighed i bladfarverne.

Forårsbebuderen den blå anemone kan starte farverne op, og lyng slutte sæsonen af. Hortensia blomstrer sommeren igennem, mens hosta med sine grøn og hvidbrogede blade kan skabe liv i det grønne.

Desuden er sølvlys og astilbe gode stauder i surbundsbedet.

Podcast: Jord

At vælge det rigtige jord til vores planter kræver en forståelse for hvordan vi plejer jorden kontinuerligt og med respekt. Ingen planter overlever uden næring og vand - og andre komponenter som kompost, jordtyper, mikroliv, lys og blæst.

Hør alle afsnit her - eller find til iPhone og Android.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab