Spørg Bolius

hvad kan jeg tage i husleje

Jeg har fået mulighed for at leje mit hus ud på 133 kvm. - men er i tvivl om hvor meget jeg må tage i leje. Jeg tænker det mest almindelige er husleje excl. vand, el og varme.

Mit hus ligger under postnummer 4293 Dianalund

”Den danske lejeregulering gør, at dit spørgsmål ikke er så ligetil at besvare. Grundlæggende er der to forskellige regelsæt: Omkostningsbestemt husleje, som fastsættes ud fra reglerne i boligreguleringsloven, gælder i de såkaldte regulerede kommuner, mens reglerne om ”det lejedes værdi” (lejeloven) gælder i de øvrige kommuner. Efter mine oplysninger er Sorø kommune omfattet af reglerne om omkostningsbestemt husleje.

I dette tilfælde indebærer lejereguleringen, at man som udlejer ofte ikke har mulighed for at få dækket sine reelle omkostninger i forbindelse med udlejningen. Dette gælder typisk, når ejendommen er taget i brug før 1991. Således er der ofte ikke mulighed for at få et afkast (overskud) af udlejningen, som modsvarer den risiko, man som udlejer løber. Som udlejer påtager du dig således en risiko for tab  – enten som følge af fald i ejendommens værdi eller som følge af lejers brug (misbrug) af ejendommen.

I forbindelse med sidstnævnte er det værd at bemærke, at lejelovgivningen medfører en forholdsvis høj grad af beskyttelse for lejer, hvilket jo omvendt medfører, at man som udlejer ofte står svagt, hvis der opstår uoverensstemmelser med lejeren. Dette gælder særligt, hvis udlejningen sker i en periode på over to år.

Hvis ejendommen er taget i brug efter 1991, er der fri lejefastsættelse. Hvis ejendommen er taget i brug før 1991, så er der reelt kun én sikker måde, hvorpå du kan finde ud af, hvad den rigtige leje er: Hvis lejer klager til huslejeankenævnet over huslejen, hvorefter huslejeankenævnet afgør, hvad den rigtige husleje er. Hvis lejen har været fastsat for højt, skal udlejer betale den for meget krævede husleje tilbage.

Hvis du – trods ovenstående – stadig skulle overveje at udleje dit hus, bør du endvidere gøre dig selv den ulejlighed at afklare de skattemæssige konsekvenser samt eventuelle konsekvenser for sociale ydelser (jeg ved ikke, om du er lønmodtager eller pensionist). I den forbindelse vil det nok være en god idé at konsultere en økonomisk rådgiver.”

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Kim Valentin, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden