Hvad koster en lejlighed om måneden?

Få et overblik over de gennemsnitlige priser på en lejelejlighed eller et værelse samt udregninger af, om det kan betale sig at pendle.

Ung pendler tager cyklen med toget

Er der penge at spare, hvis du vælger at bo uden for de store studiebyer? Foto: Heidi Lundsgaard. 

Kan det betale sig at pendle?

De unge går typisk efter at bosætte sig i de attraktive kvarterer tæt på bymidten. Det gælder, uanset om de skal studere i København eller Aarhus. Men er der penge at spare ved fx at bo i Albertslund i stedet for på Vesterbro eller i Randers i stedet for Aarhus?

Aarhus eller
Randers?

  • Vil du bo i Aarhus, koster et værelse i snit 4.000 kr. om måneden. I Randers er det markant billigere. Her koster et værelse omkring 2.400 kr. om måneden.
  • Men faktisk er det også muligt at finde din egen lejlighed i Randers og stadig betale mindre end ved at leje et værelse i Aarhus. En etværelses ejerlejlighed 200 meter fra banegården i Randers er fx set til 395.000 kr., og det kan med en standardfinansiering ende med en boligydelse på 2.700 kr. om måneden.
  • En anden mulighed er en delevenlig andelslejlighed på 66 m2 set til 225.000 kr. i Randers, og ved to beboere giver det en husleje på 1.100 kr. pr. person om måneden.
  • Studerer du i Aarhus, tager det 33 minutter med tog fra Randers og koster 628 kr. om måneden for et ungdomspendlerkort – så det vil stadig være billigere end at bo i Aarhus.

Slagelse eller Ringsted?

  • Er du klar til at rykke et godt stykke uden for hovedstaden, er der muligheder for at bo stort i fx Ringsted eller Slagelse. Hvor du i København får et lille værelse for 4.400 kr. om måneden, kan du i Ringsted finde en nybygget fireværelses lejlighed på 103 m2 til 10.653 kr. om måneden.
  • For tre studerende, der deler lejlighed, bliver det 3.550 kr. pr. person. Det tager 25 minutter med tog til Trekroner Station, hvor RUC ligger, og 40 minutter til København. Et ungdomspendlerkort koster 628 kr. om måneden.
  • I Slagelse kan du fx finde en fireværelses lejlighed på 124 m2 med spisekøkken til 10.122 kr. om måneden. Fire studerende kan altså sidde for 2.530 kr. i husleje om måneden pr. person, og togtiden er 42 minutter til Trekroner, 57 minutter til København og 37 minutter til Odense, hvor SDU ligger. Her får du altså ret meget bolig for pengene og er stadig rimelig tæt på de store byer.

København eller Vestegnen?

  • I København er gennemsnitsprisen for at leje et værelse 4.400 kr. om måneden. Værelserne er ofte små – fx er det ikke usædvanligt med et værelse på 10 m2 på Østerbro til 4.000 kr. om måneden.
  • I Albertslund eller Taastrup er det kun en smule billigere. Her koster det i snit 4.300 kr. om måneden at leje et værelse. Til gengæld er værelserne ofte større, og du kan måske endda få to små værelser med køkken. Men hvis du studerer i København, skal du betale 628 kr. om måneden for et ungdomspendlerkort.
  • Du kan altså få mere plads, men ender med at betale mere end for et værelse i København.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab