Hvad skal huset hedde?

Penalhuset, eller hvad med Troldebo?

Selv om traditionen med at navngive sin bolig er ved at forsvinde, er der stadig mange huse, der har et navn. Men hvor det tidligere var gårde og huse, der fik et navn, er det i dag især sommerhuse og kolonihavehuse, der sidder et nyt navneskilt på.

- Når man benævner et hus ved navn, skaber man nærhed. Man lokaliserer et sted, man kan tage hen til. Sommerhuse og kolonihaver er fristeder, og den primære grund til, at folk har sommerhuse og kolonihaver, er for at komme væk, væk fra hverdagslivet. Man sætter altså navn på det sted, man tager hen til for at holde fri, forklarer antropolog Mark Vacher.

Gårde fik navn efter beliggenhed

Navngivningen startede helt tilbage i perioden efter middelalderen. Den gang fik en del gårde navn efter de lokaliteter, som gårdene blev anlagt på, fordi man ved at navngive gårdene efter deres beliggenhed, kunne finde vej til dem.

- Navngivningen havde som hovedregel et praktisk formål, nemlig at adskille en lokalitet fra en anden, og det var også udgangspunktet for herregårdsnavngivningen. Ordet holm er fx en forhøjning i terrænet, og sådan en holm var et godt sted at bygge på. Allerede i middelalderen er der eksempler på, at gårde kom til at hedde noget med holm, oplyser adjunkt ved Københavns Universitets Afdeling for Navneforskning, Rikke Steenholt Olesen.

Overklassen navngav deres villaer

Det var først senere, at navngivningen også begyndte at inkludere større villaer i fine kvarterer. Det var især i perioden fra sidst i 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet, at overklassen begyndte at navngive deres villaer, og ligesom med gårdnavnene havde navngivningen ofte en praktisk funktion.

Den gang brugte man ikke husnumre, og især på lange veje gav man villaerne stednavne, så de var til at finde og adskille fra hinanden. Det kunne være navne som Marielyst, Petersminde eller Sømandshvile.

Navne til parcelhuse

Senere bredte navngivningen sig, og huse i mindre fine kvarterer begyndte også at få navne. Om et hus fik et navn eller ej, var ikke længere udtryk for ejerens status i samfundet. Det, der bestemte det, var bl.a. de følelser, der var forbundet med at have opført et nyt hus, og en efterligning af overklassen, da almindelige folk fik råd til at bygge huse. Husnavnene var ofte de samme som overklassens, men med tiden kom der også husnavne som Paradis, Capri og Paris.

- Navngivning er en måde at tage ejerskab på, og at efterligne overklassen var også et klassisk motiv i navngivning. Det samme gør sig gældende, når man i dag kan se, at de kongelige børns navne bliver populære, siger Rikke Steenholt Olesen.

Vesterhavshytten bliver født

I dag er der ikke mange, der navngiver deres villa eller parcelhus - traditionen bliver stort set kun brugt ved sommerhuse og kolonihaver. Det skyldes, at folk er mere gammeldags indstillet, når det handler om deres sommerhuse og kolonihaver. Det er fristeder, der bliver forbundet med samvær og hygge, og navnet, der bliver valgt, er derfor også mere uhøjtideligt, end det er på gårde og gamle villaer.

Nogle vælger at bruge noget af familiens navn eller at sammensætte familiemedlemmernes forbogstaver og derved skabe husets navn. Det vil knytte sommerhuset eller kolonihaven til familien, der ejer det. Det kan fx være navne som Kimbo, der er dannet af ejerens børns navne, eller Tabor, der er dannet af familiens fornavnes initialer.

En del sommerhuse bliver stadig navngivet efter beliggenhed, og så ser man også både sommerhuse og kolonihaver, der bliver navngivet efter ejerens syn på huset.

Der er også den type navne, hvor ejeren vil udstråle beskedenhed eller idyl, og hvor man signalerer, at man er tilfreds med det, man har. Her kan man møde navne som Svinget, Vesterhavshytten, Penalhuset, Osnok eller Fred.