Hvor meget koster et nyt badeværelse?

Et nyt badeværelse koster typisk ca. 25.000-30.000 pr. kvadratmeter. Det er langt dyrere at lave nyt badeværelse i et eksisterende hus end i en ny tilbygning. Du kan især spare penge på fliser og ved at placere badeværelset nær bryggerset. Se cirkapriser her.

Hvis du vil have et nyt badeværelse i dit hus - for eksempel ændre et værelse til et badeværelse - er prisen endnu højere end et badeværelse i en ny tilbygning. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Der skal en god portion friværdi til, hvis du skal have et ekstra badeværelse. 165.000 kroner er cirkaprisen for et seks kvadratmeter stort standardbadeværelse i en ny tilbygning.

Et gennemsnitsbadeværelse i en ny tilbygning koster omkring 25.000-30.000 kr. pr. kvadratmeter inklusive moms, skønner Boliusrådgiver Jesper Stensen. Med en pris på 27.500 kroner per kvadratmeter, giver det altså en pris på 165.000 kroner. Men der kan være en forskel på flere hundredetusinde kroner alt efter hvilke materialer, du bruger.

Kvadratmeterprisen skal lægges oveni den almindelige kvadratmeterpris for tilbygningen. Skal du for eksempel betale 18.000 kroner per kvadratmeter for en ny tilbygning på 30 kvadratmeter, vil tilbygningen koste 540.000 kroner. Skal du have et standardbadeværelse på seks kvadratmeter i den nye tilbygning, skal du altså lægge ekstra omkring 165.000 kroner oveni.

Dyre skjulte installationer

Det er især de skjulte installationer, der koster. Teknisk konsulent i Installatørernes Organisation, Tekniq, Birger T. Christiansen, skønner, at mindst halvdelen af udgifterne til et badeværelse går til afløb, vandinstallationer og varme.

- Vådrummet er husets mest velregulerede rum. Der er vand, der rammer direkte ned på gulve og vægge, og det giver stor fugtbelastning. Så der skal tætnes ekstra, og man skal være ekstra omhyggelig med udførslen, så konstruktionerne ikke skades, forklarer Birger T. Christiansen.

Et nyt badeværelse er alt andet end billigt. En typisk pris er mellem 25.000 og 30.000 kr. per kvadratmeter. Foto: Torben Klint

Prisen endnu højere i eksisterende hus

Hvis du vil have et nyt badeværelse i dit hus - for eksempel ændre et værelse til et badeværelse - er prisen endnu højere end et badeværelse i en ny tilbygning. Her skal du regne med omkring 34.000 kroner pr. kvadratmeter, skønner rådgiver i Bolius, Jesper Stensen.

Fordel med badeværelse nær bryggers

Priserne kan igen variere meget alt efter hvilke materialer, du bruger, men også efter hvor i huset, det nye badeværelse skal ligge. Det koster nemlig mange penge at føre rør videre.

- Det vil altid være en fordel at placere et badeværelse i nærheden af et bryggers, fordi alle installationer er samlet dér, siger Jesper Stensen.

Derimod er det ikke nødvendigvis en fordel at placere et nyt badeværelse ved siden af et andet badeværelse, mener Birger T. Christiansen, Tekniq.

- Installationerne skal på en eller anden måde trækkes ind i det nye badeværelse, og derfor skal man bryde dele af det andet badeværelse ned, siger han.

Sådan kan du spare på badeværelsets pris

Hvis du overvejer at få et nyt badeværelse, men har svært ved at få pengene til at række, er der flere muligheder for at slippe lidt billigere. De skjulte installationer udgør som nævnt en stor del af prisen, så det er især fliserne, der kan spares på.

- Et badeværelse på seks kvadratmeter kan blive til mange kvadratmeter fliser, hvis de skal være overalt, så her hjælper det, hvis bare fliserne er en tier billigere pr. kvadratmeter, siger Birger T. Christiansen.

- Man kan vælge kun at udføre fliser i vådrumszonerne og lave resten af gulvet i vinyl, mens væggene kan beklædes med glasvæv. Du kan også vælge nogle standardklinker i standardstørrelse, som kan skæres med en fliseknækker - det kræver mindre arbejde, supplerer Jesper Stensen, Bolius.

Spar på udstyret

Du kan selvfølgelig også spare penge på udstyret. Boblebadet eller badekarret kan helt stryges, mens brusekabinen, armaturer og skabe ikke behøver være i den eksklusive afdeling. Der er også penge at spare på hvilket afløb, du vælger. Vælger du den helt skrabede udgave, kan gulvvarmen også udelades.

- Et træloft er også meget billigere end et loft med glasfilt, hvor der er mange flere arbejdsgange, siger Jesper Stensen.

Spar med gør det selv

Du kan også vælge at lave en del af arbejdet selv. Blandt andet må du selv sætte fliser op, mens afløbs- og vandinstallationer samt el kræver autorisation. 

Store badeværelser har lavere kvadratmeterpriser

Overordnet bliver kvadratmeterprisen lavere, jo større badeværelset er, men den er fortsat langt højere end prisen for et almindeligt værelse.

- Gennemsnitsprisen pr. kvadratmeter falder, jo større badeværelset er, men ikke så hurtigt som andre rum, siger Birger T. Christiansen.

LÆS OGSÅ: Fuger i badeværelset

Se priserne i grafikken

I denne grafik kan du finde priser på de forskellige dele af badeværelset, men vær opmærksom på, at priserne svinger meget, ligesom de også skifter regelmæssigt.

LÆS OGSÅ: Gulve i badeværelser

Infografik: Det koster dit nye badeværelse

Badeværelset er et af husets dyreste rum at istandsætte. Men det dyre er at flytte funktionerne – ikke at istandsætte. Tryk på prikkerne – og få priseksempler på begge dele.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab