Hvordan får vi et ekstra værelse i vores lejlighed?

Et nyt barn er på vej, og derfor ønsker forældrene sig et ekstra værelse i den 86 m2 store lejlighed. Men hvilken løsning er bedst, lyder spørgsmålet til arkitekterne.

Kære arkitekter

Vi er en lille familie på 3, som gerne vil lave et ekstra rum i vores treværelses 86 m2 store stuelejlighed på Østerbro i København.

Andet barn er nu på vej, og det er derfor, vi gerne vil lave et lille, separat værelse til vores treårige datter, som pt. sover i soveværelset med mor og far. Der er en lille "krog" i soveværelset, som i princippet kunne bruges, men der er ikke vinduer.

Alternativt har vi overvejet at flytte væggen mellem opholdsstue og spisestue, slå de to stuer sammen i et og lave et børneværelse der, hvor der nu er spisebord, fx ved at lave en delvis væg 2/3 hen til altanen med en åbning hen mod vinduet. Vi har egen have med udgang via en altan fra spisestuen.

Hvad er den bedste løsning?

Mvh. Jeppe Kromann Haarsted

Kære Jeppe

4 værelser på 86 m2 er en udfordring. I hvert fald hvis rummene skal kunne bruges fornuftigt sammen og hver for sig.

Det ses ikke af dit spørgsmål, hvilken type ejendom der er tale om og dermed heller ikke, hvorvidt der fx er mulighed for at supplere med flere vinduer og/eller at montere en jernbjælke til erstatning for et stykke bærende væg. Jeg har derfor udelukkende taget afsæt i muligheden for at indrette værelse i den eksisterende spisestue. Det kan sagtens lade sig gøre, men spørgsmålet er selvsagt, om det er en gangbar løsning i forhold til, at opholdsstuen således også skal rumme en spiseplads?

LÆS OGSÅ: Sådan får Rune bedre plads i sin lejlighed

Værelset skal naturligvis have sit eget vindue, hvorfor placeringen af væggen mod altandøren er mere eller mindre givet. Døren til værelset er placeret i væg mod stue, idet jeg går ud fra, at I vanskeligt kan undvære skabspladsen i entréen, hvor der alternativt kunne placeres en dør, hvis der er tilstrækkelig bredde. Adgangen til værelset ville i så fald være lidt tættere på soveværelset.

En tredje mulighed er at placere døren med adgang direkte til soveværelset, hvilket ud fra en normalbetragtning ikke er en optimal situation (at skulle igennem et værelse for at komme til et andet…), men med små børn kan det være en fordel, og døren kan flyttes, når behovet bliver et andet.

Mvh. arkitekt Steffen Søby

LÆS OGSÅ: Familie på 4 på 65 kvadratmeter

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab