Hvordan får vi større børneværelser?

En familie bor i et parcelhus med små børneværelser og badeværelse, og de skal gerne blive større. De spørger arkitekterne om nogle gode råd. Læs dem her.

Spørg om indretning

Har du brug for hjælp med indretning til din bolig? Så spørg arkitekterne.

Send dit spørgsmål til: bedrehjem@bolius.dk og skriv ”Spørg om indretning” i emnelinjen. Medsend fx foto af problemet, plantegning med mål, oplysning om hustype osv. Vi forsøger at besvare så mange spørgsmål som muligt.

Kære arkitekter

Vi bor i et parcelhus fra 1964 med en del gangareal og relativt små børneværelser.

Vi drømmer om at få 3 lige store værelser på ca. 12 m2, et større badeværelse end det lille ved siden af fyrrummet, og desuden et mere sammenhængende køkken-spiserum.

Jeg håber at få nogle gode inputs fra jer.

Venlig hilsen Henrik Andersen

Sådan ser husets grundplan ud.

Arkitektens idé til, hvordan familien udnytter husets grundplan. Illustration: Thomas Hjort, m3 arkitekter

Kære Henrik

Da udgangspunktet må være den ’beboelige’ del af huset, kan man flytte døren fra entréen, ombygge badeværelserne og på den måde få 2 fornuftige og ligeværdige rum med et stort bruseareal i det ene og badekar i det andet. Værelset ved fyrrummet kan blive ca. 1,5 m2 større ved at inddrage en del af gangarealet.

Døren i soveværelset skal flyttes, og skabsvæggen inddrages til værelset ved siden af. Væggen i værelset flyttes mod stuen og tillægges dermed et større areal samtidig med, at man vil få en mere naturlig afgrænsning for det foreslåede køkken-alrum – rummet spænder nu på tværs af huset og får glæde af dagslys fra nord og syd.

Mvh. arkitekt maa Morten Dalsgaard, m3 arkitekter 

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab