Hvordan fjerner du kalk på fliserne i badet?

Kalk på fliser i brusebadet kan være svært at slippe af med. Læs, hvad du kan gøre, og hvordan du undgår, at kalk sætter sig fast på fliserne.

skraber hænger på fliser ved bad

Hæng skraberen op i eller ved siden af brusekabinen, så husker du nemmere at svabe fliserne, når du har været i bad.

Hvis du vil slippe for kalkbelægning på dine fliser i brusebadet, er det mest miljøvenlige og holdbare at tørre fliserne af, hver gang du har været i bad.

  • Skrab fliserne med en skraber (eller svaber eller squiser, som det også kaldes).
  • Tør af med klud eller håndklæde.
  • Luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter.

LÆS OGSÅ: Gulve i badeværelser

Hvilket rengøringsmiddel kan fjerne kalk?

Selvom fliserne rengøres efter hvert bad, kan der komme belægninger på badeværelsesfliser, som kræver specialbehandling et par gange om året. Til det kan du købe et færdigt sanitetsrengøringsmiddel (et kalkopløsende rengøringsmiddel), der fjerner både kalk og snavs, eller lave dit eget rengøringsmiddel, der både er billigere og mere miljøvenligt.

Bland dit eget rengøringsmiddel sådan:

  • 2 dl citronopvaskemiddel
  • 1 dl hvid eddike eller ½ dl eddikesyre

Dette rengøringsmiddel fjerner både kalk og fedtbundet snavs, og er derfor også velegnet til rengøring af håndvask.

Andre afkalkningsmidler er oftest fyldt med tilsætningsstoffer, som er skadelige både for sundhed og miljø. Undgå at sprøjte med afkalkningsmidler og syre, da det er skadeligt for luftvejene.

Sådan fjerner du kalk fra fliserne

  1. Skrab fliserne med en glasskraber. Det er ofte de nederste fliser, der er mest kalkbelægning på.
  2. Sprøjt vand på fliserne, så fugerne mættes med vand.
  3. Smør rengøringsmidlet på fliserne med en skuresvamp, og lad det virke til belægningen er opløst, ca. 5-30 minutter.
  4. Skrub fliserne med en børste og skyl efter med rent vand.
  5. Polér efter med en blød klud.

Hvordan fjerner du kalk fra terrazzo og marmor?

Terrazzo og marmor tåler ikke syre, så her er forebyggelse suverænt det bedste. Brug samme metode som ved de andre fliser med at skrabe vandet væk, tørre af og lufte ud, så der ikke sætter sig kalkpletter.

Det er også en god idé at rengøre marmor- og terrazzofliser med et sæbebaseret rengøringsmiddel (pisk fx 1 dl sæbespåner op i 5 liter varmt vand), så der dannes en fedtsæbefilm på overfladen. Det giver en god patina og en glat overflade, så fliserne bliver mindre modtagelig for smuds og kalkbelægninger.

Hvis der er er kommet kalkbelægninger på marmor- eller terrazzofliserne, kan du prøve at slibe dem væk med en blå eller grøn skuresvamp og måske lidt skurepulver.

Du kan også bruge et specialrengøringsmiddel til marmor og terrazzo, fx Marmorrens fra Matas. Det indeholder dog TAED (Tetranatriumethylendiamintetraacetat) som kalkopløser. Midler med TAED kan ikke miljømærkes, da stoffet er problematisk i det vandlige miljø.

Skyl grundigt efter med vand bagefter.

Hvordan fjerner du kalk omkring afløbet?

  1.  Mæt fliser og fuger med vand.
  2. Smør en mild eddikesyre-opløsning (2 dl citronopvaskemiddel og ½ dl eddikesyre) på fliserne, men ikke på fugerne.
  3. ’Fedt’ gulvet til igen ved at vaske efter med vand og sæbespåner.

Rengør risten på afløbet således:

Tag den af og læg den i en opløsning med 3 dl vand og 1 dl eddikesyre.

Tør badet af efter brug

Husk at tørre badet af efter brug. På den måde forebygger du kalkproblemer og skåner dermed miljøet. 

Du kan nemt opleve, at du først skal kalke af efter mere end 3 år, hvis du er grundig med at svabre overfladerne af samt tørre dem af med håndklæde og åbne vinduet. 

Skyl fuger med vand, før du afkalker fliser

Fliserne er et særligt problem, når kalken skal af. For fugerne mellem fliserne kan ikke tåle eddike og andre former for syre. Du kan klare problemet ved at skylle fugerne, så de bliver mættet med vand. Så kan de ikke opsuge syren.

Fjern kalk fra fliser sådan:

  1. Lav en blanding af 2 dl opvaskemiddel og 1 dl eddike eller 1/4 dl eddikesyre.
  2. Løsn kalken med en skuresvamp.
  3. Skyl med vand, og tør efter med en blød klud.

Brug knofedt til snavs i fugerne 

Til snavs i fugerne er det en god løsning at bruge følgende:

Universalrengøringsmiddel.

En skuresvamp.

En god portion knofedt. 

Det er som oftest nok til den almindelige rengøring, men hvis du har meget skimmelvækst på dit badeværelse, kan det være nødvendigt at bruge Rodalon. 

Skimmelvækst er et tegn på, at der trænger til at blive luftet mere ud på badeværelset. 

Fokus på fliser

Vi sætter fokus på fliser i boligen på tværs af vores platforme i en række artikler på bolius.dk, video, billedserier og i et stort tema i magasinet Bolius.

Du kan både finde fakta, gode råd og inspiration til valg af fliser til gulve eller vægge indendørs. 

Læs magasinet her

Fliser med klistermærker pynter i hvid brusekabine og flise med spraymaling som bordskåner.

Vær kreativ med fliser

Vi har samlet nogle gør det selv-tips, der viser, hvordan du kan dekorere dine fliser og give nyt liv til de gamle fliser, der ligger og samler støv.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab