Hvordan kommer du af med bænkebidere i hus og drivhus?

Læs svaret her.

Bænkebider er ikke et skadedyr, men hvis du har den indendørs, er dit hus sandsynligvis for fugtigt.
Bænkebider er ikke et skadedyr, men hvis du har den indendørs, er dit hus sandsynligvis for fugtigt.

En bænkebider er ikke et skadedyr, og selvom der er mange af dem, kan de ikke gøre nævneværdig skade. De er harmløse for mennesker og bygninger, men det kan være irriterende at have dem kriblende i huset eller drivhuset.

Bænkebider kan ikke leve uden fugt

Hvis du har bænkebidere indendørs, betyder det med stor sandsynlighed, at der er for fugtigt.

Hvis dit hus er meget fugtigt, vil det også være godt, at få det tjekket af en bygningskyndig rådgiver.

Bænkebidere ånder gennem gæller og er nødt til at opholde sig fugtige steder for ikke at tørre ud. Ved at sænke luftfugtigheden, f.eks. med forbedret ventilation, kan du fjerne bænkebidernes levevilkår. Hvis dine rum ellers er tørre, vil bænkebiderne udtørre og dø af sig selv og kan fjernes med en støvsuger.

Brug insektpudder mod bænkebiddere

Fortsætter bænkebiderne med at være et stort problem, efter huset er tørret, kan du bruge insektpudder, som bl.a. fås i havecentre. Da bænkebidere er lyssky, skal du pudre ind i de sprækker og kroge, hvor de gemmer sig.

Bænkebidere trives godt i bunker af haveaffald, rådne visne blade og gammel halm, og de bunker kan være frugtbare udklækningsteder. Derfra kan de komme ind i huset, så har du nogle bunker tæt på huset, er det en god idé at fjerne dem.

Slip for bænkebidere i drivhuset

Bænkebidere i drivhuset gør ikke nogen større skade, selvom de lever af plantedele. Er der bænkebidere i meget stort antal, kan de dog beskadige de spæde skud.

For at få bænkebiderne væk kan du udnytte deres trang til fugt. Gennemvæd en god tyk stofsæk, f.eks. en gammeldags jutesæk, og læg den på gulv eller fliser. Når bænkebiderne har søgt ind i det fugtige mørke, kan du feje dem op og flytte dem væk fra hus og drivhus.

Kilde: Skadedyrlaboratoriet.

Har du en træls ting, som irriterer dig i dagligdagen, hører vi gerne fra dig. Skriv til tips@bolius.dk og fortæl om, hvad der irriterer dig. De trælse ting vi tager op, vil blive offentliggjort.

Se alle husråd og myter, havetips, sparetips, trælse ting, vedligeholdelsestips, indretningstips og 10 gode råd her.

Kilder og henvisninger
Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab