Spørg om indretning

Denne artikel stammer fra brevkassen ”Spørg om indretning”, som Videncentret Bolius tidligere har haft.

Kære arkitekter

Vores hus er bygget i 1969, og vores badeværelse og gæstetoilet trænger til en opgradering. Vi vil gerne have en ide til indretning af det nye badeværelse, og hvor meget det typisk koster per m2 at renovere et badeværelse?

Vores nuværende badeværelse er med badekar, og gulvvarmen er direkte fra fjernvarmen. Indervæggene er koksvægge, der er ca. 5 cm tykke, ydervæg er resopalsten.

Vores fremtidige badeværelse forestiller vi os med en bruseniche, et toilet, et møbel med en håndvask, en håndklædetørrer og evt. skab til håndklæder. Der skal naturligvis være gulvvarme.

Mvh. Jens Erik

Kære Jens Erik

Dit spørgsmål om indretning af badeværelse vedrører en problematik, jeg tit møder, da der findes 500.000-600.000 af den slags huse med et lille gæstebad, placeret ved siden af et mindre badeværelse, som er styret af facadens vinduesrytme og ofte en let konstruktion med træpartier eller skalmur under vinduerne.

Jeg tolker spørgsmålet således, at begge vådrum skal moderniseres, men der skal blot være brusenische i det store badeværelse.

Helspejl giver ekstra dagslys i badeværelse

Mit forslag tager udgangspunkt i at skabe god gulvplads og få optimale dagslysforhold ved håndvaske, og derfor placeres håndvaskene med vaskeskabe vinkelret på vinduesvæggene med et stort helspejl for at få ekstra meget dagslys ind i rummene. Vaskeskabene kan med fordel placeres på en høj sokkel, eller frit hængende mellem væggene, for at få et lettere udtryk, og fordi det er let at rengøre under dem.

Økonomisk er det en fordel at tage en tur ud til forskellige forhandlere af badeværelsesmiljøer, fliser og sanitære installationer for at finde et kvalitetsniveau, der passer din budgetramme. Hel overordnet skal du regne med ca. 30.000-35.000 kr./m2 inkl. moms for en gennemgribende renovering med etablering af gulvvarme, og omlægning af installationerne inden for facaderne.

Jeg har placeret det væghængte toilet på en opbygget separat installationsvæg på ca. 250 D x 800 B x ca. 900 H, der er placeret uden på koksvæggen.

Mvh. arkitekt maa Thomas Hjort, m4 arkitekter