Derfor bliver der fodkoldt

Hvis du oplever, at der er fodkoldt i din bolig, vil du ofte skrue op for varmen. Ved at slippe af med kulden sparer du på varmen og får højere komfort. 

Når der er fodkoldt, skyldes det typisk én eller flere af disse seks ting:

  1. Gulvet er ikke ordentligt isoleret. Ældre huse er ofte med ingen eller kun lidt isolering under gulvet. Det giver en kold overflade.
  2. En utæt dør eller vindue. Gamle døre eller vinduer har ofte en dårlig isoleringsevne, og måske er fuger omkring nedslidte eller defekte. Det kan give en del træk.
  3. Kolde overflader i boligen. Typisk er det større vinduespartier og kolde ydervægge, som skaber et såkaldt kuldenedfald. Kuldenedfald betyder, at kold luft fra kolde overflader presses nedad mod gulvet, når den møder varm luft, der stiger op.
  4. Tætningslister. Nedslidte eller defekte tætningslister ved døre og vinduer kan nemt give træk.
  5. Dørtrin er nedslidte. Med tiden kan dørtrin blive skæve og slidte, så der opstår luftrum mellem dør og trin, hvor luften vil suse ind og føles som træk.
  6. Vinduesbrystninger mangler isolering. Vinduesbrystningen er den del af ydervæggen mellem vindue og sokkel, som i nogle parcelhuse og etageejendomme er konstrueret af træ.

Hvad kan du gøre for at fjerne kulden i din bolig?

  1. Tjek, om gulvet skal efterisoleres

Hvis isoleringslaget under dit gulv er mindre end er 100 mm, er det en god idé at supplere med et ekstra lag isolering.

Du kan i nogle tilfælde tjekke isoleringslaget på tegninger af boligen, eller du kan løfte et enkelt gulvbræt langs væggen. Du kan også få en energirådgiver til at tage et foto af gulvet med et termografikamera, der viser, om og hvor kulden trænger ind.

  1. Reparér eller udskift den utætte terrassedør

Utætte terrassedøre – og til dels også hoveddøre – er et udbredt fænomen. Er den gamle dør fx rådden eller helt ødelagt, er det på tide, at den repareres eller i værste fald udskiftes. Men måske kan du nøjes med at udskifte en del af døren eller montere nye tætningslister. Hvis du kender en god tømrer eller anden rådgiver, er det en god idé at få en vurdering.

  1. Minimér kuldenedfald ved vinduer og ydervægge

For at modvirke kuldenedfald, som giver oplevelsen af, at der er fodkoldt, kan du montere en radiator under kolde vinduer.

Du kan også vælge en mere energibesparende løsning og udskifte vinduet med et lavenergivindue, der giver mindre kuldefald end ældre vinduer. Er karmen på det gamle vindue i god stand, kan du nøjes med at skifte til en ny energirude.

Tjek, om isoleringen i dine ydervægge er god nok ved at køre bagsiden af din hånd langs væggen. Er der koldt flere steder, er isoleringen mangelfuld.

Temperaturforskelle på væggen kan også måles med et såkaldt lasertermometer, der kan købes på nettet eller i flere byggemarkeder. Du kan også få lavet en termografisk undersøgelse af hele huset, som er mere omfattende.

  1. Udskift slidte tætningslister ved vinduer og døre

Tjek, om dine tætningslister skal skiftes ved at holde et tændt stearinlys op langs listen. Blafrer flammen, er det sandsynligt, at listen trænger til at blive skiftet. Husk at lukke døre og vinduer, inden du laver testen.

Du kan også åbne vinduet og lægge et stykke papir mellem vindueskant og vindue. Luk så vinduet. Hvis du kan trække papiret ud, slutter tætningslisterne ikke tæt nok.

Video: Tjek om du trænger til nye tætningslister

  1. Skift slidte dørtrin

Hvis dine dørtrin ved yderdørene er slidt så meget, at der suser luft ind mellem dør og trin, bør du skifte dem. Tjek også selve døren igennem for utætheder.

  1. Isolér vinduesbrystningerne

Fjern den yderste beklædning på vinduesbrystningen fra boligens facade og tjek, om der ligger isolering indenunder. Hvis der ikke er isoleret, bør du isolere med 250 mm mineraluld. Hvis der i forvejen ligger 100 mm, kan du isolere med yderligere 150 mm. Om isoleringsarbejdet skal udføres udvendigt eller indvendigt, afhænger af den konkrete konstruktion - hvad er bedst muligt.