Når du køber en parasol, er der som regel ikke en parasolfod inkluderet. Derfor skal du være opmærksom på, at du køber den rigtige parasolfod, så du undgår, at parasollen vælter, når det stormer.

Mange af parasolfødderne på markedet er nemlig ikke tunge nok til at holde de store parasoller, som er populære i dag. Derfor vælter parasollen ofte, når det blæser, også selv om den er slået sammen.

Du kan vælge at lægge din parasol ned, hver gang du er færdig med at bruge den, men hvis du ikke gider det, må du ikke nøjes med at købe den billige vandopfyldelige parasolfod, der koster ca. 50 kr. de fleste steder. For så kan du godt regne med, at den vælter, når vinden kommer.

Heldigvis findes der andre muligheder.

Sådan undgår du, at din parasol vælter

Herunder har vi samlet en række tips til dig, der vil undgå, at din parasol vælter, når det blæser.

Brug en så tung parasolfod som muligt

Du kan få parasolfødder i butikkerne i alle vægtklasser, og ofte vil der på parasollen være en anbefalet vægt på parasolfoden. En god tommelfingerregel er, at du bør købe en så tung parasolfod som muligt. Butikkernes parasolfødder er dog ofte kritiseret for at være grimme og uhandy, men det er der råd for. Du kan lave din egen.

Du kan finde en stor sten, som står solidt. Hos den lokale stenhugger kan du få boret et hul, som passer til omkredsen på din parasol. På den måde får du en hel unik parasolfod. Vær opmærksom på fx ikke at have en aflang sten stående på højkant. Stenen skal stå så stabilt som muligt.

I Danmark må du kun tage småting med hjem fra stranden. En stor sten til parasolfod kan næppe siges at være en småting. Er du brændt varm på en bestemt sten, kan du ansøge den pågældende kommune om lov til at få stenen.

Du kan også spørge en landmand, om han har en sten, du kan bruge. Stenen holder til al slags vejr, og du behøver derfor ikke flytte den indenfor om vinteren.

Sæt hjul under parasolfoden

Hvis du har købt eller lavet en parasolfod, som er meget uhandy og svær at flytte rundt på, kan det være en god ide at sætte hjul under den. Butikkerne sælger hjulsæt, der passer til den købte parasolfod.

Har du lavet din egen, kan du lave en plade med hjul til at have under stenen, hvis du synes, stenen er for tung at flytte rundt i haven eller på terrassen. Under alle omstændigheder kan hjulene være en god ide, hvis du vil undgå, at parasolfoden ridser dit terrasseunderlag, når du flytter den.

Sørg for, at du låser hjulene, så parasolfoden ikke ruller rundt, når vinden kommer.

Grav røret til parasollen ned i jorden

Hvis du ikke behøver at flytte din parasol, kan du alternativt grave et rør ned i jorden, hvis indre hul passer til størrelsen på stangen på din parasol. Brug et pælebor til at sætte røret ned.

Du skal dog være opmærksom på, at denne løsning vil gøre din parasol væsentlig lavere.