Indretning af badeværelset

At bade giver os både fysisk og psykisk velvære - sikkert på grund af erindringen om vores fostertilstand. Badeværelset er samtidig det ultimativt mest private rum i boligen. Denne konstellation gør badeværelset til et interessant rum at opholde sig i - specielt i en fortravlet hverdag. Interessen bliver da også større og større for at skabe et individuelt og interessant badeværelse.

I mange år har badeværelset været et rent praktisk rum med streng hygiejne som det vigtigste. Dette har afspejlet sig i indretningen og æstetikken: et koldt, klinisk og trangt rum. Nu har denne opfattelse ændret sig til at badeværelset er et privat opholdsrum til renselse - både for kroppen og sjælen. Det skal være en oplevelse på linie med resten af vores hjem. Badeværelset er ikke længere blot et praktisk rum.

Funktionen: Adskil eventuelt bad og wc

I en ombygnings- og planlægningsproces skal det på et meget tidligt tidspunkt overvejes, hvorvidt badefunktionen og toilet-funktionen overhovedet skal være i samme rum. Dels er det to meget modsatrettede funktioner - hvis badet skal have en meditativ og afslappende funktion er en wc-funktion kun forstyrrende - specielt i familier med børn! Dels benyttes badefunktionen i yderpunkterne af dagen - morgen & aften og hænger således bedre sammen med soveområder mens WC skal være rimeligt centralt. Dette har dog også noget med antal m2 og installationer at gøre.

Indretningen: Afsæt god plads omkring saniteten

Et badeværelse består for det meste af fast inventar og fast tilbehør - stort set alt sættes fast i rummet. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig med planlægningen af badeværelset fra start. Tegn badeværelset op i en stor målestok (1:20) og klip alt inventar ud, så I kan flytte rundt på dem. Og husk - der skal ikke bare være plads til selve inventaret - det er lige så vigtigt med pladsen rundt om. Her er nogle af de vigtigste mål:

  • Foran toilettet skal der være mindst 60 cm (ved nybygning og væsentlige ombygninger er det dog et lovkrav, at der skal være mindst 1,10 m foran toilet, jf. Bygningsreglementet)
  • Langs med et badekar skal der være mindst 70 cm
  • Foran brusenichen skal der være mindst 70 cm
  • Foran vasken skal der være mindst 70 cm samt mindst 20 cm på hver side

Bemærk at ovenstående er mindstemål.

Andre indretningstips: Placering af bad, brus m.v.

Husk at der skal være håndklæder tæt på brus, håndvask og badekar, så man ikke skal henover hele badeværelset. En håndklædevarmer kan i øvrigt gøre det ud for en mindre radiator.

Vask og spejl skal placeres hvor der er et godt naturligt lys - helst sidelys - dvs. med et vindue ved siden.

Vasken kan enten være en del af bordpladen (eks. beton), være underlimet eller stilles på bordpladen. Dette er en æstetisk betragtning - såfremt vasken stilles på bordpladen skal denne naturligvis være lavere end normalt (normalhøjde ca. 90 cm).

Få m2 kan udnyttes bedre med et hjørnebadekar.

Hvis der skal være badekar vil det være en fordel at placere det foran en evt. udsigt hvis gulvpladsen tillader det. Her kan det være en fordel at placere badekarret et par trin op, så det er lettere at se ud.

Overvej placeringen af brusenichen - kan den placeres således at der ikke skal være særlig meget afskærmning eller så bruseforhæng kan undgås, kan dette være medvirkende til at badeværelset virker mere som et opholdsrum.

Måske skal der placeres et siddemøbel - en bænk eller blot et trin til badekarret - her kan også placeres stearinlys, dufte og blomster.

Materialerne: Det praktiske og æstetiske skal forenes

Det der adskiller badeværelset fra øvrige rum i boligen er den flittige brug af vand. Dette stiller krav til valget af materialer. Dog er kravet til æstetikken uændret. Dvs. at materialer som sten, træ, glas, beton, guld, aluminium og kurveflet kan anvendes. Her kan det godt betale sig at bruge penge på god kvalitet - det skal holde i meget lang tid og vil blive brugt meget.

Klinkegulv fordrer varme i gulvet - ellers bliver det for koldt. Dette gælder også et støbt betongulv. Betongulvet giver i forhold til klinkegulvet en hel og rolig flade og giver mulighed for at vælge en evt. indfarvning af betonen. Betongulvet kan efterbehandles med voks så det bliver blankt og skinnende. Husk at undersøge hvordan du får betongulvet vådrumssikret ifølge lovgivningen.

En træbordplade i badeværelset kræver vedligehold men kan hjælpe til med at opveje den kolde og kliniske stemning, som de mange hårde materialer kan give. En træbordplade kan oliebehandles, så den ikke tager så meget imod vand og sæberester. Et alternativ kan være beton, hvor vask og bordplade er sammenhængende, eller laminat.

Som afskærmning ved en bruseniche kan anvendes glas eller pudset gasbeton - dette beror til dels på pladsen dels på udtrykket. Glasset har en mindre godstykkelse og et lettere udtryk hvorimod gasbetonen giver mulighed for at møblere ved siden af brusenichen.

Opbevaring under bordpladen kan enten være åbne hylder eller skabe/skuffer. Hvis der etableres åbne hylder kan der anvendes kurve til opbevaring - det kan hjælpe til med at befordre en mere blød og komfortabel stemning i badet.

Belysningen: Skal kunne varieres

Der skal i et badeværelse både være et arbejdslys (ved spejlet) og et alment lys, der oplyser de forskellige funktioner.

Halogen downlights er flittigt brugt rundt omkring i badeværelser. De kan udmærket bruges ved bruser og toilet og som almen belysning - dog skal der altid være lysdæmper på, så lyset kan varieres alt efter funktionen. Ved det hurtige bad skal der være masser af lys - ved det langsomme bad skal lyset være dæmpet og suppleret med stearinlys, duftlys osv.

Dog kan der ikke anvendes halogenspots ved spejlet - dette giver alt for hårde slagskygger i ansigtet (rynker og andre ujævnheder i ansigtet forekommer ekstra dybe!) og dette besværliggør soignering som barbering, make-up osv. her skal der placeres et diffust lys - dvs. et spredt lys - f.eks. en slebet glasskærm eller indirekte lys. Dette er i øvrigt beskrevet i en tidligere artikel om lys.

Spørgsmål du bør stille dig selv inden du går i gang:

  • Hvor vigtigt er badet for dig?
  • Hvis du ikke har et vindue i badeværelset er det så muligt at etablere et?
  • Kan toilet og bad adskilles?
  • Har du plads nok til både brus og badekar? (hvis ikke, er det bedst kun at have det ene - lad være med at gå på kompromis med størrelsen)
  • Er én vask nok - eller skal I have to?
  • Kan de 'gode' materialer inkorporeres i dit bad såsom træ, sten, evt. håndlavede klinker, mosaikker ol.?
  • Hvor meget opbevaringsplads skal du bruge for at holde rummet ryddeligt og enkelt?
  • Er der plads til en håndklædevarmer?
  • Er det muligt at have både stemningslys og arbejdslys? lysdæmper?
  • Er der plads til en bænk, et trin, en plint eller en taburet?

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab