Isolering og varmetab

I moderne byggeri anvendes en lang række forskellige materialetyper, der med deres gode isoleringsevne kan være med til at holde på varmen i boligen og begrænse energiforbruget. Her kan du læse om de mest almindelige isoleringsmaterialer, hvor du må anvende dem, samt hvor de ikke er velegnede eller måske ligefrem ulovlige.

Isolering af glasuld fra Saint-Gobain.
Isolering af glasuld fra Saint-Gobain.

Hvorfor isolere?

Helt basalt handler isolering af vores boliger om at holde på varmen. Det har vi mennesker sådan set altid gerne villet, da boligen jo ikke blot skal danne ramme for vores privatliv, men også beskytte os mod vind og vejr. Men navnlig siden 1970'ernes oliekriser har der været ekstra fokus på, hvordan vi i Danmark kan mindske varmetabet fra vore bygningskonstruktioner - bl.a. som følge af politiske ønsker om at spare på samfundets energiforbrug. Derfor stilles der stadig stigende krav til, hvor godt vore boliger skal være isoleret.

I bygningsreglementet, kapitel 7 Energiforbrug, er der således angivet helt specifikke krav til, hvor meget energi der maksimalt må bruges til vand, varme, ventilation og køling. Der stilles også krav om, hvordan du opnår tilfreds¬stil-len¬de sundhedsmæssige for¬hold i din bolig og fx undgår, at der dannes fugt og kondens.

Desuden er det ifølge bygningsreglementet i dag et lovkrav, at man skal efterisolere op til nutidens standard, hvis man bygger væsentligt om eller renoverer huset. Kravet gælder ikke, hvis efterisoleringen ikke kan udføres rentabelt og fugtsikkert (se BR 2010, 7.4.1 og 7.4.2, stk. 3). ?

Hvad er isoleringsmaterialer?

Et isoleringsmateriale er kendetegnet ved, at det leder varmen meget dårligt (i modsætning til metal, glas og sten). Det er hovedsageligt den stillestående luft i isoleringsmaterialerne, der giver denne egenskab og desuden betyder, at de fleste isoleringsmaterialer er meget lette. Bygger du isoleringsmateriale ind i en konstruktion, mister bygningen stadig varme, men det sker i betydeligt mindre grad, end hvis bygningen ikke var isoleret.

Det er helt afgørende, at isoleringsmaterialer holdes tørre. Eftersom vand leder varme langt bedre end luft, holder våde isoleringsmaterialer ikke særlig godt på varmen. Det er ofte nødvendigt at beskytte isoleringen mod fugt udefra med et vindtæt lag, også kaldet en vindspærre, så luften i isoleringen bliver ved med at være stillestående. Det vindtætte lag skal samtidig dog være så åbent, at eventuel fugt kan trænge ud og ventileres væk. Isolering og øvrige konstruktioner (klimaskærmen) skal også beskyttes mod fugten inde fra boligen, hvilket gøres med en tæt damspærre på den varme side af isoleringen.

LÆS OGSÅ: Dampspærre

Ligeledes er det vigtigt, at de enkelte stykker isoleringsmateriale placeres tæt op ad hinanden samt omkring konstruktioner og gennemføringer. På den måde undgår man såkaldte kuldebroer, dvs. steder på indvendige vægge eller lofter, hvor overfladetemperaturen er lavere end rumtemperaturen, og hvor der derfor er risiko for kondens.

Hvordan foregår varmetab fra en bygning?

Vores bygninger taber varme på tre forskellige måder.

Varmeledning sker, når varmen ledes fra boligens varme inderside til den kolde ydermur eller et ikke-isoleret loft. Varmen ledes af de materialer, huset er bygget af, fx træ, mursten, stål og isoleringsmaterialer. Hvor meget varme der ledes ud af boligen, afhænger af materialerne. Metal er eksempelvis en ualmindelig god varmeleder, glas er mindre god, træ endnu mindre, og luft er dårlig. Derfor er termoruder og isoleringsmaterialer en god idé, og det er navnlig sidstnævnte, du kan læse mere om i denne artikel.

Varmestrømning (konvektion) sker, når varmen siver med luftstrømme ud af vores boliger gennem utætheder, revner og sprækker, fx utætte vinduer og døre. Da meget varme går tabt på grund af utætte huse, er der nu i bygningsreglementet stillet krav til boligens tæthed.

Varmestråling sker, når et materiale udsender strålingsvarme - infrarød stråling - og hermed kan varme andre materialer op, uden at luften omkring dem opvarmes nævneværdigt. Strålevarme fra en brand kan endda antænde materialer på afstand. I princippet udsender alle materialer strålevarme, men solen, brændeovne og kogeplader er nok de mest kendte eksempler. En bygning udsender også strålevarme, dog mest, hvor overfladerne er varmest, altså hvor de er mindst isoleret. Det vil sige ved vinduer og døre. En måde at nedbringe varmestrålingen på er at have lavenergiglas i vinduer og døre, da netop lavenergiglas reflekterer varmestrålingen fra eksempelvis radiatorer, (radiation, ”stråling”).

LÆS OGSÅ: Sådan skifter du til nye energirigtige vinduer

Det største varmetab fra boliger skyldes varmestrømning og varmeledning. Du kan begrænse varmestrømning ved at tætne huset, mens varmetab på grund af varmeledning mindskes ved at isolere konstruktionerne.

Hvilke materialer isolerer bedst?

For at kunne beregne, hvor meget varme der slipper ud af vores huse, er det nødvendigt at sætte tal på materialers og konstruktioners evne til at isolere. Man arbejder derfor med forskellige værdier.

?-værdien (lambdaværdien)

Denne værdi angiver, hvor godt et bestemt materiale leder varme. Varmeledningsevnen måles i W/mK (watt pr. meter kelvin) efter devisen: jo højere ?-værdi, jo bedre er materialet til at lede varme. Og omvendt: jo lavere ?-værdi, jo bedre isolerer materialet. Derfor er deciderede isoleringsmaterialer bl.a. kendetegnet ved at have meget lave ?-værdier.

Der er - som du ser af nedenstående tabel - meget stor forskel på, hvor gode forskellige materialer er til at lede varme. Eksempelvis er isoleringsmaterialer ekstremt dårlige varmeledere, hvorimod metaller er virkelig gode varmeledere.

Materiale?-værdi (W/mK)
Auminium220
Rustfrit-stål17
Beton0,8-1,7
Glas0,8
Mursten0,49-0,74
Vand0,55-0,58
Træ (fyr)0,12
Isoleringsmaterialer0,03-0,10

U-værdi

Ud fra de enkelte materialers varmeledningsevne og tykkelse, og hvordan de sættes sammen i bygningskonstruktioner, kan man beregne en konstruktions isoleringsevne - enten i sin helhed eller for enkelte dele af konstruktionen. Det kalder man u-værdien. Også her gælder det, at jo lavere u-værdi, jo bedre isoleringsevne har den samlede konstruktion - og desto mindre varme går tabt. U-værdier måles i W/m²K (watt pr. kvadratmeter kelvin).

Bygningsreglementet stiller krav om, at de enkelte bygningsdele skal være isoleret, så den samlede konstruktion - ydervæg, tag og gulvkonstruktion - ikke unødigt taber varme. Eksempelvis skal gulvkonstruktioner ved terræn ved ombygninger have en u-værdi på 0,12 W/m²K. De forskellige værdier kan ses i bygningsreglementet på.

Der findes flere forskellige former for isoleringsmateriale, og du kan læse mere om de mest almindelige typer herunder, og se deres isoleringsevner i nedenstående skema.

Batts, plader o.l. 

Materiale?-værdi (W/mK)
Celleglas0,038-0,050
Mineraluld0,032-0,043
Polystyren0,034-0,041
PUR0,021
Grå EPS (polystyren)0,031

Løsfyldsprodukter til bl.a. hulmursisolering og loft 

Materiale?-værdi (W/mK)
Cellulose? 0,040
Ekspanderet perlite? 0,042
Letklinker0,085-0,090
Mineraluld0,038-0,042

Hvad er mineraluld?

Mineraluld er en fællesbetegnelse for isoleringsmaterialer af enten glas- eller stenuld.

Rent isoleringsmæssigt er der ikke den store forskel på de to materialer. Men der er forskel på fibrenes struktur, ligesom de har forskellige smeltepunkter. Hvor glasuld smelter ved ca. 600 °C, kan stenuld holde formen indtil ca. 1.000 °C. Begge typer klassificeres som brandklasse A1 (ubrændbart) og kan anvendes uden begrænsning, dvs. til alle konstruktioner og alle typer isoleringsopgaver.

Teknisk isolering til isolering af varmerør.
Teknisk isolering til isolering af varmerør.

Mineraluldsprodukter fås med forskellig isoleringsevne (?-værdi 0,032-0,044) og i mange forskellige udformninger. Ofte anvendes batts eller formstykker med tykkelser fra 45 mm til 245 mm, men mineraluld leveres også som ruller, granulat, plader, strimler og trekantstykker m.m.

Anvender du mineraluld som isoleringsmateriale, skal du ifølge bygningsreglementet sikre, at mineraluldsfibre ikke kan komme ud i indeklimaet. Kravet kan anses for opfyldt, hvis materialerne er overfladebehandlede, eller de på anden måde afdækkes, indkapsles eller forsegles.

Hvad er papirisolering?

Papirisolering eller celluloseisolering er et isoleringsmateriale, der fremstilles af aviser eller andet genbrugspapir, der rives i små stykker til granulat (små korn, flager eller stykker). Papirisolering anvendes normalt ved, at det blæses ind i eller ud på den konstruktion, der skal isoleres. Men papirisolering findes også som plader.

Papirisolering bliver tilsat kemiske midler, fx borax, borsyre og aluminiumhydroxid, som gør den mindre brandbar. Ud over at forhindre papirisoleringen i at brænde, forhindrer ovennævnte tilsætningsstoffer også, at der opstår grobund for råd, svamp og andre mikroorganismer. Desuden vil skadedyr som rotter og mår ikke opholde sig længere tid i papirisoleringen, idet de tilsatte salte virker udtørrende og derfor ubehageligt for dyrene.

Selvom papirisolering går for at være et miljørigtigt alternativ til mineraluld, skal man være opmærksom på, at de kemiske stoffer borater/borax, den er tilsat, optræder på EU's kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Borater/borax hæmmer især forplantningsevnen hos mennesker.

Papirisolering kan komposteres og brændes og skal ikke deponeres, som det er tilfældet med mineraluld.

Papirisolering blæses ofte ind på et lofter i løs form kan. For at forhindre, at det støver for meget, tilsættes papirisoleringen en smule vanddamp. Ved indblæsning i lukkede konstruktioner, såsom hulmure vil støvproblemerne være minimale.

Papirisolering sætter sig lidt efter indblæsning , så ved indblæsning i åbne konstruktioner, skal isoleringstykkelsen være ca. 15-20 procent mere end den ønskede isoleringstykkelse. Hvis der fx skal isoleres med 300 mm, skal man påregne et ekstra lag på 45-60 mm. Hvor meget papirisoleringen falder sammen, afhænger af isoleringslagets tykkelse, da det er vægten af isoleringen, der får den til at sætte sig. Når der blæses papirisolering ind i lukkede konstruktioner, tages der højde for evt. sætning af materialet ved at komprimere isoleringen.

Papirisolering fås også som limede plader, der kan anvendes på lofter og i vægge. Hvor pladerne samles, kan man supplere med løs papirisolering, som blæses ind i alle samlinger, så man undgår kuldebroer.

Papiruld uagtet producent har generelt en ens isoleringsevne (?-værdi på ca. 0,040), hvilket i store træk svarer til isoleringsevnen for mineraluld.

LÆS OGSÅ: Papirisolering

Hvad er celleglas?

Celleglas produceres af "opskummet" genbrugsglas og kul. Celleglas findes som formstykker, du kan skære og fræse til blokke.

Celleglas er også klassificeret som et A1-materiale, dvs. ikke brændbart, og har tillige en række andre gode egenskaber. Det har bl.a. en høj trykstyrke, er formstabilt, diffusionstæt og sikret mod angreb fra råd, insekter og skadedyr. Desuden har det en meget lang levetid. Til gengæld er det temmelig dyrt sammenlignet med eksempelvis mineraluld. Celleglas fås med forskellig isoleringsevne (?-værdi 0,038-0,050), hvilket i store træk svarer til isoleringsevnen for mineraluld.

Celleglas bruges typisk til isolering af flade tage, tagterrasser og P-dæk samt til ud- og indvendig isolering af facader, ydermure, terræn- og kælderdæk. Materialet anvendes sjældent i enfamiliehuse, men bruges overvejende i store byggerier, hvor der stilles ekstraordinære høje krav til fugttekniske egenskaber og trykstyrke.

Celleglas nævnes her, fordi materialet på sit navn let kan forveksles med celleplast. Imidlertid har disse to isoleringsmaterialer meget forskellige egenskaber. Det kan du læse mere om nedenfor.

Hvad er celleplast (flamingo)?

Celleplast, ekspanderet polystyren, EPS, som også går under handelsnavnet "flamingo", fremstilles af plasttypen polystyren. Det er et halvhårdt isoleringsmateriale og meget nemt at arbejde med. Den store ulempe ved celleplast er, at det er klassificeret i den dårligste og mest udsatte brandklasse, F. Derfor skal celleplastisolering beskyttes mod brand - modsat celleglas og mineraluld, og det kommer vi tilbage til.

Celleplast findes med isoleringsevne (?-værdier) fra 0,034 til 0,041 og fås i mange forskellige størrelser og udformninger. De mest almindelige er plader med flademål på 600 x 1200 mm eller 1200 x 1200 mm med tykkelser fra 10 og 15 mm helt op til 275 mm.

Celleplast anvendes primært i terrændæk (gulvkonstruktioner mod jord/krybekælder) og som udvendig isolering af flade tage. Hvis du anvender celleplast til isolering af andre indvendige bygningsdele, skal du være opmærksom på, at du ifølge bygningsreglementets kapitel 5 skal opfylde en række krav, der gør det brandmæssigt forsvarligt.

På grund af brandrisikoen er det fx ikke lovligt at isolere med celleplast på den indvendige side af vægge og lofter og derefter sætte træbeklædning på samt evt. tapetsere eller male direkte på beklædningen. I det tilfælde skal celleplasten have en beklædning af såkaldt "klasse K1 10 B-s1, d0" - fx en 13 mm gipsplade direkte på isoleringen. Der må altså ikke være hulrum imellem celleplast og beklædning.

Celleplast kan i visse tilfælde også anvendes som efterisolering i etageadskillelser. Konstruktionen skal dog opfylde kravene til en klasse REI 60 A2-s1,d0, tidligere kendt som BS-bygningsdel 60. Det kan fx være på en betonkonstruktion eller på konstruktioner af gips, træ og mineraluld. Er du i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt (og lovligt!) at anvende celleplast til bestemte formål, bør du kontakte en byggerådgiver.

Andre isoleringsmaterialer

Mineraluld og celleplast er de mest almindelige isoleringsmaterialer, men derudover findes en række andre lette byggematerialer, der har gode varmeisolerende egenskaber.

Ekspanderet stenmateriale fremstilles af perlite, en vulkansk sten. Under høj varme udvider perlite sig 15-20 gange og indeholder derfor meget luft. Det resulterende produkt er et let og ubrandbart granulat med en god isoleringsevne (0,042 W/mK). Det anvendes typisk i hulrum, i terrændæk og etageadskillelser, hvor det let kan blæses ind.

Letklinker er ikke kun et isoleringsmateriale - de har også en fremragende kapillarbrydende effekt. Og med en isoleringsevne på ca. 0,085-0,090 W/mK yder letklinkerne også en glimrende isolering. Letklinker fremstilles af en speciel plastisk og kalkfattig lerart, som ved høj temperatur udvides og bliver til et let og lufttæt materiale. Letklinker fås i forskellige tykkelser, 2-22 mm, og anvendes til drænende lag under terrændækket. Letklinker er ikke brandbare.

Letklinkerblokke fremstilles af letklinker og beton. Blokkene anvendes til opmuring af fundament. Letklinkerblokke har en isoleringsevne på omkring 0,16 W/mK.

Porebetonblokke er som letklinker ikke kun et bygningsmateriale, men har god isoleringsevne. De fremstilles af cement, kalk, sand og aluminiumspulver ved en kemisk proces, der får materialet til at udvide sig og "fyldes" med luft. Porebetonblokke har en isoleringsevne omkring 0,25 W/mK. Materialet anvendes til opmuring af inder- og ydervægge.

Der er således store forskelle på de nævnte typer isoleringsmateriale samt på, hvordan og hvor de kan anvendes. Men uanset hvilket materiale vi taler om, er det stillestående luft i materialet, der giver den ønskede isoleringsevne.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab