Freelancejournalist med boligøkonomisk viden søges

I Videncentret Bolius søger vi en freelancejournalist med stærke evner til at formidle private boligøkonomiske emner på en forståelig og engagerende måde 

Som freelancejournalist vil du blive tilknyttet Bolius team af fageksperter og journalister, og du vil blive Bolius’ ansigt udadtil når det drejer sig om boligøkonomi for private. 

Du vil få mulighed for at arbejde på en bred vifte af opgaver, herunder: 

  • Forfatte og opdatere artikler om aktuelle boligøkonomiske tendenser og nyheder som vedrører private 
  • Besvare økonomiske spørgsmål stillet til vores brevkasse, Spørg Bolius 
  • Bidrage til økonomisk indhold til forskellige nyhedsbreve 
  • Lave økonomiske eksempler til vores indhold 
  • Optræde i små videosekvenser, som let og hurtigt skal gøre det muligt at forstå forskellige emner indenfor den private boligøkonomi  
  • Interviewe boligøkonomer og eksperter 
  • Udtale dig til eksterne medier, som søger uvildig og troværdig viden om boligøkonomi. 

Vi forventer, at du: 

  • Har en relevant uddannelse inden for økonomi, journalistik eller et lignende fagområde 
  • Har erfaring med at skrive om boligøkonomi for private 
  • Har en stærk forståelse for boligmarkedet og de økonomiske aspekter, der følger med at have (eller ønske) en bolig 
  • Er dygtig til at formidle komplekse emner på en forståelig og engagerende måde 
  • Har en god evne til at finde og verificere information 

Vi tilbyder: 

  • Spændende og afvekslende opgaver med mulighed for at arbejde med nogle af de mest aktuelle boligøkonomiske emner 
  • Vi forventer et timetal på ca. 25 timer om ugen 
  • Et tæt samarbejde med vores team af fageksperter og journalister 
  • Et tæt samarbejde med vores søsterselskab, Boligøkonomisk Videncenter / BVC 

Hvem er vi: 

Hos Videncentret Bolius arbejder fageksperter, journalister, kommunikationsfolk, programmører og grafikere side om side med hinanden. Det hjælper os, når vi arbejder for at gøre danskerne klogere på deres bolig.  

Videncentret Bolius er ejet og finansieret af foreningen Realdania, og derfor er vi 100 % ikke-kommercielle. Det betyder, at vi i hverdagen ikke er styret af salg og bundlinjer, men at vi kan fokusere på vores kerneopgave med at skabe og udbrede viden om boligen, der kan komme alle danskere til gode. 

Hvis du er interesseret, bedes du sende en ansøgning og CV til tup@bolius.dk.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til mig, Tue Patursson, på 28389339

Vi vil løbende kigge ansøgninger igennem og kontakte relevante ansøgere.