Juli er både varmere og vådere end juni. I en typisk juli måned falder der regn i 10 ud af de 31 dage, i gennemsnit 66 mm. Den største mængde regn på 24 timer, der nogensinde er faldet et sted i Danmark, faldt mellem den 8. og 9. juli 1931 - her væltede der 168,9 mm regn ned over Marstal.

Juli kan dog også være en meget tør måned, generelt er de værste perioder med tørke i sommermånederne. Det skyldes, at vandmagasinerne i det store hele er tømt efter de tørre forårsmåneder. I 1994 faldt der blot 15 mm regn i juli.

Se, hvor høj risikoen er for tørke over hele landet på Tørkeindekset på dmi.dk.

LÆS OGSÅ: Sommer i haven

Vejret i juli - rekorder

  • Varmeste juli: 19,8 °C i 2006.
  • Koldeste juli: 13,9 °C i 1979.
  • Højest målte temperatur: 35,3 °C
  • Lavest målte temperatur: -0,9 °C
  • Tørreste juli: 15 mm regn i 1994
  • Vådeste juli: 140 mm regn i 1931 Kilde: DMI

Hedebølger om sommeren

Juli er normalt også varm, i gennemsnit er der 2,6 sommerdage, hvor temperaturen har været over 25 °C. I 2010 var middeltemperaturen hele 18,7 °C, og der blev målt 34,1 °C den 11. juli på Bornholm, den varmeste dag i Danmark siden 1994.

På landsplan er august traditionelt den varmeste måned, men både i Nordjylland, Østjylland, København og Nordsjælland er juli den varmeste måned på året. I Syd- og Sønderjylland er gennemsnitstemperaturen i juli og august den samme.

Der kan også være deciderede varme- og hedebølger i sommeren. Definitionen på en varmebølge er, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over 3 sammenhængende dage skal overstige 25 °C. Er temperaturen over 28 °C er det en hedebølge, og sker det i mere end halvdelen af landet, er der tale om en landsdækkende hedebølge.

Sådan holder du varmen ude af din bolig

De høje temperaturer kan gøre det til en varm affære at sidde indenfor om dagen eller sove om natten. Det nemmeste råd til at holde varmen ude er at lukke vinduerne om dagen og rulle gardinerne for eller persiennerne ned om dagen.

Om aftenen bør du til gengæld lufte godt ud med gennemtræk i hele huset, gerne lige før du skal sove. I soveværelset kan du lade vinduet stå på klem, men husk at bruge beslag, så indbrudstyve ikke kan komme ind.

Vand i haven: pas på børnene

Det kan være dejligt at svale sig i heden i et badebassin, men husk at det også kan være farligt at have vand i haven. Hvert år drukner 10-20 mennesker i Danmark, heraf er halvdelen børn, og op mod hvert femte drukneuheld med dødelig udgang finder sted i private haver. Også damme og fiskebassin kan give drukneulykker. Den bedste måde at forhindre ulykker på er at hegne vandet ind, og det skal være så godt, at børn ikke kan klatre over hegnet.

Solen skinner mest på Bornholm

Solen skinner mindre i juli end i juni. Juli har gennemsnitligt 196 solskinstimer, 13 færre end den første sommermåned.

Turistcheferne i Nordjylland og på Bornholm har begge sommertravlt med at fortælle, at netop deres sted er det mest solsikre sted at holde sommerferie i Danmark. Begge regioner har da også flere soltimer i juli, end de øvrige, men Bornholm tager prisen med 222 soltimer. Nordjylland må nøjes med 209, men solbundproppen Syd- og Sønderjylland må stå i skyggen af de andre med 177 timer.

Gør haven klar til sommerferien

Mange holder ferie i juli, og her kan det være en god idé at gøre haven klar, så du ikke vender hjem til en have, hvor ukrudtet regerer, og planter, blomster og afgrøder enten er visnet i for megen sol eller druknet i regn.

Du kan bl.a.:

  • Fjerne ukrudt lige inden du rejser. 
  • Dække bar jord med 5 cm flis. 
  • Vande rigeligt aftenen før, du rejser. 
  • Gøde, hvis du skal være væk i lang tid.
  • Løsne jorden omkring stauder og bede med en greb, så regnvand nemmere kan trænge ned til rødderne. 
  • Tynde ud i afgrøderne i køkkenhaven. Stille krukker med planter i skygge og sørge for, at de får vand, fx med selvvandende krukker eller vandingssystemer.
  • Aftale med naboer eller venner, at de vander i haven.

Undgå indbrud og myrer i huset

Det er også en god idé at gøre huset klar til ferien, så du bl.a. sparer penge ved at slukke for de rigtige ting, undgår indbrud og invasion af myrer.

Få en masse gode råd på Videncentret Bolius' temaside: Rust hus og have til sommerferien, her kan du fx også se og printe en tjekliste over alt, hvad du skal huske, inden du kører af sted med kufferten i bilen.

Få dine havemøbler til at holde længere

De fleste lader deres havemøbler stå udenfor hele sommeren, og sol, fugt og temperaturudsving er med til at slide og misfarve dem og træet til at revne. Derfor skal havemøbler af træ vedligeholdes mindst en gang om året, og har du ikke gjort det endnu, er det en god idé at gøre det i juli.

Havemøblerne skal både rengøres, slibes og have olie eller maling. Hvis træet ikke bliver tilført ekstra olie eller maling, der kan beskytte overfladen, vil den naturlige nedbrydning af det begynde. Vedligeholder du havemøblerne jævnligt, kan de til gengæld blive ved med at være flotte og holde i længere tid.

Vælg de rigtige brædder til terrassen

Om sommeren er der mange, der går i gang med at lave ny terrasse i det gode vejr. Vælger du en træterrasse, er det vigtigt at få de rette brædder til den og bl.a. finde ud af, hvor meget tid du vil bruge på at vedligeholde dem i fremtiden, for det er der stor forskel på.

De eksotiske træsorter som teak, mahogni og ipé holder normal længst, da de er meget hårde træsorter med et højt niveau af olie og andre naturlige stoffer, der gør dem modstandsdygtige over for råd og svampeangreb.