• Etablér nabohjælp. Aftal med dine naboer og andre på vejen, at I holder øje med hinandens bolig, og får den til at se beboet ud, når I er væk. Lad naboen tømme postkasse og skraldespand, parkere bilen i din indkørsel og gå rundt om huset 1-2 gange om dagen og holde øje med fremmede personer i området. Bestil gratis klistermærker på nabohjælp.dk og sæt dem på postkassen. Download app’en Nabohjælp på din smartphone – med den kan du bl.a. invitere nabohjælpere, se hvornår hinanden er på ferie, og få/give besked, når huset er tjekket.
  • Beskyt huset mod indbrud. Sikr’ vinduer, døre og låse, så de kan modvirke indbrud i mindst 3 minutter. Du kan bl.a. sikre dem således:
    Vinduer: Sæt glaslister fast med sikkerhedsskruer. Sæt sikringsbeslag på vinduerne.
    Døre: Sæt to låse på dørenmed minimum 40 centimeters afstand. Montér et sikkerhedsslutblik i dørkarmen. Forstærk dørkarmene med et profiljern eller en lille jernplade, der bukkes omkring karmtræet.
    Terrassedør: Skru glaslisterne fast med sikkerhedsskruer. Montér en indvendig lås med nøgle eller en kodelås.
    Låse: Vælg låse med 11 stifter, der både er borefri og dirkefri.
  • Få frit ind- og udsyn. Undgå fx at have for høj hæk og plankeværk eller træer og buske, der kan skjule en tyv, der er ved at bryde ind. De bør højst være 1,6 meter høje og gerne kun en meter.
  • Lås haveredskaber og værktøj inde - sæt en kraftig hængelås på dit skur. Undgå at evt. tyve kan bruge dit værktøj eller dine haveredskaber til at bryde ind i din bolig.
  • Installér udendørs lys med sensor: Et engelsk studie viser, at hvis du kun skulle gøre én ting for at gøre dit hus mere indbrudssikkert, er det mest effektive at installere udendørs lys med sensor. Sensorstyret lys med bevægelsesføler er den bedste løsning, da den tænder automatisk ved bevægelse omkring boligen, og dermed øger sandsynligheden for, at tyven bliver set af fx dine naboer.

Video: Her bør du indbrudssikre

Se også vores video, hvor projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, Lone Harlev, tager dig med rundt om huset og forklarer, hvor det er vigtigst at sætte ind, og hvad du kan gøre.

Stop indbrud før det sker

Ca. 80% af alle indbrud i Danmark sker i huse. Har du sikret dit mod indbrudstyven? Besøg botrygt.dk – vores kampagneside for indbrudssikring.

Tag testen og få gode råd

'4 trin: Sådan sikrer du din bolig mod indbrud'