Hvad er en varmemølle?

En varmemølle fungerer som en lille varmeblæser. Den sættes oven på brændeovnen og blæser den varme luft ud i rummet og fungerer som en varmedeler.

Varmemøllen kører på varmeenergi fra brændeovnen og skal altså ikke tilsluttes noget. Møllen danner energi på grundlag af temperaturforskellen mellem varmen fra overfladen på brændeovnen og den køligere luft, som befinder sig over varmemøllens top.

Møllen får luften omkring brændeovnen til at cirkulere, og sender varmen længere ud i rummet.

Varmemøllen kan bruges på klassiske strålingsovne og de nyere konveksionsovne (der har et dobbelt lag metal yderst, så de i princippet fungerer som en radiator) – men overfladen skal være plan, da møllens ventilationsvifter ellers ikke får fuld kontakt med overfladen eller står sikkert på en buet top. På toppen af brændeovnen skal temperaturen være mindst 60 grader.

Hvad koster en varmemølle til brændeovnen?

En varmemølle koster ca. 300 -1000 kr. (december 2023).

Virker en varmemølle?

En varmemølle til brændeovnen fordeler varmen bedre i et rum – det kan fx være en fordel, hvis der mangler varme i en sofakrog. Dermed kan personer forskellige steder i rummet opleve en mere ensartet temperatur. Det kan betyde, at du kan fyre med lidt mindre træ, og at du dermed kan spare udgifter til brænde.

Men kolde hjørner eller andre steder i boligen med lavere temperaturer skyldes typisk manglende isolering eller træk fra vinduer. Er det tilfældet, kan varmemøllen ifølge EnergiTjenesten formentlig ikke modvirke det komforttab, kolde vægge og vinduer giver.

For hvis du ikke fjerner kilden til, at dine vægge og vinduer giver ’kuldenedfald’ i dit hus, hjælper det ikke meget at blæse varmen rundt, da de kolde overflader vil blive ved med at nedkøle dit hus.

Hvad kan du så gøre for at få god varme i din bolig?

Det vigtigste til en god varme i dit hus er, at det er godt isoleret alle steder, så du undgår kuldebroer.

Energirigtige vinduer er også med til at holde på varmen. Samtidig er det vigtigt, at der er tæt omkring vinduerne, så det ikke trækker fra vinduerne.

Med kraftige gardiner, som slutter tæt til væggen og har en afstand til glasset på 3 cm, opnår du en isoleringsevne, der næsten svarer til et lag glas.