Det er bestemt ikke ligegyldigt, om en flagstang eller en anden genstand kaster skygge på dine solceller.

Hvis en flagstang, et træ eller en gavl fra et andet hus kaster skygge på dine solcellemoduler, kan ydelsen fra solcellerne blive helt ned på 10 procent af den maksimale ydelse. Hvor meget ydelsen falder, afhænger af hvor mange af solcellernes moduler, der rammes af skygge.

Hvordan hænger solceller og skygge sammen?

Langt de fleste solcelleanlæg består af solcellemoduler, hvor hvert modul består af 6 rækker af små celler, der er delt op i 3 sektioner med 2 rækker celler i hver sektion. Hvert modul er forbundet i en serie - også på tværs med bypass-dioder.

Hvis en enkel af cellerne sætter ud, påvirker det hele sektionen. I princippet er det ligesom, hvis en enkelt pære i juletræskæden ikke virker. Hvis pærerne er serieforbundet, holder hele kæden op med at lyse.

Det er altså lige meget, om det er en lille skygge, der kun dækker en lille del af sektionen, eller om det er en stor skygge, der dækker meget. Ydelsen for sektionen er tabt uanset hvad.

Hvad betyder skygge for solcellers ydelse?

Eksempel på, hvad skygge kan betyde for solcellers produktion:

Hvis en flagstang skygger for en enkel solcelle i en sektion i modulet, vil ydelsen på modulet falde med 33 procent. Det kan lyde af meget, men hvis du har i alt 12 moduler solceller på dit tag med i alt 36 sektioner (12x3), er det kun 1/36 del af ydelsen, som er tabt.

Hvis du både har skygge fra en flagstang i højden og skygge fra nabohuset i bredden på hele rækken af dine solceller, kan skyggeeffekten være ret stor, også selv om den kastede skygge ikke ser ud af ret meget.

Hvis nabohuset fx kaster skygge på alle solcelleanlæggets nederste 6 moduler (6x3=18 sektioner), og flagstangen kaster skygge på 1 sektion på øverste række, så har du skygge på 19/36 af anlægget. Dermed producerer solcelleanlægget mindre end halvdelen af, hvad det kunne have gjort.

Gode råd om solceller og skygge

  • Tag et billede af dit tag en gang i timen en sommerdag og se, hvor og hvornår der er skygge.
  • Få evt. fagfolk til at vurdere, hvor meget skyggefald vil betyde for din produktion, inden du får et solcelleanlæg.
  • Placér solcellerne, hvor der ikke er skygge.
  • Fjern de ting, der skygger for solcellerne. Hvis du allerede har solceller, så drop flagstangen eller fæld eller beskær eventuelle træer, der kaster skygge på anlægget.
  • Kan du ikke undgå skygge, skal solcellerne, som får skygge, sidde i deres egen særskilte serie, så skyggen ikke påvirker hele solcelleanlæggets ydelse.
  • Der er mest skygge på taget i vinterhalvåret, men det betyder ikke så meget, da solcelleanlægget producerer mindre strøm, fordi der er færrest solskinstimer. Lad evt. solceller på de nederste rækker af taget indgå i samme serie, da det er der, der oftest er mest skygge.