Oplever du, at der kommer gullige pletter på din græsplæne, hvor græsset visner?

Hvis du har hund, kan det sagtens være, at skylden for de visne pletter skal placeres hos den. Især hvis hunden tisser de samme steder på græsplænen igen og igen.

Hvorfor får hundetis græsset til at visne?

Urin indeholder nemlig en forholdsvis stærk koncentration af kvælstof. Det har planter brug for for at vokse, og som sådan er urin derfor gavnligt for planter, da den fungerer som gødning.

Men hvis koncentration af kvælstof bliver for høj, tager det livet af planterne, som visner og gulner.

Derfor bliver hundetis først et problem for græsplænen, hvis hunden tisser det samme sted gentagende gange.

Hvad gør du mod visne pletter fra hundetis?

Hvis græsset er blevet så medtaget af urinpåvirkningen, at det er holdt op med at gro, er der ikke andet at gøre end følgende:  

  1. Grav 10 cm af jorden, hvor græsset er visnet.
  2. Erstat med ny jord.
  3. Så nyt græs på pletten.  

Eventuelt kan du begynde at gå et par ekstra ture med hunden dagligt, så den ikke behøver at tisse på græsplænen.