Planter kan godt få svedne blade, hvis du vander midt på dagen i bagende sol. I gartnerfaget hedder det, at planterne bliver solskoldede.

Efter vanding vil der typisk ligge små vanddråber på bladene. De vil fungere som brændeglas, så når solen brænder igennem dråberne, kommer der små svedne pletter på bladene.

Hvornår er det bedst at vande?

Ved høj sol er det bedst at vande efter solnedgang. Vander du, mens solen bager ned fra en skyfri himmel, fordamper 40-50 procent af vandet igen.

Vand grundigt

Du skal vande grundigt, når du vander. Jorden skal mindst have 20-30 mm vand, hvilket svarer til 20-30 liter pr. kvadratmeter. Med en regnmåler kan du holde styr på, hvor meget vand jorden har fået.

Hvis du sjatvander med mindre mængder vand ad gangen, vil planterne reagere ved at sætte mange rødder oppe i nærheden af jordoverfladen, hvor vandet jo er. Det vil gøre planterne endnu mere udsatte for tørkeskader, da det er denne del af jorden, der først tørrer ud, når solen bager.