Kan renoveringen af dit hus betale sig?

Kan det betale sig at energirenovere, lave nyt badeværelse eller køkken, bygge til eller lægge nyt tag? Se, hvilke renoveringer der kan gøre dit hus mere værd.

Potentielle købere er på udkig efter en ny bolig

Når potentielle købere er på udkig efter en ny bolig, scorer energirenovering højest - næstefter beliggenhed. Foto: Simon Johansen.

Du kan øge værdien på dit hus ved at renovere, bygge om eller bygge til. Men ofte får du ikke din investering i renovering igen, når du skal sælge din bolig.

Så kan din renovering betale sig?

Dansk Ejendomsmæglerforening undersøgte i 2012, om energirenoveringer er pengene værd, og det er på baggrund af den, og en undersøgelse lavet af boligsiden.dk i 2014, at vi fortæller, om energirenoveringer kan betale sig.

RealMæglerne og BoligOne undersøgte i 2014 om en række renoveringer kan betale sig i forhold til at få investeringen igen. Eksemplerne om køkken, badeværelse, tilbygninger og diverse renoveringer stammer fra den undersøgelse.

Energirenoveringer: Kan det betale sig?

Hvis du vil energirenovere dit hus, skal du gøre det for din egen skyld, så du kan nyde godt af det, mens du bor i huset. Du skal ikke gøre det for at øge salgsprisen på huset. Du får nemlig langt fra de penge igen, som du investerer i nye vinduer eller isolering.

Det viser Dansk Ejendomsmæglerforenings undersøgelse, hvor 308 ejendomsmæglere har vurderet, hvor meget forskellige energiforbedringer betyder for salgsprisen.

Solceller

Undersøgelsen viser, at ejendomsmæglerne vurderer, at du kan få 40 procent eller mere igen af din investering i solcelleanlæg. Men du skal være opmærksom, hvis du vil købe et solcelleanlæg til dit hus. Der er nemlig kommet nye regler om solceller, siden undersøgelsen blev lavet, som du skal tage i betragtning, inden du investerer i solceller.

Andre energiforbedringer

Til sammenligning svarer næsten lige så mange af ejendomsmæglerne, at du kan få under 10 procent tilbage af dine udgifter til isolering af loftet, hulmursisolering, fjernvarme og nye lavenergiruder igen.

I følge undersøgelsen får hulmursisolering salgsprisen til at stige mindst, men den er billig, overskuelig og varmebesparende og kan derfor være tjent hurtigt hjem.

Så selv om undersøgelsen viser, at det ikke kan betale sig at energirenovere dit hus, hvis du skal sælge lige efter renoveringen, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan betale sig, hvis du bliver boende i boligen i en årrække.

Desuden viser en undersøgelse, som boligsiden.dk lavede i 2014, at udgiften til varme er på top fem over kriterier, som boligkøberne har til deres kommende bolig. Og derfor er god isolering og et deraf følgende lavt varmeregnskab et godt kort at have på hånden, når du skal sælge.

Renovering af køkken.

Kan det betale sig at renovere sit køkken? Foto: Heidi Lundsgaard.

Køkkener: Kan det betale sig?

Lavpriskøkken

Det gamle nedslidte køkken bliver udskiftet med et lavpriskøkken.

Udgift: 75.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 50-100 procent

Bemærkninger: Hellere et nyt billigt køkken end et gammelt nedslidt køkken. Det synes at være devisen over hele landet. Og generelt er det nemmere at få udgiften til mindre fornyelser hjem igen. Derfor kan man især i hovedstadsområdet opleve, at hele investeringen vil kunne hentes hjem igen.

Luksuskøkken

Det gamle nedslidte køkken udskiftes med et luksuskøkken i bedste kvalitet og i tidløs stilart.

Udgift: 300.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 25-50 procent

Bemærkninger: Dyre boliger har lettere ved at hente en større del af investeringen til et nyt luksuskøkken hjem igen. Jo dyrere huset er, jo mere forventes det at indeholde et kvalitetskøkken.

Men som udgangspunkt vil det være en dårlig investering, selv i de dyre geografiske områder.

Renovering af badeværelse.

Kan renoveringen af badeværelset tjene sig selv hjem? Foto: Torben Klint

Badeværelser: Kan det betale sig?

Lavprisbadeværelse

Det gamle nedslidte badeværelse bringes up to date med nye klinker, sanitet og møbler i lavprissegmentet.

Udgift: 75.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 50-100 procent

Bemærkninger: På samme måde som med køkkener har de små udskrivninger til badeværelser lettere ved at tjene sig selv hjem igen. Et nyt bad til 75.000 kroner kan derfor mange steder betale sig. Men en overskudsforretning er det ingen steder i landet.

Luksusbadeværelse

Det gamle nedslidte badeværelse skiftes ud med et luksusbadeværelse med spa og med bedste materialevalg i tidløs stilart.

Udgift: 400.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 20-40 procent

Bemærkninger: Udgiften til luksusbadeværelser synes generelt at være sværere at hente hjem igen end udgiften til nye køkkener. Denne tendens er landsdækkende. Et nyt luksusbad til flere hundrede tusinde kroner skal man altså ikke forvente tjener sig selv hjem igen i form af en højere huspris.

Ekstra badeværelse

Et pulterrum på 15 kvadratmeter inddrages og ombygges til badeværelse nummer to i gennemsnitlige materialer.

Udgift: 200.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 50-150 procent

Bemærkninger: Hvis boligen kun har et badeværelse, kan det være en god investering at opføre endnu et. En kernefamilie har ofte ønske om 2 badeværelser. Det ønske afspejler sig i højere priser.

Tilbygning af udestue.

Her opføres en udestue - men kan det betale sig? Foto: Bolius.

Tilbygninger: Kan det betale sig?

Carport

Der etableres en carport fra et byggemarked på 30 kvadratmeter i en stilart, der ikke passer ind i husets stil.

Udgift: 50.000 kr.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 0-50 procent

Bemærkninger: Det er ikke ud fra ønsket om at gøre huset mere værd, at man skal opføre en billig byggemarkedscarport. Selv om udgiften ikke er svimlende høj, kan du ikke hente pengene hjem.

Garage

Der mures en garage op på 30 kvadratmeter, der er tilpasset husets arkitektur.

Udgift: 200.000 kr.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 25-100 procent

Bemærkninger: Der er langt større chance for at hente investeringen hjem igen i form af stigende huspriser, hvis man ofrer de ekstra penge på at opføre en muret garage i stedet for en billig carport.

Udestue

Der opføres en uisoleret udestue fra et byggemarked på 25 kvadratmeter. Udestuen passer ikke ind i husets arkitektur.

Udgift: 75.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 0-25 procent

Bemærkninger: Udestuer er helt ude i kulden i hovedstadsregionen, og medfører kun sjældent en højere pris på boligen. Mange købere vælger som det første at rive udestuen ned. I provinsen kan udestuen i visse tilfælde øge husets værdi, men aldrig nok til at hente investeringen hjem igen.

Tilbygning

Der opføres en isoleret og opvarmet havestue på 50 kvadratmeter i en arkitektur, der er tilpasset husets stil. Udgift: 500.000 kroner.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 0-50 procent

Bemærkninger: Generelt er investeringer der øger boligarealet en god investering. En decideret tilbygning i form af en havestue er dog en mindre god investering for tiden. Trenden er ikke til ekstra stuer. De ekstra kvadratmetre skal helst være i form af flere regulære værelser.

Etablering af første sal

Der etableres en overetage på et hus i en arkitektur, der passer ind i husets stil. Gode materialer.

Det samlede boligareal er 75 kvadratmeter. Der etableres et badeværelse, og to værelser.

Udgift: 1.250.000 kr.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 20-100 procent

Bemærkninger: Selv om udskrivningen er meget stor, kan investeringen i visse områder med høje kvadratmeterpriser godt hentes hjem igen. Som udgangspunkt gælder, at jo længere væk fra storbyerne man kommer, jo sværere har investeringen ved at tjene sig selv hjem.

Diverse renoveringer: Kan det betale sig?

Nyt tag

Det gamle nedslidte tag udskiftes med et nyt i bedste og dyreste kvalitet, der i stil passer til huset.

Udgift: 500.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 20-60 procent

Bemærkninger: Nyt tag over hovedet er påskønnet blandt boligkøbere. Men kun sjældent helt nok til, at boligejere kan få dækket deres udgifter hertil, hvis taget opføres i de dyreste materialer.

Nyt lavpristag

Det gamle nedslidte tag udskiftes med et nyt tag i lavprissegmentet (eternit, tagpap og lign.).

Udgift: 150.000 kr.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 25-100 procent

Bemærkninger: Et tæt tag er vigtigt. Og boligkøberne er ofte parat til at gå på kompromis med valget af materialer, for til gengæld at få huset billigere. Det gør, at det er nemmere at tjene investeringen til et nyt tag hjem igen, hvis udgiften ikke er for høj.

Pudset facade

Det nedslidte hus friskes op med en pudset facade

Udgift: 100.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 30-150 procent

Bemærkninger: At få frisket et nedslidt hus op med en ny pudset facade er mange steder i landet en af de bedste investeringer, du kan gøre. Pengene vil mange steder kunne hentes hjem igen i form af højere huspriser. Ofte endda mere til. Størst sikkerhed for investeringen i hovedstadsområdet.

Udnyttelse af kælder

En fugtig og ubrugelig kælder på 75 kvadratmeter gøres tør ved udvendig dræning og isolering, og indrettes til tre brugbare rum, der dog ikke godkendes til beboelse.

Udgift: 150.000 kroner

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 25-200 procent

Bemærkninger: Har du en dårligt udnyttet kælder, der ikke er anvendelig på grund af fugt, kan det være en god investering at gøre kælderen brugbar, ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor kvadratmeterpriserne er høje. Det er en billig investering, som udløser mange ekstra kvadratmetre.

Udskiftning af vinduer

Boligens nedslidte vinduer udskiftes med topisolerede vinduer i en stilart, der passer til huset.

Udgift: 150.000 kr.

Boligens værdiforøgelse i procent af udgiften: 60-100 procent

Bemærkninger: Nye vinduer er populære blandt boligkøbere. Hvis en bolig ikke har nye vinduer, skal den handles med så klækkelig en rabat, at det ofte svarer til hele udgiften ved at skifte vinduerne. Tendensen er landsdækkende.

Kilder og henvisninger

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab