Spørg Bolius

Kan vi gøre arkitekten ansvarlig?

Hej Bolius
Arkiten beskrev i 2006 hvordan sætningskade over 2 vinduer i stueplan skulle behandles og det blev gjort. Derefter blev der etableret badeværelse på 1.sal. Nu har sætningsskaderne arbejdet sig større og det ene vindue kan ikke længere åbnes. Mureren anbefaler at der bliver lagt en jernbjælke over vinduet. Kan jeg placere ansvar hos arkitekten eller skal jeg selv punge ud?

Hej Tommy J.J.

Det kan komme an på den konkrete aftale med arkitekten om hvad rådgivningen indeholdt, men hvis badeværelset er etableret senere kan du ikke drage arkitekten til ansvar for sætningsskader i muren.

Hvis der er støbt et tungt gulv eller etableringen af badeværelset på en eller anden måde har belastet husets konstruktion, burde der på det tidspunkt have været udført ingeniørberegninger, og anvisning på hvordan lasten af badeværelset skulle afvikles uden at svække husets konstruktioner.

Om murerens forslag til løsning er det rigtige kan vi ikke sige, du bør have en ingeniør til at vurdere årsagen til sætningsskaderne, og på basis af dette og husets konstruktive system anvise en løsning der tager højde for alle forhold i bygningen og derfor holder også fremover.

En ingeniør (statiker) er ansvarlig for at give den rette ingeniørrådgivning, og har derfor en rådgiverforsikring.

En murer er ikke nødvendigvis den rette til at vurdere et så komplekst problem, da han ikke nødvendigvis kender til, og kan vurdere, hele bygningens konstruktive opbygning. En murer har ikke det samme rådgiveransvar og forsikring omkring den samlede løsning og eventuelle følgeskader af en forkert løsning.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden