Karnap gjorde kælder til husets lyseste rum

Familien Bastholms kælder fik en arkitekttegnet karnap med glas. Det forvandlede en mørk kælder til et rum med dagslys. Se familiens nye favoritrum.

Den nye glastilbygning krævede en smule mere udgravning omkring huset, nyt fundament og en ny terrasse. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Foto: Christina Kayser Onsgaard

Pladsmangel sendte i sin tid Peter Bastholm og hans kone ned i kælderen, da pladsen blev for trang for børnefamilien i 1950'er-bungalowen. De er aldrig kommet op igen.

Det er 40 år siden, at den unge familie rykkede ind i det gedigne hus i dejlige omgivelser, men hvor kælderen før var mørk, er den i dag med M4-arkitekternes hjælp blevet forvandlet til alles favoritrum.

En ny karnap med et stort glasparti har givet familien adgang til haven og lukket masser af dagslys ind i kælderen.

SE TEMASIDE: Kælder

Billedgalleri: Kælderen blev husets mest lyse rum

Kælderen gav en øv-følelse

Om projektet med karnappen

  • Morten Dalsgaard fra M4 Arkitekter, der er medlem af Danske BoligArkitekter, stod for ombygningen af 1950'er-husets kælder.
  • Baggrunden var en nedslidt lille karnap, sat på i 1980'erne i forbindelse med en større renovering af kælderen, hvor der også blev gravet ud omkring huset, lagt dræn omkring og støbt nyt gulv. 
  • Den nye glaskarnap er dobbelt så stor og forbinder de to kælderrum visuelt med hinanden udefra. 
  • Hele projektet blev tegnet af M4 arkitekter, der også stod for ombygningen af husets øverste etage. 
  • Prisen for selve glaskarnappen var ca. 90.000 kr. ekskl. Arkitekthonorar. 
  • Læs mere om M4arkitekter.dk

- Vi ville gerne renovere huset, da børnene flyttede. Det trængte efter alle de års slid og brug. Og med M4-arkitekternes hjælp fik vi lagt en plan for hele overetagen og bl.a. væltet mure og inddraget et værelse til stuen og åbnet køkkenet op. Men der skulle også ske noget i kælderen, fortæller Peter Bastholm.

Kælderen fik en karnap engang i 1980’erne, men den bar præg af, at den dengang unge børnefamilie skulle spare på materialerne, og trærammerne omkring vinduerne var begyndt at rådne.

LÆS OGSÅ: Bungalowen

Samtidigt ville parret gerne lukke endnu mere dagslys ind til soveværelset og det tilstødende opholdsrum.

- Vi var jo som udgangspunkt rigtig glade for vores kælder, men vi ville gerne have mere lys. En større glaskarnap var et klart ønske - også så vi kunne forspire og drive vores blomster og planter hernede om vinteren, fortæller Peter Bastholm.

Løsningen blev en ny glaskarnap, dobbelt så stor som den tidligere, der nu fortsætter mellem de to kælderrum med en glasadskillelse.

- Den største forskel er lyset. Vi bader nærmest i det. Det har krævet et sæt nye gardiner, men til gengæld bruger vi kælderen meget mere. Især når alle børnene er hjemme med børnebørnene, hvor det store kælderrum bliver til gildesal. Eneste ulempe er, at der skal pudses vinduer ofte. Det er ret tydeligt, når de trænger.

De store vinduer i karnappen, der følger hele kælderetagens bredde, skaber en fin forbindelse mellem inde og ude hele året. Foto: Christina Kayser Onsgaard

De store vinduer i karnappen, der følger hele kælderetagens bredde, skaber en fin forbindelse mellem inde og ude hele året. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Den specialfremstillede ’udskyderstang’ gør glaskarnappen til en arkitekttegnet tilføjelse, der løfter hele husets stil. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Den specialfremstillede ’udskyderstang’ gør glaskarnappen til en arkitekttegnet tilføjelse, der løfter hele husets stil. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Når du bygger med glas

  • Husk at tage højde for energikravene, og skift til lavenergivinduer, der opfylder standarderne og hjælper på din varmeregning. 
  • De arkitektoniske udfordringer ligger typisk i at få glaskonstruktionen til at se elegant ud på trods af de høje tekniske krav. Her skal man både se på det eksisterende hus og omgivelserne, der skal kunne bære det store udsyn og indsyn. 
  • Der fås en række standardprodukter, som man med fordel kan bruge, når man bygger en større karnap eller udestue. De vil typisk også være billigere at opføre i end dette konkrete tilfælde, hvor de tekniske løsninger er tegnet af arkitekten og løst i samarbejde med en glarmester.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.

Bolius - et helejet Realdania selskab