Hvad består maling af? 

Maling er grundlæggende sammensat af fire hovedbestanddele:

  • Pigment
  • Fyldstof
  • Bindemiddel
  • Opløsningsmiddel.

Pigmentet giver malingen farve, mens fyldstoffer gør malingen billigere og samtidig tilfører materialet bestemte egenskaber.

Bindemidlets opgave er at holde sammen på pigment og fyldstof og udgør derfor malingens væsentligste bestanddel. Malinger betegnes efter typen af bindemiddel, eksempelvis alkydmaling (oliebaseret maling) eller plastmaling/akrylmaling (vandbaseret maling).

Opløsningsmidlet sørger for at holde malingen flydende. Efter påføring af malingen fordamper opløsningsmidlet og efterlader en tør hinde på overfladen. Selvom al flydende maling indeholder opløsningsmiddel, er det som udgangspunkt kun de organiske opløsningsmidler – kemiske forbindelser, der kan opløse organiske stoffer som fedtstoffer, olie og plast – der udgør en sundhedsmæssig risiko.

Opløsningsmidlet i plast-og akrylmaling er typisk vand, og derfor er de typisk ikke så sundhedsskadelige, mens der er større risiko ved alkydmaling (oliebaseret maling), hvor opløsningsmidlet typisk er terpentin.
Derudover tilsættes ofte tilsætningsstoffer, additiver, som giver malingen bestemte egenskaber, fx beskyttelse mod lys eller mod svampedannelse.

Hvilke typer maling findes der? 

Maling til almindelig brug kan inddeles efter den type opløsningsmiddel, den indeholder:

  • Vandbaserede malinger (plast- og akrylmaling) er tilsat vand til at opløse malingen.
  • Oliebaserede malinger (alkydmaling) typisk er tilsat terpentin som opløsningsmiddel.

Typisk anvender man kun vandbaserede maling til vægge og lofter. Op til 1990’erne var det dog typisk oliebaseret maling, der blev anvendt til træværk. Det er dog blevet meget mere almindeligt at anvende vandbaseret træmaling.

Vandbaseret maling indeholder ingen eller kun begrænsede organiske opløsningsmidler. Olie- eller alkydmaling har traditionelt efterladt en glattere overflade, da malingen flyder lettere sammen. De nye vandbaserede malinger har nu de tilsvarende egenskaber.

Oliebaseret maling indeholder organiske opløsningsmidler, der frigives i løbet af tørringsprocessen. Malingen fortyndes ofte med terpentin eller cellulosefortynder. Disse stoffer påvirker mennesker, og derfor er det sundhedsmæssigt bedst at undgå at bruge oliebaseret maling indendørs .

Der findes blandinger af olie- og plastikmaling. De kaldes enten olieemulsionsmaling eller plastalkydmaling. De er lavet for at forene de bedste egenskaber fra de to typer maling i et produkt. Fælles er, at opløsningsmidlet er vand.

Hvad er organiske opløsningsmidler? 

Organiske opløsningsmidler opløser bl.a. olie, fedt, maling og plast. Mineralsk terpentin er et hyppigt anvendt organisk opløsningsmiddel i maling.

Organiske opløsningsmidler tilhører gruppen af VOC'er (Volatile Organic Compounds) og inddeles ofte i tre kategorier: Meget flygtige, flygtige og tungt flygtige.

Når maling tørrer og hærder, fordamper de organiske opløsningsmidler ud i luften og forurener dermed boligens indeklima.

Hvor farlige er organiske opløsningsmidler?

Efter en intensiv debat i 1980'erne er der strammet op på reglerne for brug af maling, der indeholder organiske opløsningsmidler. I dag kan man få den meste maling som vandbaserede opløsninger.

Organiske opløsningsmidler optages gennem lungerne eller gennem huden og kan give akutte eller kroniske skader.

Akutte skader opstår efter indånding af dampe og viser sig som hovedpine, svimmelhed, træthed og rusfornemmelse. Organiske opløsningsmidler kan desuden virke irriterende på slimhinderne i øjne, næse og hals. Derudover kan de nævnte opløsningsmidler give eksem ved kontakt med huden.

Kroniske skader viser sig efter langvarig påvirkning med organiske opløsningsmidler, hvilket primært har ramt malere og andre håndværkere, der før i tiden dagligt var udsat for stofferne i store koncentrationer. De organiske opløsningsmidler skader hjerne- og nervesystemet, og symptomerne viser sig som hukommelsessvigt, nervøsitet og irritabilitet. Skaderne kan medføre psykiske ændringer.

Ifølge Astma-Allergi Danmark har der været en stor stigning i allergitilfælde pga. midlet methylisothiazolinone (MI), som bl.a. anvendes i nogle malinger.

Hvad er en MAL-kode? 

Maling mærket med en såkaldt MAL-kode, der angiver malingens sundhedsrisiko. Koden består af to tal adskilt af en bindestreg. Det første tal angiver sundhedsrisikoen ved indånding, mens tallet efter bindestregen angiver sundhedsrisikoen ved kontakt med huden.

MAL-koden bør enten stå på malerbøtten eller et tilhørende sikkerhedsblad. I nogle tilfælde skal man bruge en QR-kode eller gå på nettet for at finde den. 

En vandbaseret maling til indendørs træværk vil er kodet med 00-01. Kodningen angiver, at der ikke er nogen sundhedsrisiko ved indånding, mens der eksisterer en mindre risiko for irritation af huden ved kontakt med malingen.

En oliebaseret maling til indendørs træværk er typisk kodet med 2-1. Den relativt høje sundhedsrisiko 2 ved indånding er typisk for oliebaserede malinger, der afgasser organiske opløsningsmidler.

Også produkter til fortynding af maling og lak er mærket med en MAL-kode. Eksempelvis har cellulosefortynder MAL-koden 5-3, hvilket angiver en høj sundhedsrisiko ved både indånding og kontakt med huden. Cellulosefortynder er samtidig mærket som "meget brandfarlig" og "lokalirriterende", hvor det sidste angiver gener ved kontakt med huden.

Hvilken type maling er mindst sundhedsfarlig?

Som hovedregel er vandbaseret maling mindst sundhedsfarligt, da vandbaseret maling normalt ikke indeholder organiske opløsningsmidler.
 
Ønsker du at bruge miljøvenlig maling, kan du vælge en type, der er mærket med enten Svanen eller EU-Blomsten. Miljømærkerne er din garanti for, at malingen opfylder en række sundheds- og miljømæssige krav. Blomsten og Svanen er officielle miljømærker i Danmark og administreres af Miljømærkning Danmark, der er en del af Dansk Standard.
 
Malingen kan også være mærket med Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark eller Indeklimamærket fra Dansk Indeklima Mærkning.

Hvordan reducerer du sundhedsmæssige risici ved maling? 

De største syndere hvad angår helbred og miljø, er maling- og lakfjernere samt sprøjtemaling. Ønsker du at bruge mindre farlige metoder til at fjerne maling med, kan du enten slibe den gamle maling ned eller fjerne den med en varmluftspistol. Alternativt kan du vælge en lakfjerner uden organiske opløsningsmidler.

Spraydåser og sprøjtemaling hvirvler de organiske opløsningsmidler rundt i luften, og er derfor bedst at undgå. Hvis du gerne vil bruge det, er det bedst at male udendørs med det, hvis det er muligt. Hvis du maler med det indendørs, bør du sørge for god ventilation i lokalet. Både ved indendørs og udendørs brug, bør du benytte åndedrætsværn.

Vælg vandbaseret maling indendørs og malinger mærket med Svanen, EU-blomsten og/eller Den Blå Krans. Det er også en god idé at vælge maling uden MI.

Det er ikke en god idé at male babyværelset, uanset hvilken maling du bruger, når den lille ny flytter ind. Babyer og små børn er særligt modtagelige overfor kemi, og der er risiko for astma- og allergi, hvis babyen udsættes for maling, der ikke er afdunstet. Der skal gerne gå et par måneder, fra man har malet, til en baby skal rykke ind i rummet.

I det hele taget bør man ikke opholde sig længe i et nymalet rum.  Afgasning fra maling er værst, den første uge efter at du har malet, så derfor bør der helst gå mindst en uge efter malingen, inden du opholder sig i rummet i længere tid. Som minimum bør du vente tre dage afhængig af typen af maling, og hvor hurtigt den hærder.

Børn er mere følsomme over for kemikalier i luften, og derfor er det en god idé at lade dem vente minimum to uger med at bruge deres nymalede værelse.

Du kan hurtigere og bedre slippe af med de sundhedsskadelige stoffer fra malingen ved at lufte grundigt ud med gennemtræk (hvis din bolig ikke har et godt ventilationssystem) i længere tid flere gange om dagen i en længere periode.

Ved rengøring af pensler, der har været brugt til oliebaseret maling, kan du bruge brun sæbe i stedet for terpentin eller cellulosefortynder. Brug varmt vand til rengøringen. Brun sæbe er ligeledes i stand til at fjerne rester af maling fra huden.