Kløver i græsplænen

Selv den mest velplejede græsplæne kan plages af voksende arealer med kløver. Læs her, hvordan du undgår og bekæmper kløver i din plæne.

kløver. græs. græsplæne.

Kløver i græsplænen behøver ikke at være et stort problem. Foto: Alex O'Neal

Er dit græsplænen ramt af store arealer med kløver? Frygt ej. Det behøver ikke være et vanskeligt problem at løse. 

Hvorfor kommer der kløver i en græsplæne?

Hvis du har kløver i din græsplæne, skyldes det, at der er for lidt kvælstof i det vækstlag, hvor græsrødderne befinder sig. Der er altid kløverfrø i luften, og når frøene lander på en græsplæne, vil de begynde at spire ligesom mange andre ukrudtsplanter.

Du vil især se kløver sprede sig, når dit græs vokser langsomt. Græs vokser langsomt, når indholdet af kvælstof er lavt, og så har kløver bedre mulighed for at vokse og sprede sig. 

Derudover har kløver den fordel, at der sidder små rodknolde på kløvers rødder. I rodknoldene findes nogle bakterier, som kan udnytte luftens naturlige indhold af kvælstof til at vokse yderligere. Kløver hører til ærteblomst-familien, og næsten alle i denne familie kan dette trick.

Brug plæne-rens eller kvælstof-gødning

Det gælder derfor alene om at give græsset bedre vilkår, og dette kan du gøre ved at anvende midler som sælges under navnet "plæne-rens".

Disse midler indeholder hovedsagligt kvælstofgødning, men du kan også benytte dig af almindelig NPK-gødning. Du strør gødningen ud på græsplænen i juli og august. Hver gang du gøder, strør du gødningen ud i en dosis på 2-3 kg. pr. 100 m2. 

NPK-gødning kan købes billigt, og du sparer derfor penge i forhold pakkerne med plæne-rens, som ofte er dyrere.  

Kvælstofindholdet i gødningen giver græsplanterne et stort energitilskud. Græsset vil begynde at vokse hurtigere og kraftigere. En bivirkning er derfor, at du skal slå græsset oftere. 

Det er ikke altid, at problemet løser sig med det samme. I så fald må du fortsætte den efterfølgende sæson og begynde at gøde med samme dosis i april, maj, juli og august.

Du kan også anvende kalksalpeter i stedet for NPK-gødning. Kalksalpeter har et større indhold af kvælstof. Men du må kun benytte kalksalpeter lige inden en stor regnbyge. Alternativt skal du vande din plæne grundigt, når du har gødet med kalksalpeter. Hvis plænen ikke vandes, svides græsset af, og det bliver gult. NPK-gødning giver ingen svidningsskader. 

LÆS OGSÅ: Ny græsplæne

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab