Køb flexbolig i stedet for sommerhus – så meget sparer du

Flexboliger lokker med åbne vidder og ingen bopælspligt, og prisen for en flexbolig til salg er langt lavere end et sommerhus. Læs, hvor meget du kan spare på en flexbolig.

Flexbolig fremfor sommerhus

Flexboliger er typisk ældre helårshuse i landdistrikter, ofte i dårlig stand og langt fra badestrand. Til gengæld får du masser af ro og afstand til naboerne. Illustration: Lars Andersen

Der er mange penge at spare, hvis du køber en flexbolig i stedet for et almindeligt sommerhus. I populære områder kan du finde flexboliger til salg til mindre end halv pris af et sommerhus. 
Flexboliger er typisk ældre helårshuse i landdistrikter, ofte i dårlig stand og langt fra badestrand. Til gengæld får du masser af ro og afstand til naboerne.

Hvad er en flexbolig?

Flexboliger er helårshuse, som kan anvendes uden bopælspligt. Du kan altså bo et andet sted og samtidig eje en flexbolig – lige som med et sommerhus.

Typisk er det huse på landet, som er svære at sælge og forfalder, der kan få status af flexbolig. De potentielle købere kan ansøge kommunen, om de kan købe et bestemt hus som flexbolig, og kommunen bestemmer, om huset får tilladelse til at blive en flexbolig. Idéen er, at husene kan købes som fritidshus og på den måde skabe nyt liv til et område.

En opgørelse foretaget af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter viser, at der i primo 2015 var blevet udstedet 384 flexboligtilladelser på baggrund af ca. 500 ansøgninger.

LÆS OGSÅ: Bopælspligt

Få en flexbolig på Bornholm til halv pris

Ifølge beregninger baseret på tal fra Realkreditforeningen var kvadratmeterprisen i 2015 for et helårshus midt på Møn 45 procent lavere end for et fritidshus. På Bornholm koster en flexbolig omtrent det halve af et sommerhus, mens du på Lolland kun skal betale en tredjedel for det samme antal kvadratmeter bolig, hvis du vælger et helårshus frem for et konventionelt sommerhus.

Prisforskellen er kendt i Boligøkonomisk Videncenter, hvor bopælspligten i helårshuse får en del af skylden for den store prisforskel i de dele af landet, hvor ledigheden er forholdsvis høj. Direktør Curt Liliegreen forklarer, at der er en sammenhæng mellem bolig- og arbejdsmarkedet:
- I yderområder som Falster og Bornholm vil man se, at fritidsboliger er dyrere end helårshuse, fordi prisen er afhængig af, om der er job i området.

Hvem køber flexbolig?

Flexboligkøberne er typisk byboere, der klager til ejendomsmæglerne over manglen på gode og billige sommerhuse. Så fortæller mæglerne dem om flexboliger. Det har de aldrig hørt om.

Ifølge ejendomsmægler Nicolaj Thorsbro på Møn er den typiske flexboligkøber et par fra København i starten af 50’erne eller 60’erne, der vil afprøve drømmen om et liv på landet. Han oplever, at flexboligerne er en lidt skjult mulighed for boligkøberne på udkig efter et sommerhus. Køberne kan teste drømmen ved at bo i en flexbolig, inden de vælger at flytte permanent væk fra deres første bolig.

- De går efter nedlagte landbrugsejendomme eller et lille hus, der ligger for sig selv. De har drømmen om at komme på landet og være for sig selv og finde fred og ro i modsætning til sommerhusområderne, hvor der er naboer hele vejen rundt om huset, forklarer Nicolaj Thorsbro.

LÆS OGSÅ: Flexbolig: Højt til himlen og langt til naboerne

Sådan spotter du en flexbolig til salg

  • I nogle annoncer nævnes det, at boligen er egnet som flexbolig. Du kan også søge på ordet.
  • Står der ikke ”flexbolig” i annoncen, kan det stadig være muligt at anvende helårshuset som fritidsbolig.
  • 24 ud af landets 46 yder- og landkommuner har givet tilladelse til flexbolig.
  • Det tager typisk under en uge at få en flexbolig godkendt.
  • Realkreditforeningerne finansierer typisk 60-80 procent af husets værdi.
  • Husk at tage forbehold for flexboliggodkendelse i købsaftalen.

Kilder: Vordingborg Kommune, EDC, Realmæglerne, Oxford Research

400 boliger er blevet til flexboliger

Flexboligordningen blev vedtaget af Folketinget i 2013 og er tilsyneladende endnu ikke slået igennem på boligmarkedet. Frem til udgangen af 2014 er der på landsplan givet omkring 400 tilladelser, fortrinsvis i udkants- og landkommuner.

Den ukendte ordning kan være mæglernes egen fejl. På boligsiden.dk er ”flexbolig” et af de mest populære søgeord, men kun 630 boliger er markedsført som flexboliger (en bolig kan godt markedsføres som en flexbolig, selv om den ikke har status som flexbolig).

Flexboligordning: Tilladelse til flexbolig følger boligen

Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, mener, at ordningens manglende gennemslag skyldes den oprindelige regel om, at kommunen skulle godkende ejendommen som flexbolig hver gang, den blev handlet. Det skabte usikkerhed hos køberen om, hvorvidt han ville være i stand til at sælge huset igen på et senere tidspunkt.

Men siden januar 2016 betyder nye regler, at tilladelsen følger ejendommen i stedet for ejeren. Med de nuværende regler har alle omkring ejendomsbranchen et ansvar for at fortælle forbrugerne om mulighederne, mener formanden for mæglerne.

Flere flexboliger på vej

- Ordningen var ikke attraktiv nok, da den fulgte ejeren i stedet for ejendommen, fordi man ikke havde den samme salgssikkerhed som nu. 630 flexboligannoncer er for lille et antal i forhold til den nuværende ordning, og potentialet er klart større, fordi de mulige købere endnu ikke har fået øjnene op for muligheden.

- Når de nuværende ændringer bliver kendt, vil der komme flere annoncer for flexboliger, og jeg er jeg ikke et sekund i tvivl om, at antallet af solgte emner nemt vil stige til mellem 700 og 1.000 boliger årligt, siger Torben Strøm.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab