Frokost i det grønne - hver dag. Sådan er virkeligheden for en børnefamilie, der har valgt at bygge et kubistisk træhus inde midt imellem træerne i et hyggeligt villakvarter i Klampenborg.

Og udsigten til det grønne bliver udnyttet til fulde - det rummelige køkkenalrum er med de store vinduespartier på toppen af huset er placeret, så man føler, at alle måltider bliver indtaget inde mellem træernes grønne blade.

- Det var vigtigt for os at fælde lige præcis nok træer til at få lyset ind og samtidig beholde fornemmelsen af skov omkring os. Det er næsten som at sidde i trækronerne, når vi kigger ud fra terrassen eller køkkenet, fortæller ægteparret, da Videncentret Bolius talte med dem i 2011.

Stejle skrænter på grund

Deres nyopførte villa på 230 m2 ligger på det oprindelige Hvidøre Batteri, som frem til 1920 var en del af Københavns nordlige forsvarslinje Nordfronten. Grunden er præget af bastionens oprindelige stejle skrænter, og det betyder, at den samlede højdeforskel på grunden er over 10 meter. Derfor er boligen tegnet, så det udnytter grundens terrænforhold optimalt, og huset er indrettet i 3 etager, som breder sig ud over det skrå terræn. 

Nedre etage har adgang fra en forplads og er indrettet med garage og værksted, hvor husets mandlige ejer kan rumstere med sine kunstflyvere og motorcykler.

5,5 meter høje skydedøre og tagterrasse

Hovedetagen rummer spise- og opholdsrum, og der er udgang til den sydvendte have og husets 'greenroom' som med 5,5 meter høje skydedøre kan åbnes op som gårdhave eller lukkes til som en pragtfuld udestue.

Øvre plan er indrettet med soveværelser, og det store forældresoveværelse har udgang til en tagterrasse mod vest.

Hus i cedertræ og vinduer af mahogni

Huset udført i en enkel trækonstruktion, som udvendigt er beklædt med cedertræ, mens vinduespartierne er af mahogni. Indvendig er væggene pudset med hvid gips, mens gulvene er af douglasfyr, og lofterne er udført med fyrretræslister monteret på træbetonplader, som sikrer en perfekt akustik. Hele ruminddelingen drejer sig helt bevidst omkring køkkenet.

- Køkken og spiserum er midtpunktet i huset, og de store glaspartier fra gulv til loft giver en oplevelse af næsten at sidde i de gamle træers top med udsigt over de gamle villaer i området og Dyrehaven mod nord, forklarer byggeriets arkitekt Christian Karlsson.

Kigget fra køkkenet og gennem huset brydes op af de runde former på søjlerne, som forbinder husets etager. Buerne fra søjlerne har samtidig skabt to buede brusenicher, som har fået deres specielle form understreget af knaldrøde mosaiksten.

Glaspartier giver lys og luft

Haven og grundens skråninger er anlagt helt enkelt med græs og bunddække af vedbend, mens opholdsarealerne er belagt med sorte fortovsfliser, som også er brugt i husets greenroom.

Som en modreaktion mod bl.a. parcelhusets lukkethed, hvor kontorgangen med de mange rum savner gennemsigtighed, tegnes de fleste moderne huse i dag med store glaspartier og ekstra højde i de mest brugte rum.

- Luft og lys er den røde tråd i dag, siger arkitekten, som har tegnet huset mellem træerne i tæt samarbejde med beboerne.

Familie med til at sætte præg på nyt hus

Det var vigtigt for familien, at de var med i hele processen og følte, at der var en fælles forståelse for deres ønsker og drømme, og de muligheder som arkitekturen rent faktisk tillader.

- Gennem de forskellige processer i byggefasen bliver man mere og mere opmærksom på rummene og deres funktion. Derfor er vi glade for, at det var muligt at tage højde for nyopståede behov, som ikke var helt umiddelbare på tegningen fra starten, fortæller beboerne.

Byggegrund var et stort vildnis

Arkitekten havde egentlig lavet et oplæg til en tegning over et andet hus på den skrånende grund i Klampenborg til en anden interesseret køber af den tomme skovede grund. Dengang var grunden et stort virvar af buske og træer, som meget få kunne se muligheden i. Og de første potentielle købere sprang da også fra. Men de nuværende ejere hoppede med på ideen.

- Vi søgte noget helt andet, som ingen af os havde prøvet før. Hvor vi fik maksimal natur ind i det lille villaområde, som huset ligger i, og en regnvåd novemberdag, mens grunden stadig var et stort vildnis, kravlede jeg med møje og besvær op ad skrænten. Og der gav jeg faktisk op. Det virkede helt uoverskueligt, siger manden i huset.

Så lyset med arkitekttegning

Så efter at være kørt skuffede hjem, gik der et halvt års tid, før parret via en ejendomsmægler hørte, at der faktisk lå en stregtegning af et hus på grunden, som ikke var blevet realiseret. Den tegning fik parret fingre i.

- Og hovsa! Pludselig kunne vi se den ideelle kombination af land og by, skov og natur, fortæller ejerne, som ikke havde tænkt i retningen af et arkitektegnet hus fra begyndelsen.

- Mange af de arkitektegnede huse, som vi havde set, manglede hygge. Vi syntes, at æstetikken ofte tager luften ud af det liv, der skal leves i huset, mener parret.

Nej til for mange hvide vægge

Netop af den grund fravalgte parret for mange hvide vægge i huset, og derfor har de fået billedkunstner Malene Landgreen til at skitseret farverne overalt i huset. Køkkenets åbne pejs, messingvasken og køkkenbordets mørkerødlige glød har derfor været vigtige valg for at skabe hygge i boligen.

Den største udfordring var at få lyset ned til og ind i huset, som vender mod nord og ligger på en lang smal grund. Løsningen blev at grave træhusets 3 etager ind i skrænten. Piloteringen krævede 36 betonpæle, som er støbt ned i jorden i 11-18 meters dybde.

Alle kvadratmeter bruges i stort hus

Men resultatet har været alle besværlighederne værd.

- Rummenes sammenspil og materialevalget gør, at vi faktisk bruger alle kvadratmeterne. I andre større huse oplever vi ellers ofte, at der kun 'leves' i et eller to rum, og resten af kvadratmeterne er dermed lidt spildte. Det ville vi undgå, siger beboerne.

Skydedøre giver privatliv

Som et ekstra plus kan hele familien mærke hinanden, uanset om den ene sidder på kontoret eller i dagligstuen, og børnene opholder sig med nogle venner i køkkenet. Skydedørene sikrer dog lidt privatliv, hvis det ønskes.

- Vi er særligt glade for den høje vinterstue, som bare skulle være en terrasse i begyndelsen. Men efter et par fornuftige tanker blev løsningen en kombination af terrasse og vinterstue, hvor man kan skyde de store vinduer helt fra, så der er uhindret udsigt og mulighed for at grille om sommeren. Det samme er også muligt i køkkenet, hvor vinduerne kan skydes helt til siden, så der er frit udsyn til skoven udenfor, fortæller husejerne.

Fakta om huset

  • Huset ligger på en kuperet grund i Klampenborg og stod færdigt i 2008.
  • Huset er på i alt 230 m2 og tegnet af arkitekt Christian Karlsson. 
  • Huset er bygget i 3 plan, nederste plan indeholder bryggers, garage og depot, mellemste etage indeholder køkkenalrum, greenroom, bad og opholdsstue. På øverste etage ligger 3 værelser, badeværelse og terrasse
  • Huset er udført i en trækonstruktion, beklædt med cedertræ, vinduerne er af mahogni. Indvendig er væggene pudset med hvid gips, mens gulvene er af douglasfyr og lofterne er udført med fyrretræslister monteret på træbetonplader.