For at få overblik over den lange række af beslutninger, der skal tages for at lave et nyt køkken, er det en god idé at dele projektet op i forskellige faser, som her er opstillet i en nogenlunde kronologisk rækkefølge:

  • Planlægning
  • Indretning af køkkenet 
  • Valg af rådgivere
  • Budget og afklaring med banken
  • Tilbud og aftaler med håndværkere og køkkenfirma - husk at sammenligne priser og tilbud
  • Forsikring
  • Den praktiske udførelse
  • Afleveringsforretning

Planlægning af nyt køkken

Der skal træffes mange beslutninger, når du skal have nyt køkken, så det er en god idé at bruge tid på planlægningen. Start med at overveje, hvordan du bruger dit nuværende køkken. Er du til den store kogekunst, eller kan mindre gøre det? Hvad fungerer godt, og hvilke ønsker og drømme har du til det nye køkken.

Også de tilstødende rum har betydning for planlægningen af køkkenet. Hvordan skal køkkenet ligge i forhold til resten af boligen. Hvordan går I til og fra køkkenet? Hvor langt er der til stuen, og skal der fx være en udgang til terrassen eller haven?

Tænk også på de faste rutiner og vaner. Hvor mange laver mad? Er der kun én ad gangen, der laver mad, eller er I ofte hele familien, der laver mad sammen, så der er brug for mere plads og albuerum? Skal der fx være plads til, at børnene laver lektier, mens du laver mad. Eller vil du gerne have plads til at kunne dække op til mange gæster.

Det er vigtigt helt fra starten at få afklaret, om det eksisterende køkken skal bygges helt eller delvist om, og om du fx skal inddrage et tilstødende rum. 

Du skal selvfølgelig også finde ud af, hvilken stil dit nye køkken skal have. Her kan du hente inspiration i magasiner og bøger, på internettet og hos køkkenfirmaerne.

Indretning af køkkenet

Køkkenet skal indrettes praktisk, så det fungerer som arbejdsplads, både når der skal laves hverdagsmad og festmenuer. Tænk især over, hvordan du vil indrette de tre vigtigste arbejdspladser, nemlig vask, kogeplader og tilberedningsplads. De skal placeres logisk i forhold til hinanden og med skabene anbragt, så du kan få fat i det, du har brug for, når du laver mad.

Du skal også tænke over, hvilke materialer du ønsker, at modulerne og bordpladerne i dit køkken laves af. Materialerne har forskellige styrker og svagheder, og det er vigtigt at vælge materialer, der kan holde til det brug og slid, som kommer når køkkenet bruges.  

Det vigtigste er at vælge materialer, der har den rette holdbarhed og som kun skal vedligeholdes i det omfang, du ønsker og kan overskue. Et nyt køkken koster mange penge og sætter et stort klimaaftryk, når det produceres. Derfor er det vigtigt, at det er lavet til at holde så længe som muligt, og optimalt set først bliver taget ned, den dag det er slidt ned og ikke fungerer mere.  

Valg af rådgivere

En arkitekt kan være en god rådgiver at have med lige fra startfasen af projektet. Arkitekten kan bidrage med inspiration og idéer til løsninger, som du måske ikke lige selv ville komme på. Et skitseforslag fra en arkitekt er en god måde at få sat billeder på de ønsker og drømme, du har for dit nye køkken. 

Et større køkkenprojekt er en kompliceret opgave at holde styr på. Derfor er det betryggende at have en arkitekt eller anden byggesagkyndig til at styre projektet og føre kontrol med, at det skrider frem efter planen og uden fejl og mangler. 

Du kan også få god hjælp af en rådgiver i et køkkenfirma. Men husk, at det ikke er uvildig rådgivning, da han eller hun selvfølgelig gerne vil sælge dig lige netop sit firmas køkkenløsning. Husk derfor altid at sammenligne priser og tilbud. 

Foruden design og økonomi kan du også have køkkenets bæredygtighed in mente, når du skal vælge rådgiver og køkkenleverandør. En let måde at finde ud af, om køkkenet er designet med fokus på bæredygtighed, er ved at kigge efter miljømærkerne.

Hvis køkkenet er mærket med fx FSC-mærket, Indeklimamærket eller Svanemærket, er du sikret henholdsvis, at dit køkken er lavet af træ, der ikke kommer fra fældningstruede regnskove, at malingen og limen i køkkenmodulerne ikke afgasser uønskede kemikalier, og at køkkenet er produceret mere klimavenligt.   

Budget og afklaring med banken

Når du har fundet ud af, hvilket køkken du gerne vil have, er det tid til at se på den økonomiske side af projektet. Hvor mange penge kan og vil du bruge på køkkendrømmen? Du kan med fordel kontakte dit penge- og realkreditinstitut, der kan give dig gode råd til finansieringen.

Det bedste du kan gøre for at sikre dig, at økonomien for dit køkkenprojekt holder, er at lægge et gennemtænkt og detaljeret budget. Jo bedre du planlægger projektet, jo mere præcist og sikkert et budget kan du lægge.

Ønsker du et højkvalitetskøkken, men har svært ved at få det til at passe ind i budgettet, kan du overveje at købe dit køkken brugt. Et højkvalitets køkken kan ofte holde til flere familiers brug, inden det er udtjent, og der er i dag mange gode muligheder for at købe brugte køkkener over nettet og hos visse forhandlere.  

Du kan også overveje, om det er hele køkkenet, der skal udskiftes eller kun dele af det, for på den måde at sænke den samlede pris og overholde budgettet.  

Ønsker du et højkvalitetskøkken, men har svært ved at få det til at passe ind i budgettet kan du overveje at købe dit køkken brugt. Et højkvalitets køkken kan ofte holde til flere familiers brug inden at det er udtjent., og der er i dag mange gode muligheder for at købe brugte køkkener over nettet og hos visse forhandlere.  

Punkter til budgettet for et nyt køkken

Vi tager her udgangspunkt i en totalrenovering af et nedslidt køkken. Nedenstående punkter er et eksempel på de overvejelser, du bør gøre dig, inden du lægger et budget for ombygningen af dit køkken.

  • Hvem fjerner det eksisterende køkken? Og kan det brugte køkken sælges videre eller bruges igen på anden vis? 
  • Er der nogle af de faste installationer, der skal fjernes? Indhent pris på eventuel flytning og genetablering.
  • Skal der nyt gulv? Indhent fast tilbud.
  • Skal der nyt loft? Indhent fast tilbud.
  • Skal der evt. laves et nyt vindue i en ydervæg? Indhent fast tilbud.
  • Hvem skal lave malerarbejdet? Du eller en maler?
  • Har du brug for en elektriker? Skal der laves nye udtag, eller er der noget, der skal flyttes?
  • Har du brug for en vvs'er? Skal du have flyttet vandforsyning og/eller afløb?
  • Hvad koster dit nye køkken, inkl. alle hårde hvidevarer, lys, møbler m.m.? Er det muligt at købe dit nye køkken brugt?
  • Hvem skal montere køkkenet, og hvad koster det?
  • Finish og aflevering.
  • Oprydning og rengøring.

Det er meget svært at lægge et realistisk budget for et køkken, hvis man ikke har stor erfaring med den type projekter. Derfor er det en god idé at få et køkkenfirma og/eller en byggesagkyndig til at hjælpe med at udarbejde budgettet. Hvis du køber hårde hvidevarer gennem køkkenfirmaet, skal du være opmærksom på, at firmaet kan tage høje avancer. Du kan spare mange penge ved selv at kontakte en hårde hvidevarer-forhandler, som ofte kan give et godt tilbud, hvis du køber flere ting på samme tid.

Sæt desuden altid et ekstra beløb af til uforudsete udgifter, gerne 10 procent af det samlede budget.

Forsikring

Du bør kontakte dit forsikringsselskab, før du går i gang med et større køkkenprojekt, der kræver, at du bygger huset om. Ellers risikerer du, at husforsikringen ikke dækker i tilfælde af brand og storm. 

Det kan også være en god idé at tegne en entreprise- eller all risk-forsikring, så du er sikret mod tyveri af byggematerialer, skader på byggeriet m.m. Normalt dækker køkkenfirmaets eller håndværkerens forsikring den slags skader, men hvis de viser sig ikke at være så godt forsikret, er det rart selv at være dækket ind.

Sammenlign altid priser og tilbud

Der er flere forskellige modeller for, hvordan du kan få udført dit køkkenprojekt:

  • Du kan få et køkkenfirma eller et håndværkerfirma til at stå for det hele.
  • Du kan også få håndværkere (murer, tømrer og vvs’er) til at gøre rummet klar og blot få køkkenfirmaet til at sætte køkkenelementerne op.
  • Du kan vælge selv at stå for dele af projektet.

Vær opmærksom på, at en del vvs, kloak og elarbejde skal udføres af en autoriseret håndværker. Det gælder fx, hvis du skal have nedlagt eller flyttet installationer med strøm, gas, vand, afløb.

Det er en god idé at indhente flere forskellige tilbud fra håndværkere/køkkenfirma og sammenligne dem. Se ikke blot på prisen, men sammenlign også kvalitet, design, levering, montering, aflevering og kommende vedligeholdelse. 

Det er meget vigtigt, at du indgår en klar, skriftlig aftale med håndværkerne, som i detaljer beskriver, arbejdsopgaver, vilkår, tidsplaner, samt hvornår de forskellige rater af betalingen skal falde. Betal altid kun for arbejde, der er udført, og hvor kvaliteten er kontrolleret.

Den praktiske udførelse

Først når alt er planlagt, og alle aftaler er på plads, kan håndværkerne gå i gang med udførelsen af dit nye køkken. 

Et køkkenprojekt kan typisk opdeles i følgende hovedopgaver:

  • Det eksisterende køkken tages ned.
  • Vvs-installatør etablerer evt. nye rør og afløb.
  • Elektriker fører el i væggen.
  • Murer støber gulve, pudser vægge og monterer fliser m.m.
  • Tømrer laver loft.
  • Maler finpudser vægge, sætter væv op og maler.
  • Køkkenets elementer og hårde hvidevarer monteres.
  • Vvs-installatør monterer armaturer, afløb, vaske m.m.
  • Køkkenet er klar.

Afleveringsforretning

Når køkkenet er færdigt, er det en god idé at gennemføre en såkaldt afleveringsforretning. Her gennemgår du sammen med håndværkerne, køkkenfirmaet og din byggerådgiver byggeriet for fejl og mangler.

Hvis en af håndværkerne eller køkkenfirmaet har haft hovedansvaret for projektet, laver du afleveringsforretningen med ham eller hende. Ved afleveringsforretningen skal I aftale præcis, hvilke fejl der skal udbedres, og hvornår arbejdet skal være udført.