Lær at elske dit mos

Mos er for de fleste haveejere en pestilens, der skal bekæmpes, og det gør vi med stor ihærdighed. Men du kan også bruge mos aktivt.

I Japan har de tradition for at bruge mosset aktivt. Foto: Jesper Carl Corfitzen

De fleste kender problemet: Efter en lang vinter ser din græsplæne slidt ud, og mosset har taget magten fra græsset. Her går de fleste så nærmest pr. refleks i gang med løvrive og plænelufter, og vi henter den ene sæk kalk og gødning efter den anden for at få en smuk græsplæne.

Men måske skulle vi anskue problemet anderledes og spørge os selv, om vi overhovedet behøver en stor græsplæne, der hvert år kræver så mange ressourcer.

Mos er nemmere at passe end græs

I Japan har de tradition for at bruge mosset aktivt. Fugtige områder i skyggen udlægges til deciderede moshaver, hvor mos dyrkes til det perfektionistisk smukke. Her går plejen ikke ud på at udradere mosset, men vedligeholde det.

Måske skal du tage græsplænen op til revision, sænke skuldrene og omfavne mosset som en værdi frem for et problem.

Mosser er smukke vækster og for mig en del af havelivet og ikke en trussel.

Jesper Carl Corfitzen, Bolius' haveekspert

Sådan får du mere mos i haven

Mos trives ikke kun i plænen, men vokser også på fx stenbelægninger, pyntesten og træstubbe. Herfra kan du tage totter af mos, skylle det, smide det i en blender med kærnemælk og øl og derefter smøre det på steder, hvor du gerne vil have mos til at vokse frem.

I min egen have har jeg et afslappet forhold til mos. Problemet er løst med en mindre græsplæne, og de steder, hvor mosset gror, får det lov til at blive. Mosser er smukke vækster og for mig en del af havelivet og ikke trussel. Hvis du går ned på alle fire og studerer væksterne i detaljer, vil der åbne sig et helt nyt billede af planten.

Lad planterne fjerne mos

Fastholder du stadig, at din græsplæne skal være mosfri, kan du også gå en anden vej og invitere flere planter ind på plænen – planter, som vi i dag bekæmper med lige så stor ihærdighed som mos. Det er fx kløver, bellis og violer. Disse planter vil i sig selv give mos svære vækstbetingelser. Her får du en plæne næsten uden græs, men fuld af naturligt forekommende planter i smukke farver, som tilmed har den fordel, at den kun skal slås få gange om året.

HØR JESPERS PODCAST: Podcast: Mig og min have

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab