Lav tapet-patchwork på din væg

Tapet og kraftigt papir kan du bruge som dekoration i din bolig. Lav fx et stort tapet-patchworkmønster i alverdens farver, der liver stuen op. Få spændende tricks fra bolig stylist Eva-Maria Wilken her.

Brug af tapet og papir i dit hjem er en af mest taknemmelige og hurtige metoder til at skabe nye rum og forandringer i boligen på, forklarer boligstylist Eva-Marie Wilken.

- Det skaber stor personlighed i din bolig og behøver hverken blive dyrt eller være svært at føre ud i livet, forklarer hun.

Sådan skaber du et balanceret mønster

tapet som pynt på væggene

Brug forskellige typer af tapeter til at skabe et patchwork på væggen. Foto: Martin Sølyst.

  • Understøt eller skab kontrast til de farver, der allerede er i rummet, hvor du vil lave patchworkvæggen. Skab fx et farve-mekka i et ellers hvidt rum – eller bind et rums mange farver sammen med et relativ ensfarvet patchwork-væg. Gør dig klart, hvilken effekt du går efter: Lyst og roligt – eller pangfarver og kontrast.
  • Husk overskueligheden. Kontraster er godt i et begrænset omfang, så pas på med en stue, der kun består af pangfarver. Omvendt skal du også være varsom med en stue, der er helt hvid eller primært domineret af én farvetone, idet det kan blive ensformigt.
  • Skab steder øjet kan hvile - selv på en vild væg med mange udtryk. Sørg for en balance mellem ensfarvede, små- og stormønstrede tapeter. Find særlige tapetrester
  • Tjek farvehandlere for ruller med tapet-rester.
  • Gå efter kraftige kvaliteter. De er nemmere at klippe ud og smøre klister bag på.
  • Mix højst tre farver/mønstre, og vær opmærksom på, at farverne sammensat giver det udtryk, du søger.

LÆS OGSÅ: Indret fedt med arvestykker

Sæt tapet på trappetrinene

Brug også tapet som dekoration på din trappes forstykker, der kaldes ’stød’. Det giver en let men skøn effekt, og giver dit trapperum stil og kant. Du kan også blot klippe enkelte figurer ud og klistre på den overflade, stødene har i forvejen.

Husk: Gå efter at forstærke eksisterende farver i rummet – eller skab kontrast til samme.
Godt at vide: Mål trappens stød, og sørg for at højden x bredden fordeler sig pænt ift. Tapetets mønster, dvs. at tapetets venstre side er ens og starter med samme motiv på alle trin. Det giver ro i udtrykket. Klip tapetfelterne ud, og klæb op med Flüggers tapetklæber 290.
Sørg for at have nok, så du ikke løber tør midt i arbejdet.
Tip: Ønsker du en blank overflade, kan du give hele fladen på trappestødene en vandig lak. Gerne to lag.

Planlæg et varieret tapet-patchworkmønster

  • Mål væggen op og find ud af, hvor brede de enkelte patchwork-felter skal være og planlæg mønsteret. Felterne skal hverken være for store eller for små for at give en god effekt. Et mål på cirka 30 x 30 cm er ofte godt. Større felter giver et roligere, mere ensartet udtryk end mindre felter. Til gengæld kan mindre felter virkelig give en patchwork-fornemmelse i rummet, der kan være flot, hvis fx resten af stuen er enkelt indrettet.
  • Lav lodrette og vandrette streger med blyant på væggen, så du tydeligt kan se, hvor felterne går. Træd et skridt tilbage – betragt væggens ternede mønster – ser det jævnt ud?
  • Centrer over fx dobbeltdøren ind til spisestuen eller andet, der ’opdeler’ din væg, det giver det flotteste flow i mønsteret.
  • Mange gamle huse og lejligheder er skæve af tidens tand, så her er du måske nødt til være kreativ med optegningen. Du kan vælge at lade overkanten gå op til loftet og placere de andre herefter, selvom det betyder skæve vinkler lang gulvpanelet. Hernede kan ’skæve’ mål være lettere at skjule med et møbel. Bruger du vaterpas, vil du måske få skævheder i alle kanterne - og det kan give et rodet look.
  • Forsøg dig evt. med at sætte et par udklippede tapetstykker op med et stykke ombukket tape bag på, så du får en fornemmelse af effekten i rummet.

LÆS OGSÅ: Dekorér med tapet, papir og avis

Klæb tapeten forsigtigt op

  • Klip tapeterne ud i det valgte mål, når du har besluttet dig. De fleste skal formentlig være i lige store felter.
  • Brug tapetklæber til at klæbe tapetet op med. Eva-Maria Wilken bruger selv Flügger 290, fordi ’den er god og stærk’, forklarer hun.
  • Smør klæberen på papiret og ikke på væggen. Så er det nemlig nemmere at flytte rundt på papirstykket.
  • Klæb ét stykke op ad gangen, så du kan holde pause, når du er træt.
  • Stød fladerne sammen, når du sætter stykkerne op. Og husk: Du kan ikke klippe tapetet helt nøjagtigt til, så du er nødt til at prøve at støde felterne sammen og se, om det ser godt ud. Prøv evt med et lille overlap.
  • Lad tapetet tørre i et par timer – tjek evt. i et hjørne, om limen er tør.
  • Skær overflødigt tapet af forneden eller i siden med en skarp hobbykniv.

Eva-Marie Wilken

Boligstylist Eva-Marie Wilken er uddannet håndarbejdslærer og dekoratør, og hun er særligt interesseret i at ændre eksisterende boligløsninger med få midler og se nye, spændende projekter tager form.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab