Hver eneste dag, når Line Bjørk Holtse går ud i sit køkken, glæder hun sig over det, hun selv beskriver som sit bedste køb i 2017 - artiklen er fra 2018. På væggen over køkkenbordet har hun nemlig valgt cementfliser, der er lagt i et sildebensmønster.  

– Jeg synes, de er megafine, og jeg synes virkelig, de giver noget til rummet. Hver dag tænker jeg ”ej, hvor ser det flot ud,” fortæller Line og kaster et blik ud mod køkkenet i parcelhuset i Ballerup, som hun overtog sammen med kæresten i 2015.

Grøn flise gør køkkenet hyggeligt

Køkkenet var noget af det første, de renoverede, men i to år var køkkenvæggen hvid. Line og kæresten Kasper talte om at male den en flot farve, men så fik Line idéen med fliser efter at have kigget på de sociale medier, hvor hun også fik inspiration til sildebensmønsteret. Først overvejede hun den blanke, hvide metroflise. 

– Men så faldt jeg over de her fliser og syntes, at de passede helt perfekt. De giver mere kant og personlighed og måske lidt mere varme og gør rummet mere hyggeligt at være i, siger Line. 

Også på gulvet er der fliser, nemlig en keramisk, glaseret flise med navnet ”Factory” fra Evers.

Håndlavede fliser på gulv og væg

Fliserne er håndlavet, og ikke to af dem er helt ens – ligesom fliserne på køkkengulvet, hvor Vida på syv måneder ligger på maven og kigger rundt, mens storebror Marley på tre år er i børnehave. 

– Jeg kan godt lide, at det ikke er snorlige; at der ligesom er et spil i fliserne, siger Line.

For nogle måneder siden var den nye flisevæg færdig. At det er en iøjnefaldende flise, indebærer dog også den risiko, at hun måske bliver træt af den om fem år, indrømmer Line. 

– Så tager vi dem ned og sætter noget nyt op. Sådan en er jeg, siger hun.

Om vægflisen

  • Håndlavet cementflise Stix i farven ”russian blue black” fra firmaet Marokk. 
  • Mål: 30,5 x 6 x 1,6 cm. 
  • Pris: 1.300 kr./m2. 
  • Skal imprægneres og vokses efter opsætning, så de bliver robuste over for snavs – midlerne kan købes med fliserne. Efter 1-2 år renses og imprægneres igen. 
  • Rengøring ved vask med naturlige sæber tilført voks – evt. særlig pletfjerner. 
  • Flisen er fiberforstærket uden tilsætningsstoffer. Kan bruges på væg og gulv i badeværelset og andre rum samt udendørs, hvis de får den rette imprægnering. 
  • Farven vil fade 10-20 procent over 20-30 år.

Læs mere på marokk.dk