Livet på landet er ikke altid lykken

Drømmen om at bo på landet bor i mange byboere, men de fleste søger mod byen. En enlig kvinde og en familie valgte at flytte på landet, men endte med at flytte tilbage til København.

Tegning viser journalist, der foran et kamera siger: ”Flere og flere flytter som bekendt ud på landet”, mens en flyttebil med en familie kører ind mod byen

Det er en myte, at mange flytter på landet. De fleste flytter til byen og i særdeleshed København. Illustration: Lars Andersen

Vi kender den alle. Den eventyrlige fortælling om dem, der rykkede teltpælene op og ud, hvor de nu kan se langt og skue hele himlen, høre fuglene pippe og mærke hinanden i fred fra storbystress, røg, støj og møg. Hvor de kan leve det sande liv. Aviser og dameblade – og især yderområderne selv – fortæller så ofte, det kan lade sig gøre, så det faktisk kan virke som om, at der i disse år er en lind strøm af hipsterfamilier fra Vesterbro, der rykker ud og lever det idylliske landliv – at der ligefrem er tale om en tendens.

Men det er der ikke, lyder det tørt konstaterende fra Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter. 

- Hvis vi skal tale om en motorvej af demografi, så går strømmen kun én vej – og det er mod København. Byens uddannelser tiltrækker unge fra hele landet og kulturlivet mere modne tilflyttere. Jeg kan afkræfte, at der skulle være tale om en motorvej af udflyttere fra Hovedstaden til Vandkantsdanmark. Tallene er helt tydelige her.

Curt Liliegreen fortæller, at den eneste udflytningstendens i Videncentrets valide, statistiske materiale består af de unge byboere, der når de stifter familie flytter ud i omegnskommunerne.

Yderområde-romantik får urealistisk mediedæknin

- Men denne nettoflyttebevægelse er geografisk kort, man flytter ofte fra lejlighed til hus tættest muligt på byen, hvor man arbejder. Det handler om økonomisk råderum, om du har råd til at købe hus tæt på en større by og om tid. Det er ikke den store ulykke at pendle til Aarhus fra oplandet, men til København… Det kan være en problematisk faktor, for her er trafikken tung og tager lang tid. Derfor er kommuner som Rødovre, Hvidovre og Herlev, der grænser op til Københavns Kommune, meget populære.

Han protesterer mod, at ejendomsmæglere, fremtidsforskere og andre professionelle historiefortællere, der har en interesse i at tale yderområdernes opblomstring op, får så meget taletid og emnet så massivt fokus. 

- Det er ren eventyrfortælling. Faktum er, at når folk er 45 år, flytter stort set ingen nogen af stederne. Kig bare på Carlsberg ejendomme midt i Valby. Her troede man, at man kunne tiltrække ældre til byen, men det er gået skidt. Min holdning er, at det store fokus på udflytning til vankanten mest består af menneskerelaterede anekdoter og drømmehistorier – ikke evidensbaseret data. Vi har i Danmark verdens mest detaljerede mikrodata om dette. Og det med, at flere og flere flytter ud – det er simpelthen ikke sandt. Og det fjerner fokus fra kritisk stillingtagen til den egentlige og hastende urbanisering, der kun går én vej. Mod de store byer. 

Flytning til yderområder fra nabokommunen

Han understreger, at det er godt for nogle kommuner som Lolland og Bornholms Regionskommune, at man oplever en positiv tilflytning. Men det ændrer ikke på, at andre parametre får det samlede antal ’hænder til at tage fra’ til at dale.

- Yderområderne er meget forskellige, og nogle kommuner får en positiv tilflytning, ofte fra nabokommunen, men det ændrer ikke egnspopulationen. Dernæst kan man kigge på, hvad det er for folk, der flytter ud, om der er nogen, der ikke er sociale klienter, der boligøkonomisk er skubbet ud af København, og som sandsynligvis ikke kommer til at bidrage økonomisk til kommunekassen, der hvor de flytter hen. 

Vi drømmer om landlivet – men få flytter

Helt så dystert og entydigt kan man alligevel ikke tegne til- og fraflytningsbilledet, mener Helle Nørgaard. Hun er seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut under Aalborg Universitet, og hun fortæller, at der faktisk var en målbar udflytning, som vendte omkring 2014-2015, jf. tal fra Danmarks Statistik.

- I disse år er der målbart flere, der søger mod land- og yderområder end tidligere. Så selvom den store bevægelse fortsat er mod byerne, så er flytning mod land- og yderområder stigende. Landsdækkende undersøgelser viser da også, at en fjerdedel af danskerne drømmer om at bo på landet, men de samme undersøgelser viser så også, at de fleste bliver, hvor de er. For vi flytter grundlæggende ikke over lange afstande, når vi først er etableret med arbejde, netværk, familie mv. 

Hun vurderer, at nogle udflyttere måske bliver skuffede, fordi de har en idylliseret forestilling om, hvad det vil sige at bo på landet. Men hun mener ikke, mediebilledet er en rosenrød fremstilling af landlivet. Tværtimod.

- I min optik er mediebilledet fortsat præget af en negativ italesættelse af dem, som bor på landet eller flytter dem, der flytter derud. Til gengæld mener jeg, at mange danskere har en romantisk forestilling om livet på landet. I 2010 lavede vi i SBi en undersøgelse om flytninger til yderkommuner, og her viste tallene, at 20 procent flyttede retur inden for et år. Men det betyder jo også, at 80 procent bliver boende. Så ja, for nogen er livet derude det gode, men livet på landet er ikke for alle.

Bo i byen eller på landet?

Helle Nørgaard forklarer – som Curt Liliegren – at det mere er en konjunkturbevægelse end en egentlig demografisk omvæltning eller revolution.

- I krisetider bliver vi boende, men når der er økonomisk vækst, begynder vi at realisere vore bolig- og bosætningsdrømme, som for nogles vedkommende handler om at flytte på landet. Her er det muligt at købe en billigere bolig end i storbyerne, man kan måske klare sig for blot én indkomst, få mere tid til familien eller foretage et karriereskift, som er nogle af årsagerne til, at nogen vælger at flytte på landet. 

Hun understreger, at uanset, hvor vi længes hen, så kan drømme skuffe, når træerne ikke vokser ind i himlen.

- Det er nemt at blive skuffet, men det er også nemt at blive glad for at være rykket ud. Men det er klart, at der er utrolig stor forskel på livet på Vesterbro og i Vendsyssel, så det er en god ide at blive afklaret omkring, hvad det egentlig er, man søger og forventer, når man flytter fra by til land, siger hun og kaster dermed en stor identitetsbold op i luften.

Der lugter af lort på landet

Mette Mechlenborg griber bolden i sikker stil. Hun er kulturforsker og ekspert i begrebet ’hjem’ og arbejder på Statens Byggeforsknings Institut under Aalborg Universitet, og hun lægger hårdt ud med at dræbe landidyllen med den rå virkelighed:

- Vi drømmer, når vi bor i byen. Men hvad er det for en natur, vi flytter ud til? Det er en industrialiseret natur, og der lugter af lort – eller af penge, hvis du er landmand. Det er også mørkt og koldt, og det ved alle, der er derfra eller har prøvet at bo der, lægger hun ud.

Udflyttereventyret handler om, hvem vi gerne vil være, hvilken forvandling vi gerne identitetsmæssigt vil undergå.

- Der ligger mange forvandlingsfortællinger knyttet til det at flytte ud. Før boede vi i en lille lejlighed, der var dyr og fyldt med støj fra gaden og naboer. Men SÅ flyttede vi ud, og SÅ skete eventyret… At flytte ud handler derfor mere om, hvor vi kommer fra, og hvad det er for en forestilling, vi har om det gode liv. Og den fortælling, der går rent ind hos flertallet, er fx Lolland, Bornholm og Odsherred virkelig dygtige til at fortælle.

Hun drager en direkte parallel til dengang, charterrejserne havde deres indtog. Alle ville have en del af det eksotiske ’andet’. Alle vil være en del af transformationen, af eventyret, af brandingen. Alle mennesker brander sig hver dag med alt fra tøj og madvalg til elektroniske detaljer og valg af poesi eller sportsgren, og der er det at flytte ud bare endnu et parameter, forklarer Mette Mechlenborg.

- Men på landet er du ikke ’in love’ med livet hver dag. Det er også ugentligt ’tarvelig tirsdag’, hvor det øser ned, og ungerne er besværlige. Men det billede tegner ingen, for det er der ingen selvbrandende forvandlingsfortælling i. Og derfor er der så meget tabu forbundet med at flytte tilbage til byen, hvis selvfortællingen ikke holdt.

- Det er så dårligt på landet

På spørgsmålet om, hvad man så gør, hvis man ikke kan holde ud at være derude - hvis man simpelthen må ’kaste røjserne i ringen og flæbende flygte tilbage til vinbarens trygge æstetik’.

- Ja, hvad gør man så? Man skaber en ny forvandlingsfortælling, den om, at landet er helt åndsvagt og bondsk. Ingen er akademikere, ingen holder Politiken, det er umuligt at rede sig en redelig kop espresso, og om lørdagen efter lukketid er der mere stille på gågaden, end der er på Vega om formiddagen. Så kan man sidde på vinbaren og underholde med been there done that-fortællingen iført høje hæle og smilende, overbærende hovedrysten over, at man skulle heeelt derud med unger og hus og det hele for at opdage, at byen jo ER stedet at være. Og så kan de andre, der var bange for at tage springet, bekræfte hinanden i, at vores selvbillede er det rigtige.

Hun afliver myten om grøftekantsromantik og trampolinfri og uspoleret natur. 

- Glem kvistblomster og valmuer. Den slags nationalromantisk natur har ikke haft gang på dansk jord, siden før landbrugficeringen og stanken af pesticider overtog. Dansk natur er kultiveret og menneskestyret, dyr larmer, og vinteren er mørkere end i byen. Ja, problemet med landet er jo, at det ligger på landet.

Kitesurfing på Venø Strand

Gitte Willumsen blev betaget, da hun så surferlivet på Venø. Foto: Gitte Willumsen

Gitte flyttede fra København til Venø – og tilbage igen

Gitte Willumsen er en af dem, der har prøvet at tage springet fra byen til landet og vendt tilbage igen. 

Hun havde altid boet og arbejdet i København. Drømmen om et liv på landet, grønnere omgivelser, frisk luft og vidder havde hun haft i en del år, da muligheden en dag bankede på hendes dør: Et job som efterskolelærer på den lille ø, Venø, ved Struer i den sydvestlige del af Limfjorden. En dags lokal research og en jobsamtale senere pakkede hun sine sager og rykkede vestpå. 

Hun var egentlig glad nok for at bo på Østerbro i København, men hun var træt af sit job som freelancejournalist. Da drømmen om mere natur og grønne omgivelser i noget tid havde huseret, var hun mere end interesseret, da hun læste jobopslaget fra Venø Efterskole, for stillingen gav hende både faglige udfordringer og mulighed for et eventyr derude, hvor kragerne vender.

- Jeg var meget nysgerrig på det. Gad vide, hvordan det er at bo der. Gad vide, hvordan vestjyderne er. Da jeg tog derop til samtale, tænkte jeg ’fuck, det er langt væk’, men der var høj solskin, jeg fandt en cykel i havnen og kørte rundt. På fjorden surfede de unge, og der var latter i luften.

Ingen kvinder i cykelklubben

Gitte Willumsen får jobbet og flytter til Venø. Hun beholder sin lejlighed i København, men lejer den ud. Med racercykel, rulleski, kajak og løbesko i kufferten, flytter hun ind på øen med 200 indbyggere og nyder hurtigt sit arbejde med de unge mennesker.

Men i fritiden oplever hun virkelig nogle kulturforskelle, der sætter hendes eget aktive liv i København i perspektiv:

- Jeg kommer fra en aktiv motionskultur og kontaktede derfor de lokale klubber, fx Struer Cykelklub. Jeg fik da en mail fra formanden om, at jeg var velkommen, men at de desværre ikke havde nogen damer, der kørte landevej, og jeg var helt forundret. Jeg har altid dyrket sport med både mænd og kvinder, skiløb, orienteringsløb, cykling, roning osv. Han fandt så en sød kvinde, der ville køre mountainbike med mig, og det var hyggeligt, fortæller hun.

Træ hælder mod øst

Vestenvinden får mange træer til at hælde mod øst. Foto: Gitte Willumsen

- Nu ved jeg, hvorfor træer i Vestjylland står på skrå

Sommeren ebber så småt ud, og snart er det vinter og meget gråt overalt. Og der får Gitte virkelig vejrets kræfter at føle.

- Det gik pludselig op for mig, hvorfor træer i Vestjylland står på skrå. Når det blæser her, så stormer det i en grad, så du kan glemme alt om din smarte københavnercykel. Men jeg var stædig og havde ingen bil, så jeg kæmpede stålsat videre på min racercykel. Men på et tidspunkt måtte jeg kapitulere og købe en brugt bil for 10.000 kr. i postkassen hos den lokale brugtbilsforhandler.

Kaffen var kun god nok i Holstebro

Som tiden går, bliver det indlysende for Gitte, at hun er glad for naturen, men at hun savner bykultur. Ikke Operaen eller det Kongelige Teater, men det med at være på vej hjem fra arbejde og krydse nogle gademusikanter eller gadekunst eller lige at tage et glas vin med nogle venner på en bar.

- Det lyder forfærdelig overfladisk, men jeg skulle helt til Holstebro for at få en ordentlig kop kaffe lavet på rigtige espressobønner, og her kunne jeg højst finde Jyllands-Posten og den lokale avis at bladre i. Jeg kom fra et job som journalist på DR2’s Deadline, hvor vi diskuterede krigen i Syrien og verdenssituationen.

Hun savnede også byens lyde. Klokketårnet på kirken, trafikkens stigende intensitet og aftagen. Kanonen, der skød solen ned hver aften ude på Holmen.

- På Venø var der stille! Ingen politiske diskussioner, ingen udenrigssnak, kun koens brølen. Det var meget, meget svært at vænne sig til stilheden. Både i omgivelserne og blandt menneskerne.

Gitte Willumsen på café i København

Gitte Willumsen er nu tilbage på Østerbro i København, hvor hun nyder at gå på café. Foto: Kristine Killerich

Flyttede tilbage til København

Efter to år siger hun jobbet op og vender retur til København. For selvom øboerne var fantastiske og tog imod hende med nysgerrighed, så var hun bare meget anderledes.

- Da jeg kom hjem til Østerbro, hvor jeg jo altid har boet, råbte slagteren, naboer og den hjemløse ved Brugsen ’velkommen hjem’ efter mig på gaden. Jeg nyder, at min bydel også er et lokalsamfund, men et, hvor jeg passer ind.

Hun er glad for, at hun prøvede kræfter med at bo på landet, men hun er også glad for, at hun flyttede retur og igen er midt i det kulturelle miskmask, som storbyen nærmest pr. definition er – endda med en portion selverkendelse med hjem i bagagen.

- Det er gået op for mig, hvor ens vi er i roklubben, i min opgang, på Østerbro osv. Samme uddannelsesniveau, verdenssyn, kaffe-snobberi osv. Altså, da jeg boede på Venø, savnede jeg min Irma på Østerbro så meget, at jeg fragtede kaffe og andre varer derop, når jeg havde været på besøg i København i en weekend. Så jeg er nok en større speltkusse, end jeg havde troet, konstaterer hun og slår en klukkende latter op.

- Jeg vil råde alle, der drømmer om landlivet, til at prøve det af. Men vær forberedt på, at kulturforskellene er ret store. Og jeg savnede helt konkret mennesker. At være en del af et mylder. Og det er du IKKE i Vestjylland.

Mette Borst med sin familie i det nyindkøbte hus i Albertslund

Foråret og sommeren i Kerteminde var vidunderlige for Mette og Borst og hendes familie, men vinteren var en helt anden oplevelse, og det endte med, at familien flyttede til Albertslund, der er en forstad til København. Foto: Kristine Killerich

Fra Nørrebro til Albertslund - via Nordfyn

Pludselig var de fem, da tvillinger kom til verden. Mette Borst og hendes mand har været sammen i mange år og boet på Nørrebro i lang tid og 90 kvadratmeter er i manges øjne en stor københavnerlejlighed.

Men Mette Borst drømte om græs. Og himmel og hav og solskin og vidder og tid og plads til en vild og tryg barndom for hendes nu tre børn på landet.

Så da mandens arbejdsplads rykkede fra København til Fyn, og hendes projektansættelse samtidig nærmede sig sin afslutning, besluttede parret at afprøve drømmen.

- Det ville være træls, hvis han skulle pendle til København, så jeg søgte flere forskellige jobs og var heldig at få et godt job i Odense Kommune. Vi rykkede ret effektivt, for tre børn skulle i institutioner og pakkes sammen osv. Vi var lidt nervøse og tænkte: Hvad har vi gang i? Men vi glædede os også, husker hun.

Idyl i Kerteminde

Familien flyttede til Kerteminde, 20 km fra Odense, og lejede et hus helt ud til vandet. Wauw. Bevidst valgte de ikke Odense, for de var glade for København, så landeventyret skulle ikke være en ‘halv løsning’. De kendte ét vennepar på hele Fyn, og de boede i Kerteminde. De besøgte dem, og der var så sødt og idyllisk med stokroser og små, søde huse I Kerteminde. Så det valg var let.

- Vi ville klart have den der vandkantsromantik og måske nogle høns. Vi lejede et stort hus ud til fjorden med en kæmpe have, masser af æbletræer, så idyllisk, siger jeg dig. Det første halvår fra maj og frem var vi så glade for det. Det var så dejligt, at stranden kun lå en km væk, og vi fik mange besøg fra venner og familie fra København. Og alle kunne forstå os i vores valg, når vi sad der med smuk solnedgang over fjorden og masser af sove- og legeplads til alle vores venner og deres børn, der alle bor i lejligheder i byen. Det var ligesom at være sommerhus. Og det var fantastisk.

…men så blev det vinter

Så blev det vinter. Og så blev der mørkt og stille. Både på besøgsfronten og i hverdagen.

- Vi var pludselig meget lidt udenfor, for vores have var kulsort og endte ud i en uhyggelig skov. Stranden var også mørk mange måneder, og det var bare så bøvlet at komme ud med tre børn og flyverdragter og vinterstøvler og skrig og skrål. Så vi var indenfor. 

Familien forsøgte at bruge Odense by og kørte nu 20 km til alt det, de i København havde lige uden for døren. Museer, bibliotek og andre kulturelle ting. Og langsomt meldte savnet sig. Efter lige at snuppe cyklen. Efter venner og familie.

- Vi savnede at se dem oftere. At det ikke altid behøvede at være et stort projekt med planlægning og overnatning. Og da de små kom i institution, savnede vi også at lave noget som par og hver for sig. Min mand ville gerne på pub og se Champions League og jeg ville gerne drikke rødvin med veninderne, hvilket jo skal foregå, når alle tre børn sover. Og der fik vi bare ikke lige kørt de der 20 km ind til Odense.

De havde håbet, at de ville få nogle nye venner i Kerteminde. Eller bare nogle gode naboer eller bekendte, de kunne hænge ud med. De afviser ikke, at de har været for indelukkede med tre små børn. Mette prøvede at melde sig ind i en løbeklub men kom aldrig afsted. Man er låst med tre små børn. Uanset, hvor man bor.

Skal vi flytte tilbage til København?

I januar, ni måneder efter de rykkede ud, tog de en snak.

- Hvad skal der til for at flytte tilbage? Okay, en af os skal have et job. Det gav mest mening, at jeg søgte, for jeg var i en tidsbegrænset stilling i Odense Kommune. Jeg søgte kun job, jeg virkelig gerne ville have, og pludselig fik jeg så – ad lidt omveje – mit drømmejob i Røde Kors og skulle starte en måned senere. Derfor pendlede jeg to måneder, mens vi forsøgte at finde noget at leje og bo i i København.

Fra Kerteminde til Albertslund

Det skulle vise sig at blive rigtig svært. Faktisk umuligt. Kompromisernes kunst måtte i spil.

- For lang tid siden talte vi om nogle søde huse i Albertslund, som er en del af Vridsløselille Statsfængsel, som bliver udbudt af Kriminalforsorgen. Og pludselig var der et til salg. Vi så det og forelskede os. Nu kunne vi både få græs, skov og strand, ro og S-tog i nærheden. Men havde nogen sagt til os dengang på Nørrebro, at vi skulle ende på Vestegnen, så havde jeg grinet højt og hånligt. Men her er SÅ skønt!

Nu kan de taget toget ind til byen hvert tiende minut. De kan være impulsive med familie og venner, og ungerne kan nu selv løbe ud i haven og lege. I bagklogskabens klare lys vil hun gerne give et par gode råd videre til andre, der drømmer om et liv ude i Vandkantsdansmark.

- I skal have overskud og tid til at engagere jer i andre, når I flytter ud. For sociale fællesskaber og relationer opstår ikke af sig selv. Men jeg vil også råde andre til at prøve det af. Ellers var vi aldrig havnet herude på Vestegnen, og det er jo vores familiedrøm nu.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab