Hvilke love og regler gælder for tagbelægninger?

Når du skal vælge og udskifte tagbelægning, er det vigtigt, at du undersøger, hvilke love og regler der gælder for tagbelægninger, da der kan være begrænsninger for, hvilken type tag du rent faktisk kan vælge. 

Udover reglerne, findes der også en række anvisninger, der også skal følges. det er så du ikke blot sikrer dig, at taget holder tæt, men også sikrer dig, at garantien gælder på det tag, du lægger.

Disse regler og anvisninger skal du være opmærksom på:

  • Bygningsreglementet. Her finder du de generelle love og regler for tage og tagbelægninger. I bygningsreglementet kan der være henvisninger til anvisninger fra BUILD (tidligere Statens Byggeforskningsinstitut)  og danske/europæiske standarder fra Dansk Standard, der skal følges.
  • Tinglyste servitutter samt lokalplaner. Her kan du se, om der gælder særlige regler for dit hus og dets tagbelægning. Desuden kan du ofte se krav til bevaringsværdige og fredede huse i lokalplanen.
  • Monterings- og brugsanvisninger. Disse er produktspecifikke og udgives af producenterne.
  • Vejledninger og anvisninger. Disse er udgivet af brancheorganisationerne og går ofte i dybden med udførelsen af hele tagkonstruktionen.

Som udgangspunkt skal alle regler og anvisninger følges. Hvis du ikke gør det, kan du miste garantien på tagbelægningen, og sker der en skade på grund af grove monteringsfejl, dækker forsikringen formentlig ikke, og producenten kan fraskrive sig produktansvaret.

I yderste konsekvens kan kommunen eller en anden offentlig instans forlange, at tagbelægningen skal fjernes eller ændres. Det kan fx være tilfældet, hvis du har ændret taget på et fredet hus eller ikke fulgt bestemmelserne i en lokalplan.

Hvad siger bygningsreglementet om tagbeklædning?

Det er et lovkrav, at alle tage skal kunne modstå vind og være grundigt gjort fast til resten af huset. Desuden skal tagkonstruktionen opfylde krav til varmeisolering og ventilering, være sikret mod fugtskader samt være modstandsdygtigt over for brand.

Krav til tagets hældning

Tagbelægninger skal have en hældning, så regn og smeltevand fra sne kan løbe af. Krav til hældningen kommer an på, hvad tagbelægningen er lavet af, men taget skal som minimum have en hældning på 2,5 centimeter pr. meter. 

Teglsten kræver stor hældning, mens tagpap kræver lav eller ingen hældning. De færreste tagbelægninger kan bruges på et fladt tag, hvilket sætter en begrænsning for valg af materialer.

Krav til brandsikkerhed

Tagbelægninger skal opfylde enten den danske standardisering for brandkrav "[klasse T tagdækning]" eller det tilsvarende europæiske krav "BROOF (t2)". Tagbelægninger, som opfylder kravene er fx tagpap, tagsten af tegl og beton, metalplader og fibercementplader.

Stråtage eller andre tagbelægninger, som ikke opfylder kravene, må dog godt bruges, hvis huset ligger mindst 10 m fra naboskel, sti- og vejmidte. Hvis der er 2 bygninger med brandfarligt tag på grunden, skal afstanden mellem bygningerne dog være mindst 20 meter. Hvis stråtaget er brandsikret, kan afstanden til skel reduceres til 5 meter. 

Hvilke bestemmelser kan der være i lokalplaner og servitutter?

Det er ikke unormalt, at lokalplaner for enkelte boligområder indeholder præcise krav til tagbelægningens type og udformning. Bevaringsværdige og fredede huse er normalt også nævnt i lokalplanen. Til disse huse stilles der næsten altid krav om, hvordan taget er lavet, og det er sjældent muligt at få lov af kommunen til at ændre tagtypen.

Husk derfor at tjekke, om der er en lokalplan, som definerer hvilken type tag, du må lægge, inden du går i gang med at udskifte eller lægge tag. Et andet godt råd er at tjekke eventuelle servitutter på husets matrikel. De kan nemig også indeholde specifikke krav til tagets eller husets udformning.

Hvilke anvisninger kan der være fra producenter?

Producenter af tagbelægninger har udarbejdet anvisninger om, hvordan de forskellige produkter skal bruges. Sørg for at følge anvisningerne, da garantien på tagbelægningen i mange tilfælde ellers ikke vil gælde. Søg info på de enkelte producenters hjemmesider.

Hvad skal du bruge anvisninger fra brancheorganisationer til?

Et par af brancheorganisationerne inden for byggeriet har udformet særlige anvisninger om tagbelægninger, som går videre end producenternes anvisninger. Typisk omfatter brancheanvisninger hele tagkonstruktionen og ikke bare det enkelte produkt fra en producent.

Et eksempel er anvisning for tegltage "TEGL36" lavet af Murerfagets Oplysningsråd (MURO), som går i detaljer med hele konstruktionen af tegltaget. Du kan finde mere information hos Murerfagets Oplysningsråd (MURO), Træinformation, Tækkelauget eller Byggeteknisk Erfaringsformidling (BYG-ERFA), som indsamler og bearbejder byggetekniske erfaringer.

Hvilke regler er der for mindre bygninger?

De byggetekniske krav for tagbelægninger, som findes i bygningsreglementet, gælder også for mindre bygninger som udhuse, carporte m.v.

Brandsikkerhed

Reglerne for brandsikring af mindre bygningers tage ligner reglerne, der gælder for hovedhuset. I modsætning til hovedhuset er det dog tilladt at have tage af plast og glas på mindre bygninger. Der gælder særlige regler, afhængigt af hvor tæt de mindre bygninger ligger på hovedhuset.

Må du selv udføre arbejde med tagbelægninger og undertag?

Der er ingen love og regler om, at du som privat husejer ikke selv må udskifte eller reparere dit tag. Du må derfor gerne selv montere bl.a. tegl, betontagsten og fibercementtage.

Bemærk, at der er regler omkring håndtering af asbest. Du må godt selv renovere et asbesttag, men du må ikke skære i asbestholdige tagplader eller knække dem. Der gælder også særlige regler for bortskaffelse. Hvis du selv vil rive hele eller dele af et asbesttag ned, skal arbejdet anmeldes til Arbejdstilsynet forud for udførelsen.

Som privat husejer må du heller aldrig selv højtryksrense dit fibercementtag, hvis det indeholder asbest. Du kan dog få et tagmalerfirma til at højtryksrense og male dit gamle asbesteternittag, men vær obs på, at der vil være risiko for, at taget drysser. Her skal du vælge et firma, der er specialgodkendt af Arbejdstilsynet til at udføre sådanne opgaver. Du må dog gerne selv rense taget med en almindelig blød børste og rent vand. 

Asbest kan forekomme i eternittage fra før 1988 og findes helt sikkert i eternittage fra før 1984. Er du i tvivl om der er asbest i dit tag, så kan du tjekke nummeret på oversiden af tagpladen. Her er der trykt et nummer med 5-10 cifre. Starter det med 0 eller 1, indeholder pladerne asbest.