Du må gerne opsætte en parabol på din grund. Faktisk er det en menneskeret.

Det har EU slået fast med henvisning til bl.a. menneskeretskonventionens artikel 10, hvor der står, at enhver skal have frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

Kabel-tv, parabol eller antenne – du bestemmer selv

En ændring af planloven fra 1. januar 2014 har desuden afskaffet tilslutningspligten. Det betyder, at du nu frit kan vælge en tv-udbyder uden at være tvunget til at betale tilslutningsbidrag og faste årlige udgifter til et fællesantenneanlæg.

Dermed kan kommunen heller ikke længere afvise opsætning af parabol med den begrundelse, at de samme kanaler udbydes på et fællesantenneanlæg.

Det siger loven om valg af tv-udbyder

Planloven § 15, stk. 11

”Bestemmelser i lokalplaner om tilvejebringelses- og tilslutningspligt til fællesantenneanlæg til modtagelse og  distribution  af  tv-og  radiosignaler  eller  om grundejerforeningers pligtmæssige etablering, drift og vedligeholdelse heraf er uden virkning. Det samme gælder bestemmelser med tilsvarende indhold i servitutter, hvor kommunalbestyrelsen er eneste påtaleberettigede.”

Er tilslutningspligten fastlagt på anden måde end i en lokalplan, fx på privat- eller aftaleretligt grundlag, er den ikke afskaffet. Bor du i (almen) lejebolig, andelsbolig eller ejerlejlighed, hvor der er indgået særlige aftaler i ejendommen eller med udlejer, er disse vilkår ikke berørt af lovændringen.

Kommuner ønsker at undgå paraboler

Mange danskere kan læse i lokalplanen eller de tinglyste servitutter og deklarationer, der gælder for deres matrikel, at opsætning af parabol er forbudt.

Sådanne forbud var almindelig praksis i kommunerne, før den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassburg afgjorde, at EU-borgere har ret til at opsætte en parabol.

I en lokalplan udarbejdet i år 2000 for en rækkehusbebyggelse i Ishøj Kommune kan man bl.a. læse, at der inden for lokalplanområdet ikke må opsættes udendørs tv- eller radioantenner, herunder paraboler uden Byrådets godkendelse.

Ishøj Kommune fjerner forbuddet i nye lokalplaner, men stiller til gengæld krav til, hvor man opsætter den. I en lokalplan for en boligbebyggelse står der fx, at parabolantenner ikke må være synlige fra vej og skal være placerede, så de er afskærmede af omgivende hæk eller fast hegn.

Kommunen kan kræve, at parabolen ikke kan ses

EU-kommissionen anerkender, at arkitektoniske og æstetiske hensyn kan være berettigede, så længe de ikke griber ind i borgernes adgang til de ønskede tjenester, eller giver dem urimelige byrder.

Kommissionen giver følgende eksempler på betingelser, som myndighederne kan stille:

  • Bestemmelser om, at parabolen bør opsættes på steder, der slet ikke eller kun i mindre grad er synlige fra offentlig vej
  • Bestemmelser om, at enhver bruger kun må opsætte én antenne
  • Bestemmelser med tilstrækkeligt begrundede krav til antennens udformning, mål eller farve

Placér parabolen diskret

Det er en god idé at tage hensyn til dine naboer og omgivelser, når du vælger, hvor parabolen skal sidde. I langt de fleste tilfælde er det muligt at placere parabolen diskret.

I modsætning til en antenne er parabolen nemlig ikke afhængig af at blive placeret højt. Det afgørende er, at den vender mod syd, og at der er frit udsyn fra dens skærm til det sted på himlen, hvor satellitten befinder sig.

Opsætning af parabolen kan ske uden byggetilladelse

Det kræver heller ikke byggetilladelse at opsætte en parabol, og den skal ikke overholde en bestemt afstand til skel. Har parabolen en diameter over 1 meter, skal du dog anmelde det til kommunen, inden du sætter den op.

Husk at tjekke, om din kommune, grundejerforening eller ejerforening har særlige regler for, hvor du må sætte parabolen op, og hvor stor den må være.

Lejeres parabolret er sikret af lejeloven

Retten til at opsætte parabol gælder også for lejere. I både lejeloven (§ 29, stk. 2) og almenlejeloven (§ 36, stk. 2) står der, at lejere har ret til at anbringe radio- og fjernsynsantenne på ejendommen efter udlejerens anvisning.

Retten gælder dog ikke, hvis anbringelsen er til ulempe for ejendommen eller dens lejere. Og kan lejeren få adgang til en ønsket kanal gennem udlejerens fælles tv-forsyning eller et fællesantenneanlæg, kan udlejer også forbyde opsætning af parabol.