Må du save grene af naboens træ?

En stor gren på naboens træ spærrer for hele din smukke udsigt, og skygger for solen. Men naboen nægter at beskære træet. Må du selv finde motorsaven frem?

Svaret er nej. Som udgangspunkt må du ikke beskære din nabos træer, og du kan heller ikke kræve, at naboen selv går i gang med motorsaven.

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis naboens træer skygger?

3 undtagelser: Her må du beskære naboens træ

Der er dog fastsat 3 undtagelser i Hegnsloven, der kan give dig ret til at save grene af naboens træ, oplyser Bolius.

Naboen skal beskære sit træ, hvis:

  1. Grenene vokser gennem hegnet. Hvis der vokser grene fra naboens træer igennem jeres fælles hegn, eller grenene hænger så lavt over hegnet, at det skades, må du gerne kappe grenene af i skellinjen.
  2. Grenene hænger for lavt. Hvis grenene fra naboens træ hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner, må du gerne beskære grenene i skellinjen.
  3. Grenene udgør sikkerhedsfare. Hvis der hænger gamle, rådne grene ind over din grund, og de udgør en sikkerhedsfare, kan du kræve, at naboen skærer grenene af. Her må du ikke selv gå i gang med beskæringen.

I tilfælde 1 og 2 kan du selv beskære de grene, der er problemer med. I tilfælde 3 skal du kontakte det lokale hegnssyn, som kan pålægge naboen at beskære træet.

Man har ikke nødvendigvis pligt til at fjerne grene fra træer, der hænger ind over naboskel, men det vil selvfølgelig være god stil at imødekomme sin nabos ønsker.

Det er i øvrigt tilladt at plante enkeltstående træer helt til skel, men de må naturligvis ikke skade din bygning.

LÆS OGSÅ: Hæk og hegn i skel - her er de vigtigste regler

Tal med din nabo, før du beskærer

Det er dog altid en god idé at forsøge at tale dig til rette med din nabo, inden du tyr til Hegnssynet, for at se, om I kan indgå et kompromis.

Den løsning er både hurtigere, billigere og bedre for jeres fortsatte naboskab end at inddrage myndighederne.

LÆS OGSÅ: De 5 værste ting, du kan sige til naboen

Andre tilfælde med skygge på grunden - hvad kan du gøre?

Hvis din situation er helt anderledes end de 3 ovennævnte eksempler, og der fx er et stort træ på nabogrunden, der skygger for hele din have, eller spærrer for den skønne udsigt, er sagen ikke omfattet af Hegnsloven.

Det betyder, at du ikke kan inddrage Hegnssynet. I stedet kan du vælge at lægge sag an mod din nabo, men den mulighed bør du kun gribe til i yderste nødstilfælde, da det indebærer høje udgifter til advokatregninger, det vil sandsynligvis blive en stor belastning for jeres naboskab, og du har ingen garanti for at vinde.

LÆS OGSÅ: Må du klippe hækken ind til naboen, som du vil?

Eksempler: Sådan har retten dømt i sager om høje træer

Der er ingen klare regler for, hvor meget naboens træ skal genere dig, før du kan få rettens ord for, at det skal fældes. Men et par tidligere domme kan give dig et indtryk af retspraksis:

  • 19 meter højt træ skulle fældes: I 2009 afgjorde Vestre Landsret, at en boligejer i et villakvarter i Herning skulle fælde sin 19 meter høje nordmannsgran eller skære den ned til 3 meters højde, fordi den skyggede for eftermiddagssolen i naboens gårdhave. Boligejeren skulle desuden betale sagens omkostninger på 12.500 kr.
  • 25 meter højt træ kunne blive stående. I 1999 afgjorde Østre Landsret, at en 25 meter høj ahorn i Hareskovby kunne blive stående, selvom kronen rakte ind over skellinjen, og træet skyggede for naboens terrasse. Landsretten lagde vægt på, at området havde en lokalplan for bevaring af kvarterets særpræg – herunder skovagtig beplantning, og at træet allerede stod der, da naboen købte sin ejendom.


Få styr på de vigtigste opgaver i dit hus og have

Det er vigtigt at holde styr på, hvilke opgaver du skal lave i hus og have, så du undgår besvær og store ekstra-regninger. Med Bolius’ app Husets Kalender kan du nemt holde overblikket.

Hver måned har vores fageksperter udvalgt 3-6 vigtige opgaver. Vi viser dig, hvordan du løser dem, og hvor vigtige de er – og så er appen endda gratis og reklamefri.

Download appen i dag, og gør dit liv som boligejer nemmere.

Det siger loven om grene fra naboens træer

Hegnsloven, § 19:

Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinjen.

Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab