Må du tage ting, der er stillet til storskrald?

Mange forsyner sig med ting, der er stillet til afhentning af storskrald på vejen. Men er det egentligt lovligt? Få svar her, og læs hvordan du kommer af med dit storskrald.

bunker af storskrald foran carport

Som hovedregel er det forbudt at klunse og tage storskrald – lige meget, hvor tingene står.

Foto: Alexey Stiop.

Der kan være gode fund at gøre blandt de møbler og ting, som andre er blevet trætte af og har stillet til storskrald. Men faktisk er det ulovligt at forsyne sig/klunse storskrald. Både på offentlige veje og genbrugsstationer.

LÆS OGSÅ: Må andre plukke bær, frugter og blomster fra din have?

Du må som hovedregel ikke klunse storskrald

Reglerne for ”klunsning” - at samle andres kasserede ting ind og sælge eller bruge dem - kan variere lidt fra kommune til kommune, så du skal altid tjekke din kommunes hjemmeside for at læse de specifikke regler for storskrald. Men som hovedregel er det forbudt at klunse alt fra sofaer og fjernsyn til lamper og køleskabe – lige meget hvor tingene står.

Hovedreglerne er:

  • Tag ikke møbler og ting, som folk har stillet klar til storskrald i deres indkørsel. De står på privat grund, og derfor må du ikke bare gå hen og tage dem. Men prøv at spørge ejerne om lov.
  • Tag ikke møbler og ting, som er stillet ud på fortov, vej eller i en container til afhentning af kommunen, fordi det så er kommunens ejendom. I praksis kan du godt spørge ejerne, der har stillet tingene til storskrald, om du må få det. Selv om det er kommunens ejendom, er det ikke noget, kommunerne vil reagere på, oplyser de kommuner, som Bolius har talt med.   
  • Hvis du ser en person, der tager ting, der er stillet til storskrald, kan du melde det til politiet.
  • Kluns ikke på genbrugsstationerne. Hverken fra containerne eller direkte fra folk, der kommer og afleverer deres ting.
  • I yderste konsekvens kan du blive retsforfulgt (bødestraf) for at stjæle, hvis du tager ting, der er stillet til storskrald eller klunser på genbrugsstationerne.
  • Afhent gerne ting, hvis der er en form for byttecentral på genbrugsstationen. Men kun til eget brug – ikke til videresalg.

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis du har ekstra affald?

Hvorfor må du ikke klunse?

  • Storskrald er kommunens ejendom, når det står på offentlige veje, fortove osv. til afhentning. Når det står på genbrugsstationen, er det genbrugsstationens ejendom.
  • El-skrotbekendtgørelsen indeholder en aftale om producentansvar, hvor producenter af fx køleskabe og alle former for elektronik har ansvar for at indsamle deres brugte produkter for at kunne genbruge delene. Kommuner/genbrugspladser får penge for at samle affaldet ind. Og producenterne betaler for at få affaldet behandlet. Derfor må du ikke bare tage dem. Læs mere på dpa-system.dk
  • Folk skal have ret til et privat liv og kunne sætte ting ud til storskrald eller på genbrugsstationen, uden at andre skal snuse i dem.
  • Folk må ikke udnytte genbrugsstationerne, som kommunerne bruger penge på at drive, som et nemt 'indkøbslager'. Det samme gælder storskrald, der er sat ud på vejen – det må ikke blive en nem forretning.
  • Der kan opstå diskussioner og direkte slagsmål om, hvem der har ret til hvad, hvis alle bare tager for sig af alt, der stilles frem. De fleste kommuner mener, det er nemmere at styre med en byttecentral.

LÆS OGSÅ: Hvad må du (IKKE) smide i skraldespanden?

Hvor gør du så ”de gode fund”?

  • Gå på storskrald.dk. Det er en ordning, de fleste kommuner er med i. Her kan privatpersoner annoncere de møbler og ting, de ikke kan få solgt, men som de gerne vil af med. Så kan du lave en aftale med dem om at komme og afhente det, du er interesseret i.
  • Byt dine ting væk i Facebook-gruppen "Bytte bytte købmand".
  • Der findes også andre Facebook-grupper, hvor ting gives gratis bort til afhentning, fx disse Facebook-grupper i/på (der er ofte også grupper for byer/kommuner, søg fx på "gives bort / gratis ting til afhentning"):
    Jylland
    Fyn
    Sjælland
  • Nogle kommuner kører forsøg med genbrugsbutikker og genbrugsauktioner, så storskrald kan blive genbrugt.
  • Tjek, om der er en byttecentral på den genbrugsstation, din husstand tilhører.
  • Lav evt. jeres egen byttecentral i boligforeningen/grundejerforeningen. Det må I gerne, hvis I er enige om det.

LÆS OGSÅ: Må du holde loppemarked i haven?

Hvordan kommer du af med dit storskrald?

  • Stort set alle kommuner har affaldsordninger, hvor de enten på faste tidspunkter kommer og afhenter dit storskrald, eller hvor du kan ringe og bestille afhentning af storskrald.
  • Nogle boligforeninger har lavet aftale med kommunen om, at der stilles en særlig container op flere gange om året, hvor du kan placere storskrald.
  • Du kan altid aflevere storskrald på genbrugsstationerne.
  • Tjek din kommunes hjemmeside for de specifikke regler. Her står der også mere om, hvilket affald du må stille til storskrald, og hvordan det skal placeres.

LÆS OGSÅ: Affald

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab