Må jeg smide fyrværkeri og bordbomber i skraldespanden?

Hvad gør du, hvis du vil af med et brugt fyrværkeri-batteri eller en raket, der ikke er fyret af? Og kan du gemme ubrugt fyrværkeri? Find ud af det her.

Du kan godt gemme fyrværkeri i årevis, hvis det opbevares tørt. Hvis du vil skille dig af med ubrugt fyrværkeri, skal du aflevere det på den lokale genbrugsplads.
Du kan godt gemme fyrværkeri i årevis, hvis det opbevares tørt. Hvis du vil skille dig af med ubrugt fyrværkeri, skal du aflevere det på den lokale genbrugsplads.

Du kan roligt putte brugte fyrværkeri-batterier, affyrede raketter og bordbomber i din skraldespand. For de havner præcist samme sted, som hvis du afleverer dem på den lokale genbrugsstation.

Det oplyser Danmarks største affaldsselskab Vestforbrænding, der er ejet af 19 kommuner i hovedstadsområdet.

Put brugt fyrværkeri i skraldespanden – eller i ”Småt brændbart”

- Når fyrværkeriet er fyret af, kan du bare smide det i skraldespanden. Du kan også aflevere det i ”Småt brændbart” på Genbrugsstationen, men det ender det samme sted, hvor det bliver brændt, siger driftsleder i Vestforbrænding, Kim Schroeder.

Det samme er tilfældet i Haderslev, oplyser Provas, der bl.a. står for affald og genbrug i Haderslev Kommune.

Ubrugt fyrværkeri skal afleveres på genbrugsstationen

Derimod må du ikke kaste ubrugt fyrværkeri i din skraldespand. I stedet skal du køre ud på den lokale genbrugsplads og aflevere ikke-antændte batterier, raketter, heksehyl osv., hvis du ikke vil have det liggende derhjemme – også fusere skal på genbrugsstationen. Ring evt. og tjek hos kommunen først, for det er ikke alle genbrugspladser, der tager imod ubrugt fyrværkeri.

I Haderslev skal du give fyrværkeriet til personalet på genbrugspladsen. På de 24 genbrugsstationer i Vestforbrændings område skal du aflevere det i de kemihuse, hvor du også kan komme af med fx maling.

- Medarbejderne lægger fyrværkeriet i vand for at neutralisere det, og senere bliver det fragtet til Kommunekemi i Nyborg. Der forbrænder de fyrværkeriet ved noget højere temperaturer, end vi gør, og det gør det miljømæssigt bedre, forklarer Kim Schroeder.

Gem fyrværkeriet til næste år

Du behøver ikke at smide ubrugt fyrværkeri ud. Det kan nemlig godt holde sig i årevis, hvis det opbevares korrekt.

Du må dog højst opbevare 5 kilo NEM (Nettoeksplosivstofmængde). NEM vægten står på al nyt fyrværkeri og er normalt en fjerdedel af den samlede vægt på fyrværkeriet – det svarer altså til, at du må have ca. 20 kilo fyrværkeri liggende.

Fyrværkeriet skal opbevares tørt og må ikke ligge i nærheden af elektriske apparater og varmekilder som radiatorer. Put gerne fyrværkeriet i en plastikpose og luk den, så der ikke kan trænge fugt ind, og læg så plastikposen i en papkasse.

Fyrværkeri må godt opbevares i boligen, men et tørt skur, udhus eller garage vil ofte være den bedste løsning. Fyrværkeri kan godt holde sig, selv om der er frost i fx skuret.

Opbevar alt fyrværkeri utilgængeligt for børn, og tag ikke evt. beskyttelseshætter væk fra lunter.

Kilder: fyrvaerkeri.dk og Karsten Nielsen, formand for Foreningen af Fyrværkerigrossister

Bolius - et helejet Realdania selskab