En tåre perler ned af den buttede barnekind, og drengens sørgmodige øjne kigger direkte på dig. Stikker det i hjertet nu?

Det er i hvert fald hensigten. Malerierne af grædende børn trykker på alle tænkelige knapper for at vække dine følelser.

- Når man ser de grædende børn, føler man sig en anelse manipuleret, for det er klart, at den, der har skabt billedet, vil bringe én i en bestemt sindstilstand, siger sociolog Bjørn Schiermer Andersen fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

1,5 millioner malerier af grædende børn solgt i Sverige

Malerierne var udtryk for en folkelig og lettilgængelig smag i 1970'erne, hvor kopier og reproduktioner blev solgt billigt over hele verden, bl.a. i Danmark. Alene i Sverige blev der solgt flere end 1,5 millioner malerier, mens der ikke er tal for salget i Danmark.

Unge købte billige, grædende børn

Men hvorfor vil nogen have et trist barn hængende på væggen? Den svenske kunsthistoriker Märta Holkers skrev i 1980'erne en ph.d. afhandling om de grædende børns store popularitet. Hun fandt, at mange af køberne var unge mennesker, som var i gang med at etablere hjem og bare skulle have noget på væggene. Så var 4 malerier af grædende børn for 100 kr. et godt tilbud.

Desuden tolkede mange en positiv stemning ind i billedet.

- Flere har sagt til mig, at børnene på billederne, de græder ikke, de er lige holdt op med at græde. Lidt ligesom at efter regn kommer sol, fortalte Märta Holkers til den svenske lokalavis Folket.

Tårerne strømmede i 1970'erne

Tårerne passede ind i tidsbilledet, for 1970'erne var generelt et grådlabilt årti. Primalskrig var på mode, tåreperseren 'Love Story' trak folk i biografen, og Agnetha Fältskog, den senere ABBA-sangerinde, hittede med 'Om tårar vore guld'.

I dag har billederne ikke samme umiddelbare effekt på os, for vi er blevet vant til følelsesmanipulation og har flere filtre, mener Bjørn Schiermer Andersen.

- Kompetencerne til at afkode sådanne former for kunst er meget mere udbredte i dag, end de har været tidligere. Jeg tror, at den ægte præference for billederne og den type folkelig kultur er ved at forsvinde, siger han.

De grædende børn blev gemt væk

For kultureliten var de grædende børn udtryk for dårlig smag, og den opfattelse bredte sig med tiden, og så gemte de fleste danskere malerierne væk igen, så børnene måtte græde alene.

Men måske kan de grædende børn få comeback som et ironisk kitsch-produkt på linje med den brølende kronhjort? I hvert fald kan de stadig købes på bl.a. Den Blå Avis og Gul og Gratis.

- Så kan de få et spøgelsesagtigt efterliv som kitsch på væggene hos unge københavnere, siger sociologen.

Fakta om malerier af grædende børn

Sentimentale børnebilleder har eksisteret siden 1700-tallet. Men dengang havde de ingen tårer.

De oprindelige malerier af grædende børn, malede spanieren Bruno Amadio (1911-1981), som arbejdede under navnene Franchot Seville og Giovanni Bragolin, i efterkrigstiden i Venedig.

Malerier af grædende børn stjal overskrifter i Storbritannien i 1985. I tabloidavisen The Sun fortalte brandmænd, at de ofte stødte på helt uskadte malerier af grædende børn i nedbrændte huse. Alt var forkullet på nær maleriet. Det udviklede sig til en myte om, at maleriet var forbandet og nærmest årsag til ildebrande, og The Sun arrangerede en indsamling af malerier, der blev brændt på bål.

Grædende statsledere

Inspireret af malerierne af grædende børn har kunstner Lars Kræmmer lavet en serie portrætter af grædende statsledere, kaldt 'Crying Icons'.

 - Mens sigøjnerbørnenes tårer virkede overdrevent svulstige, er det overdrevne i 'Crying Icons', at de stærke ledere overhovedet græder, har Lars Kræmmer forklaret.