Materialer, der kræver minimum vedligeholdelse

Visse materialer og bygningsdele kræver mere vedligeholdelse end andre. Få tips til, hvilke materialer du kan vælge, som kræver minimum vedligeholdelse.

Materialer med minimum vedligeholdelse.

Udvendigt træværk bidrager til huset med varme og sjæl men kræver til gengæld jævnlig vedligeholdelse med træbeskyttelse. Arkivfoto.

Hvilke overvejelser bør du gøre dig, før du vælger materialer?

Vedligeholdelse af materialer og overflader udvendigt og indvendigt er noget, der optager temmelig meget af enhver husejers tid. Der skal pudses, males, træbeskyttes og olieres i ét væk for at holde huset i topform, og det kan godt blive for meget for den travle husejer. Når der skal bygges eller renoveres kan løsningen derfor være at vælge materialer, der kræver et minimum af vedligehold - eller slet ingen. 

Det er typisk naturmaterialerne, der kræver jævnlig vedligeholdelse, mens nogle af de nyere kunstmaterialer klarer sig fint uden. Når du vælger materialer, skal du derfor opveje det praktiske med det æstetiske. Mange vil nok stadig foretrække de gammelkendte og mere traditionelle materialer, men det er vigtigt at gøre sig klart, at der så skal afses tid og ressourcer til at vedligeholde dem ordentligt. 

Træ, et af de ældste byggematerialer overhovedet, er stadig et af de mest anvendte og tiltalende materialer, både til konstruktioner og til overflader og beklædninger indvendigt og udvendigt. Men uanset hvordan det anvendes, kan du ikke regne med, at det passer sig selv. Passer du til gengæld godt på dit træ, kan det nemt holde en livstid. Desuden er det ikke uden betydning, hvilken træsort du vælger, da der er stor forskel på de forskellige træsorters egenskaber og holdbarhed. 

Det er kendetegnende for mange af de vedligeholdelsesfrie materialer, at de holder sig pænt i en lang årrække med et minimum af vedligeholdelse eller helt uden, men når de først bliver slidt eller skadet, er de svære eller umulige at reparere og må udskiftes. Udskiftningen kan derfor gå hen og bliver en rigtig dyr fornøjelse. Tænk det med, når du skal renovere eller bygge nyt. 

Til den indvendige vedligeholdelse hører også rengøring. Den kan du ikke slippe for uanset materialevalg, men nogle af de vedligeholdelsesfrie materialer er også mærkbart nemmere at gøre rene i det daglige. 

Facader, beklædninger og udvendigt træværk, der kræver minimum vedligehold 

De moderne tagdækningsmaterialer, der typisk anvendes i dansk byggeri, dvs. tagsten af beton og tegl, tagpap, metal og fibercement, kræver ingen vedligeholdelse ud over en sjælden gang afrensning, hvis de bliver meget overbegroede af mos og lign. Søg altid rådgivning, inden du vælger at afrense bygningsdele som tag og facade, da det ikke er alle konstruktioner, der tåler højtryksspuling eller kemikalieafrensning. 

Tagpap skal sjældent vedligeholdels.

Har du tagpap på dit tag, kræver det sjældent vedligeholdelse, men det skal en sjælden gang i mellem afrenses for urenheder. Arkivfoto.

Facader, der står med blankt murværk dvs. teglsten med fuger imellem, kræver stort ingen vedligeholdelse. Efter årtier kan der dog blive tale om at udbedre skader på smuldrende fuger. Pudsede facader, der er malede eller kalkede, vil derimod kræve regelmæssig vedligeholdelse med kalk eller maling.

Træfacader og træpartier skal ligesom andet udvendigt træ behandles med olie, træbeskyttelse eller maling med få års mellemrum for at holde sig, og det kan være en krævende opgave. Typisk vil du skulle give facaden en tur hvert 3.- 8. år, afhængig af træsort, overfladebehandling og væggenes stand. 

Et meget holdbart materiale er fibercement, som fås både som tagbeklædning og som brædder til beklædning af andre bygningsdele. Fibercement kendes bedst som de bølgede tagplader på 60-70’er husene. Fibercement kræver ingen vedligeholdelse, er vandbestandigt og afvisende over for snavs. Brædderne fås i flere farver og størrelser og kan bruges til både udvendige beklædninger, vindskeder, sternkanter og andre bygningsdele, hvortil man ellers ville anvende træ. 

Vindue med aluminium udvendigt er meget almindeligt i Danmark og kræver sjældent vedligehold

Vindue med aluminiumskappe er meget almindeligt i Danmark og kræver sjældent vedligeholdelse. Arkivfoto.

Vinduer og døre af aluminium og plast

Rigtigt konstruerede vinduer og yderdøre af kernetræ kan erfaringsmæssigt holde i flere hundrede år. De kræver imidlertid regelmæssig og omhyggelig vedligeholdelse i form af træbeskyttelse. Typisk ville vinduer af træ skulle males som minimum hvert 3.-7. år afhængig af træsort og vinduernes stand. Alternativet er at vælge vinduer med rammer og karme i enten plast eller aluminium, som ikke kræver anden vedligeholdelse end vask samt smøring af hængsler og beslag i ny og næ. 

Plastvinduer er bestandige over for vejr og vind, og de skal ikke males. Men går de i stykker kan de være meget svære at reparere. 

Plastvinduer er lavet af forstærkede profiler af gennemfarvet plast, der kan bevare farven og en pæn overflade temmelig længe. I Danmark har plastvinduer kun været anvendt siden starten af 1980'erne, men der har til gengæld været en rivende udvikling inden for produktudviklingen siden da. Det er derfor svært at sige noget om, hvor holdbare de nyeste typer vinduer af plast vil være på længere sigt. 

En moderne form for plastvinduer er de såkaldte kompositvinduer, som er lavet af glasarmeret polyester.

 I vinduer af kompositmaterialer er vinduesrammen og dele af karmen lavet af profiler af glasfiberarmeret polyester. Karmen har desuden en indvendig del af træ. Materialet er let og stærkt og gør det muligt at lave meget slanke rammer og karme. Kompositdelen af vinduerne har en pulverlakeret overflade, der kan leveres i farve efter ønske.

På samme måde som plastvinduet er kompositvinduet også vedligeholdelsesfrit, og desuden ofte også bedre isolerende i karm og ramme. Men sker der skader på karm og ramme, kan det være svært at udbedre dem.

LÆS OGSÅ: Plastvinduer

Vinduer i rent aluminium anvendes sjældent til boliger, men kombinationen af træ indvendigt og aluminium udvendigt er blevet meget almindelig. I praksis er der tale om et trævindue, der på den udvendige side er dækket af en pulverlakeret aluminiumskappe, der beskytter mod regn og sollys, og som ikke skal vedligeholdes. Den indvendige side skal males og vedligeholdes som et almindeligt trævindue, men da den indvendige side jo ikke er så belastet, vil et træ/aluminiumvindue i praksis kræve væsentlig mindre vedligeholdelse i sin levetid. 

Træ/ aluminiumvindue bliver i dag brugt i bredt omfang og anses for at være den mest holdbare løsning, særligt i etageboliger, hvor det fx kan være en krævende opgave, med bl.a. brug af stillads, at skulle stå for løbende vedligeholdelse, hvis vinduerne har rammer og karme af træ. 

Ubehandlet trægulv kræver relativt meget vedligeholdelse

Trægulve er smukke, men for at bevare den flotte overflade og undgå at det nedslides, kræver det jævnlig vedligehold. Foto: Mette Frandsen. 

Gulve af træ, laminat og halvhårde materialer

Når det gælder gulve, er det igen træet, der i manges øjne giver den smukkeste løsning, men et trægulv kræver jævnlig vedligeholdelse. Et ludbehandlet, sæbeskuret fyrretræsgulv har et meget smukt og rustikt udseende, men kræver grundig ugentlig vask for at holde sig pænt. Spildes rødvin el.lign., skal det straks skylles væk for at undgå varige pletter. Det er meget vigtigt, at du følger producentens anvisninger for vask af trægulve, eftersom vand kan give fugtskader, hvormed træet vil kunne komme til at gabe. Derudover risikerer du, at træet vil begynde at bøje nedad og dermed bliver ødelagt. 

Meget mere robust er et oliebehandlet gulv, der, uanset træsort, bedre afviser væsker og snavs. Et oliebehandlet gulv kan holde i flere år, hvis det årligt gås efter med plejeolie de steder, hvor det slides mest. 

Stærkest er det lakerede trægulv afhængig af hvilken type lak, der er anvendt, og hvor mange lag det har fået. Det lakerede gulv er også nemmest at gøre rent i det daglige. Bliver lakken imidlertid slidt igennem, skal hele gulvet slibes af, inden det lakeres igen. Det er en ulempe, da selv forsigtig afslibning fjerner en del af overfladen og dermed reducerer gulvets levetid. 

Laminatgulve hører også til kategorien af gulve, som kræver meget lidt vedligeholdelse. De er bygget op som plader i flere lag, typisk med en kerne af mdf- eller spånplade. Øverst ligger et tyndt slidlag af plastlaminat, der enten kan være glat eller præget. Plastlaminatet kan laves i alle farver og mønstre, men man vælger ofte at lave det, så det ligner træ. Et plastlaminatgulv er relativt slidstærkt, modstandsdygtigt og nemt at holde rent, afhængig af kvaliteten af gulvet. Ulempen er, at det er umuligt at reparere et laminatgulv, hvis overfladen bliver slidt eller ødelagt. Er gulvet af ringe kvalitet, vil du kunne opleve, at gulvet hurtigt bliver ridset og grimt at se på. 

Nemme at vedligeholde er også gulve med vinylbelægning. Vinyl af god kvalitet er både slidstærkt og vandtæt og meget nemt at holde rent, men ligesom laminatet er der ikke noget at stille op, hvis overfladen bliver ødelagt. Her er de andre "halvhårde" gulvbelægninger gummi og linoleum, der er fremstillet af naturmaterialer, bedre. De er også meget modstandsdygtige og nemme at holde, selvom du skal være lidt mere omhyggelig med, hvilke plejemidler der anvendes. Linoleum har med sit høje harpiksindhold en evne til selv at "hele" små skrammer og skader. Blandt de hårde gulvbelægninger er det granit og glaserede klinker, der kræver mindst vedligeholdelse. Marmor og materialer med en mere åben struktur, fx skifer og uglaserede klinker, er væsentlig mere sårbare og kræver specielle plejemidler. 

Bordplader i køkken og bad, der kræver minimum vedligehold

Bordplade af rustfri stål kræver minimum af vedligeholdelse

Bordplade af rustfri stål er dejligt nemt at gøre rent og kræver minimum af vedligeholdelse. Foto: Jesper Elgaard.

Bordplader af træ i badeværelset og køkkenet er normalt oliebehandlede. Da de er udsat for meget vand og hårdt slid, skal de jævnligt olieres, ligesom du skal være meget omhyggelig med at tørre vandet væk. Der findes dog andre materialer til bordplader, der ikke kræver egentlig vedligeholdelse ud over rengøring.

Granit er utroligt slidstærk og solid og kan i modsætning til marmor tåle afkalkningsmidler. Materialet er nærmest uforgængeligt og kræver ingen vedligeholdelse ud over rengøring. Granit og marmor bruges i dag i bredt omfang og er meget attraktivt, når boligejere skal udskifte køkken eller håndvaske.

Rustfrit stål er meget moderne til køkkener og kan klare de fleste påvirkninger og skrappeste rengøringsmidler. Det rustfri stål kan dog blive ridset af skurepulver, hvor ridserne synmæssigt kan reduceres ved at give stålet et tyndt lag syrefri olie efter rengøring. Det giver en pænere overflade, der er mere modstandsdygtig over for fedtfingre. Det er dog strengt taget ikke nødvendigt at oliere stålet, da behandlingen mere har en praktisk og kosmetisk betydning frem for at forlænge levetiden af materialet.

Plastlaminat er meget anvendt i køkkener til både låger og bordplader. Det er nemt at holde rent og meget slidstærkt. Ligesom når det anvendes til gulve, kræver det ingen vedligeholdelse, men skader og slid er svære at udbedre. Der findes dog spartelmasser på markedet, som kan reparere skader i plastiklaminat. Men vær opmærksom på, at det kan være svært at ramme den helt samme farvenuance og udbedre skaden, så den ikke er synlig.

Det vedligeholdelsesfri og ekstremt slidstærke kunstmateriale corian er ved at vinde frem i Danmark. Corian består af akryl og mineraler, som er gennemfarvet. Det bruges til bl.a. bordplader og vaske. Materialet fås i mange farver og med bl.a. stenlook. Corian er et forholdsvist dyrt materiale. I det daglige kræver corian ingen vedligeholdelse ud over rengøring. Hvis det bliver skadet, er det ret nemt at slibe og polere overfladen op, så den bliver som ny.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab