Mejsel, fukssvans og stemmejern: Her kommer værktøjets navn fra

Sprogforsker Ole Lauridsen forklarer her, hvordan navnene på ti stykker værktøj er opstået, og hvor navnene kommer fra.

Mejsel

Vi har fået ordet fra tysk i senmiddelalderen (i øvrigt som tusinde og atter tusinde ord). Det hænger sammen med et gammelt ord, der betød ”hugge”. Sjovt nok er det i familie med ordet ”mede” lig med ”sigte”, ”fiske med stang”. Her ”hugger” man også med øjet mod et mål eller med stangen, når snøren kastes ud. Vi har helt sikkert haft redskabet langt tilbage i tid – og andre tidligere kulturer har nok også haft sådan en. 

Vaterpas

Vi har – igen – fået ordet fra tysk, som nok igen har det fra nederlandsk. ”Vater” er ”Water” på gammelt nordtysk/hollandsk, og det er lig med ”vand” på dansk. ”Pas” er på gammelt nederlandsk = ”stilling”, eller måske er det udsagnsordet ”passe”, der stikker bag. Grundbetydningen kan altså være ”svarende til vandets stilling” eller ”passende til vandet(s overflade)”. I ældre tid, hvor man ikke kunne lide fremmedord, brugte man også ”vandpas”.

Stemmejern

”Stemme” (i stemmejern) blev tidligere stavet ”stæmme”, og det har ikke med en stemme eller at stemme (til valg/et klaver) at gøre. Stemme her betyder oprindelig ”standse” og herfra ”presse”, ”støde”, og så er vi der: et (redskab af) jern til at støde (ned i træ) med. Redskabet er gammelt – jeg vil tro, man havde den slags allerede i oldtiden blandt både grækere og romere.

Fukssvans

Tysk igen! Ordet kommer af ”Fuchsschwanz” og betyder faktisk ”rævehale”; betegnelsen skyldes, at redskabet (med lidt god vilje) ligner sådan en. Skægt nok havde vi engang et udsagnsord på dansk, ”at fukssvanse”, og det betød at ”smigre sig ind hos en”, ”at sleske for en”. Den betydning er begrundet i, at ræven betragtes som snu og ikke til at stole på. 

Koben

Der er ingen tvivl om, at betegnelsen er inspireret af den gode ko og dens ben og klov. Tidligere – helt tilbage i 1500-tallet – talte man om en ”kofod” – dog ikke at forveksle med det bornholmske efternavn, der antagelig kommer fra tysk og betød ”koejer” (kofoged).

Unbrakonøgle 

Nu skal vi for en gangs skyld til det engelske. Det er en varebetegnelse, der kommer af ”un” og ”brake”; ”brake” betyder ”bremse”, så den lille nøgle er til at ”afbremse” noget, dvs. løsne noget. De fleste siger nok ”uMbrako”, og det er, fordi vi er nogle dovne hunde: Det er meget lettere at sige ”umbrako” end ”unbrako”, fordi m og b ligger tættere på hinanden i udtalen end n og b – derfor siger mange også ”hiMbær”, selvom det staves hindbær = ”bær, som en hind spiser”.

Høvl 

Vi har ordet fra tysk, og oprindelsen er lidt dunkel, men antagelig betyder det at fjerne uregelmæssigheder, der stikker op. Det er i familie med ”hof”, der jo nu om dage er meget royalt, men i tidernes morgen betød ”høj”.

Svensknøgle 

Denne skiftenøgle har sit navn, fordi den er udviklet i Sverige. Den er noget mere elegant og håndterlig end sin forgænger ”engelsknøglen” – der klart nok kom fra England. Sjovt nok er der ikke mange lande, der skelner mellem en engelsknøgle og en svensknøgle, de kalder begge typer ”engelsknøgler/englændere”, men vi har dog lidt respekt for broderfolket her i landet!

Dekupørsav

For en gangs skyld skal vi til det franske. ”Dekupør” kommer af et udsagnsord, der betyder ”skære ud”, og det er vel også det, den bruges til: fin udskæring til træmosaikker. Så vidt jeg kan se, er det en avanceret løvsav, og jeg er overbevist om, at ordet ikke bruges i nogen anden forbindelse.

Kørner 

”Kørner” – tro det eller lad være – kommer fra tysk og betyder egentlig ”noget, der frembringer et korn”, og der er jo det, sådan en tingest gør: frembringer en fordybning på størrelse med et korn/der ligner et korn.