Mia føler sig tryg i ghettoområde

Navn: Mia Skytte Agerskov, 32
 
Uddannelse/job: Antropolog, ansat i Københavns Kommune
 
Opvokset i: Jelling ved Vejle
 
Familie: Datteren Alma Sophia på ni år, kæresten Rasmus  og bonussønnen Mouritz. Parret venter nu deres fælles barn.
 

Roligt, familievenligt og sikkert i Nordvest

Før Mia Skytte Agerskov flyttede til Nordvest, boede hun i en lejlighed på Nørrebro i et af boligselskabet Lejerbos byggerier.

Her bor alverdens forskellige nationaliteter, der er et væld af paraboler på tagene, masser af børn, der leger i gården og på gaden, kvinder med og uden tørklæder, som sidder og taler på alverdens sprog, godt gang i grillene i gården og generelt et leben af mennesker og forskellighed, beskriver hun.

– For mig var det etniske leben trygt. Og selvom vi boede lige på den anden side af det berygtede Mjølnerparken, så oplevede jeg området som roligt og familievenligt. Der var aldrig ballade. Måske stod der nogle unge fyre i kanten af pladsen, men det var jo også deres kvarter, deres hjem. Og de lavede ikke ballade, mens alle de lokale familier og børn var der.

Mia selv kommer fra Jelling i Jylland. Mere dansk kan det vist ikke blive. Men i hendes opgang på Nørrebro var der kun to danske navne på postkasserne i bunden af opgangen.
På de andre stod der bosniske, filippinske, arabiske, pakistanske og mange andre for danskere fremmedartede navne. Og alligevel var det faktisk bare en helt almindelig opgang med hjælpsomt naboskab.

– Det var, som om hele verden var samlet ét sted. Det var ret skønt, og vi havde et ret fantastisk naboskab. Alle hilste, talte sammen, hjalp hinanden, kom forbi med hjemmebag. Da jeg flyttede ind, fremhævede viceværten, at opgangen og området var videoovervåget, og jeg kan huske, at jeg tænkte – er det så trygt eller utrygt? Men altså, jeg oplevede bare en hjælpsomhed og accept af forskellighed.

Muhammed gav tryghed i ghettoen

Hun fortæller om naboen Muhammad, der hjalp hende med at hænge ting op på væggene, om hans kones fantastiske kager, og om dengang, hun fik stjålet sin taske fra cykelkurven et andet sted i byen af en knallert, der drønede forbi. Nøgler, pung, alt er i den taske.

Klokken 11 om aftenen ringer Muhammad på og siger, at han er blevet kontakte af en kvinde, der har fundet tasken, og at han selvfølgelig henter den for hende, fordi hun ikke kan forlade sin sovende datter på dengang fem år.

– Jeg bliver helt rørt, når jeg fortæller om det. At han uden at tænke over det bare hjalp mig i en situation, der var temmelig desperat, fordi man er meget afhængig af mobil, pung og nøgler. Men han sagde bare, at ”vi jo er naboer, og at vi hjælper hinanden her”.
 

Ingen problemer med tosproget skole

Mia Skytte Agerskov fortæller om betænkeligheder ved at melde sin datter ind i en skole, hvor 97 procent af eleverne er tosprogede, om at blive en del af gadebilledet, om at møde alle med respekt og åbenhed. Og om at hilse – og svare åbent på spørgsmål som fx ”hvor er du fra”?

– Og det var bare så komisk at høre min datter helt køligt svare: Jylland.

– Jeg har helt ærligt aldrig nogen sinde følt mig utryg. Heller ikke sent om aftenen. Min oplevelse er, at dem, der ser mest stereotype og hårdkogte ud, ofte er ret flinke, hvis man møder dem som mennesker og ikke stereotyper – med interesse og på lige fod som alle andre. Og den tilgang til andre mennesker vil jeg gerne give videre til min datter. At det handler om, hvem man er som mennesker – ikke hvor man er fra, eller hvordan man ser ud.

Siden Nørrebro-dagene er der kommet en kæreste og en bonussøn ind i Mias liv. Derfor har parret nu valgt at flytte en kilometer væk fra Ydre Nørrebro til en ejerlejlighed i en anden lige så omdiskuteret bydel, nemlig det såkaldte Nordvest.

Her er også et broget miljø, mange nationaliteter, fancy reklamebureauer og alkoholikere på bænken, en koranskole og en hamam (tyrkisk bad, red.) nede ad gaden. Men Mia føler sig stadig tryg.

– Altså her sker jo ting. For ikke så længe siden kørte vi forbi en kiosk, hvor en ung mand var blevet skudt. Men det er jo så en god anledning til at få en snak med min datter om, hvad der var sket, og at det ikke har noget med hende at gøre, så hun ikke skal være bange, når hun går ned og handler.

Hun understreger, at det at bo i byens pulserende forskellighed ikke er et midlertidigt onde, inden den sammenbragte familie finder sig et parcelhus i forstæderne. For de elsker byen. Her hører de hjemme.

– Tryghed er også her. Selvfølgelig ikke med hovedet under armen. Jeg passer på mig selv og min datter, og jeg gør meget ud af at lære hende, hvordan man gebærder sig i byen.
Men man kan ikke pakke sine børn ind i vat, man er nødt til at ruste dem til at kunne stå på egne ben – og det bliver selvfølgelig sat mere på spidsen i en storby, men til gengæld lærer man hele verden at kende. Og man skal passe på med at se verden og dens forskelligheder som noget farligt, også at bo i. For der er faktisk flest søde mennesker og gode oplevelser her.

Nordvestkvarteret eller blot Nordvest er et område i København, der overvejende er beliggende i den sydvestlige del af bydelen Bispebjerg. Der er ingen officiel definition af området, men der sættes som oftest lighedstegn mellem begrebet og postnummeret 2400 København NV.
 
I 2005 var der 44.177 indbyggere i området.
 
Nordvest er et af Københavns seks udsatte områder. Der er afsat 60 mio. kr. til områdefornyelsen de kommende fem år.
 
Nordvest er Københavns mest udskældte kvarter. Storbyens prygelknabe, der de seneste årtier har fået på puklen for sin tristesse og høje andel af indvandrere og beboere på overførselsindkomst. Ofte benyttes øgenavne som Nordværst, Nordlædervest eller bare Skraldepladsen, lyder det i en artikel i Politiken.
 
Da Bygningskultur Danmark for nogle år siden spurgte københavnerne, hvor de helst ville bo, indtog Nordvest pladsen som nummer chok. Folk sagde pænt nej tak.
 
Ifølge Københavns Tryghedsundersøgelse 2016 føler 12 procent sig utrygge i bydelen. I 2009 var tallet 16 procent. Kriminaliteten i området er faldende.
 
Folkesundheden og levealderen i Nordvest er lav sammenlignet med andre bydele.