Hvad er mos på taget?

Mange ejere af huse med tag af betontagsten og bølgeeternitplader oplever, at taget skifter farve fra sort til grønlig. Det skyldes alger, lav og mos på taget.

Mos hører ligesom alger og lav til den plantefamilie, der hedder sporedannende planter, og findes i mange forskellige, grønne nuancer. Mos består af skiver og blade. Det er stænglerne, der sætter sig fast på tagfladen. Mos optager vand igennem bladende, og er derfor meget følsom for udtørring.

Mos trives på fugtige overflader, og det er mængden af vand, der er afgørende for, hvor meget mosset gror og breder sig.

Derfor har tagets hældning betydning for, om der kommer mos på det. Jo mindre taghældningen er, jo større sandsynlighed er der for, at der kan gro mos. På et tag med lav taghældning – under 25 grader – ophober der sig mere fugt end på stejlere tage, fordi vandet ikke så let kan løbe væk.

Er mos skadeligt for tagbelægningen?

Forskning viser, at mos generelt ikke har nedbrydende eller skadelig effekt på de materialer, det gror på, herunder tagbelægninger.

Teknologisk Institut har for Miljøministeriet lavet en omfattende og grundig undersøgelse af, om alger og mos har en nedbrydende effekt på materialer og udendørs belægninger ("Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage", Miljøprojekt nr. 784, 2003).

Konklusionen er, at alger og mos generelt ikke nedbryder materialer og minimerer deres holdbarhed, og at deres tilstedeværelse ikke giver større risiko for fugtskader.

Er der meget mos på husets tag, kan det dog være en god idé at tjekke, om mosset skyldes konstruktioner, som evt. kan ændres, fx en meget lille taghældning på under 10 grader.

Store puder af mos på taget kan også suge meget vand og dermed være skyld i, at der kommer vand ind under tagbelægningen – i værste fald kan det skade tagkonstruktionen med svampeangreb til følge. Derfor bør større puder mos fjernes.

Bør mos fjernes fra taget?

Som udgangspunkt bør mos ikke fjernes fra taget.

Kun større puder af mos bør fjernes. Fjern dem kun med hænderne, aldrig mekanisk. Mekanisk afrensning med fx højtryksrenser er med til at nedsætte tagets levetid.

Hvis der er så meget mos, at det ligefrem løfter dele af tagbelægningen, fordi det er vokset ned imellem fx tagpladerne, skal der gøres noget. Det kan dog være relativt svært at fjerne mos mellem tagplader.

I de tilfælde kan det være nødvendigt at kontakte en tømrer, som kan hjælpe med at finde en god løsning. Er det fx bølgeeternitplader, kan de relativt nemt skrues af, og alt mos fjernes med håndkraft, inden pladerne skrues på igen.

Dog skal du sikre, at der ikke er asbest i pladerne. Hvis der er asbest i pladerne, må du ikke demontere og montere de gamle plader igen.

Hvordan fjernes mos på taget?

Hvis du ikke kan leve med, at taget på dit hus blive mere og mere grønt, kan du fra juni til september – rense taget med en stiv kost og vand.

Det arbejde bør du gøre i sommermånederne, hvor taget er tørt, da risikoen for at falde på taget er mindst på det tidspunkt. I vinterhalvåret kan taget være rigtig glat.

Kraftige mospuder, som oftest sidder i overlapninger mellem tagsten og tagplader, kan og bør fjernes ved at plukke eller skrabe dem af med hænderne. I de værste tilfælde kan du bruge en børste.

En kost i kombination med vand kan i langt de fleste tilfælde fjerne alt mos på taget. Du bør aldrig bruge højtryksrenser, da den gør mere skade end gavn på tagbelægningen.

Hvis du vil rense et ældre tag af bølgeeternit eller eternitskiffer for store mængder mos, bør du kontakte Arbejdstilsynet. Nogle ældre eternittage indeholder asbestfibre, og når taget renses, er der risiko for, at asbestfibrene bliver frigivet til luften.

Der findes i Danmark få godkendte produkter, der kan fjerne mos fra tagbelægningen. Find dem evt. i Bekæmpelsesmiddeldatabasen.

Er nogle tagtyper mere udsat for mos end andre?

Det er ikke selve tagmaterialet, der er det mest afgørende for, om der kommer mos på taget. Større indflydelse har faktorer som:

  • Lille taghældning, under 25 grader.
  • Nordvendte og skyggefulde tagflader.

Der ses dog ofte mos på tage af betontagsten og bølgeeternitplader, mens det er sjældnere på teglsten. Det skyldes, at betontagsten og bølgeeternitplader tillader en større ophobning af fugt, og der er derfor bedre grobund for mos. Teglsten er mere komprimerede og optager ikke fugt i samme grad.

Kan man forebygge mos på sit tag?

Hvis du fjerner eller beskærer store træer, vedligeholder taget eller laver konstruktiv forebyggelse, kan det være med til at forebygge mos på taget.

Fjern/beskær skyggefulde træer

Store træer, som kaster skygge på taget, kan give bedre forhold for mos, da skygge på taget forhindrer taget i at tørre. Derfor er det en god idé at fjerne eller beskære store træer, der får (dele af) taget til at ligge i skygge.

Vedligeholdelse af tag

Hvis du løbende tjekker og vedligeholder taget på dit hus, kan det være med til at forebygge mos. Du kan tjekke om:

  • Alle konstruktioner og materialer, der skal lede vand væk, fx tagrender, virker efter hensigten. Reparér dem, hvis de er i stykker, og rens tagrender for blade og snavs mindst to gange om året.
  • Der er revner, sprækker eller begyndende tegn på nedbrud, fx afskallede partier på tage med bølgeeternit. Reparér eller udskift tagpladerne eller tagstenene, hvis det er tilfældet.

Forebyg mos med stor taghældning og godt materialevalg

Hvis du skal bygge nyt hus, bør du overveje de konstruktive forhold, som kan nedsætte risikoen for, at taget ophober fugt, og dermed risikoen for mos. Det kan gøres ved:

  • Taghældning over 30 grader.
  • Korrekt og omhyggelig montage af taget.
  • Så få gennembrydninger som muligt.
  • Tænk langsigtet ved materialevalg.